Noget helt særligt

Forårstegnene er så småt begyndt at spire frem; vintergækker, påskeliljer og små spir på træernes lange grene er kommet til syne, fuglene synger, og man er begyndt at kunne ane solens varme en smule, når den trænger igennem skyerne på himlen. Det er en lørdag midt i marts, og jeg er på vej ud til hestene, da jeg lige netop er blevet udskrevet fra hospitalet.

På trods af det pragtfulde vejr, den blå himmel og de mange glade mennesker der er ude og nyde det gode vejr, så formår den gode stemning altså ikke rigtigt at smitte af på mig. Jeg sender dog et smil i ny og næ når jeg passerer nogle på min vej, men indeni er mit håb forsvundet. I går brød det hele sammen, og i mit impulsive jeg, fandt jeg en hurtig og nem, men uhensigtsmæssig måde at dulme den enorme smerte indeni på. Det gik bare ikke helt som forventet.

Jeg fortætter med faste og målrettede skridt ned mod stalden, hvor jeg åbner stalddøren. Moldi og Fagur kommer hurtigt til syne og kigger nysgerrigt hen mod mig, mens at jeg skifter mine sneakers ud med gummistøvler. Jeg fylder min lomme med godbidder, og går herefter hen og hilser på Moldi og Fagur. Jeg mærker hurtigt lettelsen i mit bryst, i det at jeg ligger min hånd på Fagurs ryg, og mærker hans rolige åndedrag. Varmen fra hans krop giver liv i min iskolde håndflade, der stadig ligger på hans ryg, og varmen spreder sig langsomt ud i mine fingerspidser. Jeg gyser kort, da det først er nu det går op for mig, at jeg er helt kold.

Hans rolige og afslappende vejrtrækninger smitter helt automatisk af på mig, og jeg mærker at anspændtheden fra de små og overfladiske vejrtrækninger fra før, langsomt bliver erstattet af afslappethed, og mine vejrtrækninger begynder at blive dybere. Jeg smiler kort for mig selv, før jeg beslutter mig for at gå ned på marken, for at hilse på de andre heste også. Men der er særligt én hest, jeg har savnet lidt mere, og som jeg lige nu har ekstra meget brug for. Selvom det kun er lidt over et døgn siden jeg sidst har set ham, kan jeg mærke at jeg har savnet ham som aldrig før. Timerne inde bag de fire, hvide hospitalsmure føles som flere dage, og jeg har været så langt væk fra mig selv, at jeg slet ikke har kunne tænke klart.

Jeg træder ud på den lille sti, som er helt smadret af jord og mudder. Men det betyder ikke noget, lige nu føles det bare befriende. Befriende at være i friheden, stilheden og ikke mindst her hvor jeg føler mig aller bedst tilpas.

Jeg fortsætter rundt om hjørnet hvor stien fortsætter, og hvor fodboldbanen kommer til syne på venstre side. Jeg fortsætter over den lille bro der fører mig hen til marken, og Feykir, Vinur og Oddi kommer til syne, men de står med ryggen til, helt henne i den anden ende.

Oddi er den første til at kigge hen mod mig, og lige dér sker der noget. Jeg hverken bevæger mig eller kalder på ham, og han tøver ikke et split sekund, men sænker nakken, og går med raske skridt hen imod min retning. Jeg mærker mit hjerte begynder at slå lidt hurtigere, og smilet vokser på mine læber. Jeg træder et par små skridt fremad, men stopper op igen, og holder mit blik på Oddi, som fortsat er på vej hen mod mig. Han går helt målrettet, og jeg fornemmer at han kan mærke noget. At han kan mærke at der er noget der er, som det ikke skal være, og at det i hvert fald ikke er blevet bedre efter jeg gik fra ham i går, hvor han bar mig en tur i skoven, til trods for at tårerne trillede, og uroen fyldte i hele min krop. Det er sjælendt han kan håndtere at sin rytter ikke er på toppen, da han selv har brug for roen og trygheden herfra. Men noget siger mig, at han forsøgte at passe på mig. Han stopper op da han når hen til mig, og jeg ligger mine arme rundt om hans hals. Jeg mærker en tryghed i min krop, en tryghed som kun Oddi kan give mig. Jeg mærker roen, freden og en lille glæde helt inde i maven, samtidigt med at jeg mærker tårerne trænge sig på. Oddi står helt stille, og hans ører er vendt hen imod mig. Jeg tillader en tåre at glide ned langs min kind, mens at jeg klemmer mig lidt hårdere ind mod Oddi. Han er noget særligt. Noget helt, helt særligt.

rediiiii

   
   

Horsemanship på et nyt level – synkronisering, løsspringning og løslongering

I takt med tiden der går, Oddi’s personlige forvandling og ikke mindst alle de gode timer vi tilbringer i hinandens selskab, er det ikke kun ene Oddi som udvikler sig; men også det bånd ham og jeg har til hinanden.

Lige siden jeg blev præsenteret for horsemanship-verdenen, har jeg brugt det rigtig meget til både at forbedre min kontakt til hesten (som desuden også har gjort at vi har udviklet os i vores ridning). og ikke mindst til at forbedre mig selv som rytter. Jeg har altid oplevet en god effekt af det, og det har været med til at styrke mit bånd til mange af hestene. Særligt med Oddi som jeg har arbejdet rigtig intenst med det sidste år, har jeg mærket en kæmpe forskel. Faktisk så meget, at vi er gået til nogle nye øvelser såsom synkronisering, løsspringning og løslongering (løsarbejde).

loesspring2

Forskellen fra de basale horsemanship øvelser (de 7 lege) og dem, Oddi og jeg lige nu øver, ligger i at vi ikke længere arbejder på at forbedre signaler, lære hinanden at kende eller på at danne en relation (som jeg primært har brugt horsemanship til). Alt det arbejde har vi gjort, men med de nye øvelser arbejder vi derimod med at fuldføre udfordringer/øvelser med de ting vi har øvet og lært fra forarbejdet i horsemanship. Og det er tydeligt for mig at det har givet pote med alt arbejdet – for nu kan jeg longere ham uden at bruge longetorv, få ham til at springe over et spring uden torv og få ham til at synkronisere med mit tempo. For et år siden havde han nok bare stået stille, og gloet mærkeligt på mig hvis jeg sprang over et spring og forventede at han skulle løbe efter – men nu løber han efter af egen fri vilje, og yder desuden sit bedste samtidigt.

horsemanship2

“It is not the great trainer who can cause his horse to perform. The great trainer can cause a horse to want to perform.”

 

michelle

   

Ny hest, nye udfordringer!

Når man scroller ned af min blog, tror jeg ikke der er nogen som helst tvivl om, hvilken hest som er min yndlings. Det er Oddi, og han har vundet min hjerte 100%. Men når det så er sagt, så synes jeg også det er enormt spændende at variere i, hvilke heste jeg rider på. (også selvom jeg skal tage mig meget sammen til det, for det ender 9 ud af 10 gange med at blive Oddi jeg vælgersee-no-evil-monkey2).

Jeg synes det er interessant at observere den enkeltes hest styrker og svagheder, – både under ridning, men også personlighedsmæssigt, – og arbejde ud fra det. For udover dét at en ridetur ud i det blå i sig selv er helt fantastisk, så er følelsen af at se og mærke udvikling af/med hesten bare helt enestående. Det er motiverende, inspirerende og føles helt og andeles pragtfuldt.

img_4351

Moldi er ikke for mig en “ny hest”, men i det at jeg ikke har redet så regelmæssigt på ham det sidste år, og at han har haft en del ferie, så er jeg jo ikke van til at ride på ham. Og det er her “ny hest, nye udfordringer” kommer ind – for ved ham er der nogle helt andre ting at arbejde med, end dem jeg er vant til at arbejde med på Oddi.

gg

Moldi er 19 år, og har derfor også en hel del mere erfaring liggende bag sig. Han ved hvad de forskellige signaler betyder hvis de bliver udført korrekt, og han præsterer altid sit bedste. Han er 4-gænger men vælger trav fremfor tølt, og der skal til tider arbejdes intenst på at finde tølten frem. Men når det er sagt, så præsterer han er super lækker tølt, som bare går derud af, når den først er fundet frem.

Derudover har Moldi også brug for støtte, til at have den rette kropsholdning i de forskellige gangarter; særligt i skridt og trav. Han har en tendens til at søge alt for langt ned med hovedet/nakken, så man som rytter næsten får en følelse af at man skal “holde” hans hoved med tøjlerne. Og det kan jeg også godt lide at bruge tid på og koncentrere mig om; for hestens kropsholdning og muskulatur er vigtigere end hvad man tror.

Personlighedsmæssigt er Moldi også den følsomme en af slagsen – men på en anden måde, end hvad eksempelvis Oddi er. Moldi ligger øverst i flokkens hierarki, og er ikke det mindste tøvende eller usikker her, – men modsat kan han blive det i menneskekontakt.

 

img_4344img_4343img_4346

Jeg glæder mig til også at dele mine oplevelser sammen med Moldi, med jer!

 

michelle