Når angsten bliver bedøvet i tryghed…

Min evne til at være social med andre (både nye og kendte) mennesker, afhænger utrolig meget af om jeg føler mig tryg. Hvis man kender mig godt som person og jeg er i kendte og trygge fysiske omgivelser, er jeg meget udadvendt, – hvor hvis jeg derimod er et andet sted (et ukendt eller uvant sted) hvor jeg er omgivet af mennesker jeg ikke er van til, er jeg mere indadvendt og usikker, og har en tendens til at være isolerende.

Med kendte, trygge fysiske omgivelser hentyder jeg til der hvor jeg bor, og med ukendt eller uvant sted hentyder jeg til steder jeg aldrig har været, eller steder jeg godt kender til og måske af og til/ofte kommer, men som ikke er mit hjem. Derfor kan folk omkring mig nemt have to vidt forskellige oplevelser af hvordan jeg er som person, udfra hvor de møder og kender mig.

hej

mit-andet-hjem

Når jeg er sammen med hestene, føles det ligesom at være i min “faste base”, og her har jeg samme tryghed (hvis ikke større), end der hvor jeg bor. Ikke forstået som at jeg ikke kan være præget af angsten her nogle gange, men den er markant formindsket.

Jeg oplever somme tider at jeg kan have en helt almindelig “small-talk” med endda helt fremmede mennesker, hvilket er noget af det jeg har aller sværrest ved normalt, og jeg har aldrig helt forstået hvordan ‘man gør’. Men når jeg står med hestene, eller kan mærke dem under mig, er det lige som om at angsten bliver “bedøvet”, og min evne til at være social bliver meget bedre. Lidt som om at hestenes hjerteslag, bløde øjne og rolige, kærlige sind går ind og beroliger min anspændte krop. Og at have denne tryghed som giver mig de her positive sociale oplevelser, er en fantastisk start til at kunne udbrede endnu flere i fremtiden, i måske også andre sammenhæng. Ordene kommer nemmere glidende, og bliver modsat ikke gennemtænkt igen og igen og ryger ud af munden med et hurtigt-bankende hjerte.

michelle

   

Træning med paraply

En paraply er fuldstændig harmløs og ufarlig, men fælles for rigtig mange heste, så er det noget de bliver meget forskrækket over; og tænker man lige efter, så er en paraply da også en underlig genstand hvis ikke man har set den før. Og som bytte-dyr, bliver det ofte oplevet og sammenlignet som noget “nyt, ukendt og farligt”.

gg

I går regnede det stort set hele aftenen, og det var meget begrænset hvad der var af pauser imellem. Jeg havde planlagt at tage ud og besøge hestene på sommergræs, og trods regnen så nægtede jeg at lade den forhindre mig i det. Så på med gummistøvlerne og så derud.

Der var en pædagog som tog med mig, og naturligt nok spurgte hun mig om jeg ikke ville have en paraply med, nu hvor det regnede så meget. Min første tanke var ‘Ej, så bliver hestene jo bange’, men kort efter fik jeg åbnet munden for at svare hende; “Det kunne være en god træning.”

Min tanke bag det var ganske enkelt, at realistisk set så er en paraply jo ikke i nærheden af at være farlig på nogen som helst måde, og desuden kunne det være rart nok ikke at blive gennemblødt. Og hvis de gik helt i panik, kunne jeg altid ligge den væk igen.

Det første jeg blev mødt med var at de kom løbende hen til mig præcis som de plejer, dog ikke helt hen til mig. Den mindste bevægelse med paraplyen gav dem et kæmpe chok, og Oddi løb lidt rundt til at starte med. Jeg tror ikke helt han kunne finde ud af hvordan han skulle reagere, men han gav sig alligevel og kom hen for at hilse på mig, selvom han var meget opmærksom på den farlige ting jeg holdte i min højre hånd. Dog endte de alle tre med at blive rigtig gode venner med den, efter jeg lage den ned og lage noget brød over og under den, og der gik ikke lang tid før de var helt ligeglade med den. På ride lejren kunne de næsten gå i panik hvis de så en paraply på bare lang afstand, men nu hvor de fik afklaret hvor harmløs den egentlig er, så havde de helt ro med at den bare lå der, og også da jeg gik tilbage igen med den over hovedet. Endda Oddi kunne stå helt roligt ved min side imens jeg nussede ham. Og Moldi fulgte mig til dørs da jeg skulle hjemad.

mmm

Personligt så synes jeg det er yderst inspirerende at se hvordan de på ikke engang 20 minutter, kan finde ro med noget de førhen har opfattet som meget farligt, og har kunne få deres puls helt op; selvom deres og vores natur ikke er den samme, synes jeg alligevel det er noget brugbart og som skrevet – meget inspirerende.michelle

   

Ridetur ved Helgenæs/Mols bjerge

k

I mens at Moldi, Fagur, Feykir, Oddi og Vinur nyder deres ferie på sommergræs, har jeg alligevel formåede at få lidt energi til mit efterhånden sultne heste-hjerte; bl.a har jeg fået prøvet nogle nye, spændende heste i nye og fine omgivelser, og set lidt DM i Herning.

I fredags havde jeg blandt andet en helt fantastisk, skøn tur på en rød vallak i Mols bjerge, som jeg vil uddybe lidt nærmere her i indlægget;

 

page

Vi havde for lidt tid siden bestilt en ridetur hos en mand ved navn Rolf (Til hest på Helgenæs v/ Rolf), som også var guide på rideturen. Jeg fik som sagt tildelt en rød islænder-vallak ved navn Hradi, som umiddelbart var et rigtig fint match med mig; til trods for jeg aldrig har set så lille en islænder før, så havde han altså en mega fed gang, og uanset tempo og gangart sad jeg bom stille på ham hele vejen. Hans tølt var meget pas-agtig, men i galoppen var han en drøm hver eneste gang vi sat i gang.

Vi red omkring to timer rundt i de flotte omgivelser, både på stier, ved vandkanten, på bakker og marker – og man måtte af og til lige stoppe sig selv et øjeblik og kigge rundt; for hvor var der bare helt og andeles smukt hele turen igennem.

Det fede ved at prøve noget nyt og uvant er de erfaringer man samler med sig; og der er ofte flere, end hvad man lige tror. Ud af alle de områder jeg har redet i indtil videre, er Mols helt klart en af favoritterne; og det kan uden tvivl anbefales!

image1-18 image2-13hey

Dog kan jeg ikke lade vær med at drømme, og lege med tanken om at ride her en dag på Feykir eller Oddi. Nyde den dejlige, friske natur på ryggen af min yndlings personlighed – for ville der være noget, som kunne slå dette?? I min fantasi er der ikke.

michelle

RIDELEJR, RØMØ 2017 – Dag 3 (28/6/17)

dag-3

speeeejl

Her på tredjedagen red vi omkring samme tur, som vi også red på vores første dag. Vi red gennem de efterhånden velkendte plantager, og ned til vadehavet hvor der igen var lavvandet, – og igen fik vi os et par gode, lange galopper henover. Og denne gang galopperede de bare gennem “vandpytterne” uden tøven, og jeg tør tro på at de faktisk begyndte at slappe af og nyde det dernede, nu hvor de havde fundet ud af det ikke var et farligt sted.

19554528_259497764533233_6697445050636380643_n

Feykir var heldigvis faldet mere til ro her om onsdagen, og han opførte sig rigtig pænt, sammenlignet med de andre dage hvor vi fik trænet en hel del halv parader. Jeg red ham dog med et bidløst hovedtøj her, og tænker at det har været med til at gøre en forskel; Generelt tygger  Feykir rigtig meget på hans bid når man rider på ham, og noglegange kan det være svært at vide og vurderer om det er af rastløshed eller fordi bidet rent faktisk irriterer ham. Men her kunne jeg tydeligt mærke en positiv forskel sammenlignet med de andre to dage.

kk

Turen har været en kæmpe oplevelse på mange måder; nyt terræn og nye omgivelser som både hest og rytter reagerer på, og jeg føler det har bragt mig endnu tættere på Feykir; En ting er at kende sin hest i de vante omgivelser, men i og med man er et nyt og ukendt sted, bringer det også udfordringer, og her lærer man også hestens usikre side at kende. Og så har det oven i købet også givet mig noget læring ift. at skulle håndtere ham trods hans dybt frustrerende forelskelse i hoppen der red forrestt; og det har krævet tålmodighed og arbejde 🙂

michelle

   

ET GLÆDELIGT GENSYN

“How lucky I am to have something that makes saying goodbye so hard.”

oddiiii

Jeg havde forberedt mig selv for 9 dage siden, så godt som muligt på ikke at skulle se hestene i de nævnte 25 dage; forsøgt at indstille mig selv på at jeg ikke kunne holde om dem og mærke deres hjerteslag, at jeg skulle undvære glæden ved når de kommer gående på marken efter et kald, de mange kys fra Oddi, Feykirs glædelige, livlige, vidunderlige jeg, Fagurs rolighed, Vinurs fantastiske mod og tillid og Moldis fine forsigtighed.. Men det har været alt andet end let, tværtimod har dét at skulle stå op hver morgen med tanken om at jeg ikke bare kan tage ud til dem, været noget af det hårdeste jeg længe har gennemgået. De fem kan noget, som ingen anden kan, eller nogensinde ville kunne.

 

I onsdags fik jeg mulighed for at besøge dem, og jeg mærkede en hel særlig form for energi strømme rundt i min krop; en energi som udskilte alle de negative energier der havde siddet fast lige efter jeg havde måtte kramme dem “på gensyn” og tage hjem, – nogle dumme, smertefulde og uudholdelige energier, jeg ikke engang ville ønske for selv min værste fjende. Men den gode energi forleden bragte mig direkte tilbage til mig, og jeg forvildede mig igennem græs og planter i alle længder på marken, samt edderkoppereder, mudder og smat som jeg normalt er yderst angst for. Men da jeg på afstand mødte synet af hestene, og gik lidt nærmere, satte jeg mig på hug, og blev mødt af alle fire skønheder (undtagen Fagur som gik på en anden mark:( ), og jeg kunne mærke jeg helt nede i maven, hvor meget jeg havde savnet dem.

image3-8 image3-9 image3-10image1-2211ggpage

 

Michelle

RIDELEJR, RØMØ 2017 – Dag 2 (27/6/17)

dag-2

page

Dag 2 bød på ridning i flere af Rømø’s smukke plantager, på heder, samt en tur nede ved Vesterhavet. Det er en yderst vidunderlig måde at opleve naturen på hesteryg, og turen blev nydt fra start til slut. Feykir var meget svingende her på anden-dagen, og jeg havde bestemt mig for vi skulle ride bagerst, så de andre tre heste red mellem ham og hoppen. Det er sjovt hvor meget hun påvirkede ham, og hvor anderledes han lige pludselig var at ride på; der var ihvertfald ingen tvivl om, at han havde en helt masse hormoner der spændte rundt i kroppen på ham. Man kunne også se det helt klart og tydeligt i flokken; de andre heste skulle lige vove at komme for tæt på hende, og han var ikke klar på den samme sjov og ballade sammen med dem som normalt. Samtidigt var det uden tvivl også en god og lærerig oplevelse, og det lykkedes mig at få ham til at opføre sig pænt ind imellem når vi havde “kæmpet” i lidt tid.

Om tirsdagen var vi ved Vesterhavet mens der var lavvande, så vi havde en hel del plads at gøre med; og en turbogalop henover stranden med modvind i håret, er den fedeste måde at føle liv på. Det bringer så meget positiv livs-energi i min sjæl, og den flyvende fornemmelse får min krop til at slappe af i alle de unødvendige, spændte muskler. Jeg mærker ikke blot en snert af frihed, jeg mærker tværtimod alt den frihed jeg har brug for, og ikke mindst har kæmpet for. På ryggen af en af mine yndlings personligheder, der bær mig gennem godt og skidt er jeg ikke tvivl; ikke tvivl om, hvad jeg vil og hvad der bringer mig lykke.

Vi nåede et stykke nede ved stranden hvor der var lidt “dybere” vand, og til trods for gårdagens vandskræk, gik hestene blot lige ud i det. Fantastisk hvordan de så hurtigt formår at vænne sig til noget uvant, når blot de er sammen.

image1 19437718_259019327914410_2199291447066752391_nimage2

Frokostpause i det fri!

Hestene var godt trætte efter 21 km. i nye omgivelser, så jeg tror de var ret så glade for at komme tilbage på marken og rulle sig, slappe af og spise græs indtil næste dag. 047c0c28b041d90596fa2683ed299e9f-160x160x1

19510145_259019214581088_2894182713062081706_nimage1-18

Michelle

KEND DIN HESTS SIGNALER – utilpas og afslappet

hestens-kropssprog

Vi kommunikerer med hesten via kropssprog, og på samme måde aflæser vi vores hest; – ud fra dens kropssprog. Hesten har ingen chance for at fortælle os direkte hvordan den har det, derfor er det vigtigt at kunne aflæse de signaler og tegn den sender os.

 

utilpassutilpas

Anspændt/bange; Meget åbne og stirrende øjne, hurtige korte skridt, kort overfladisk vejrtrækninger, holder vejret, tynd mave, halsen højt oprejst og stiv, ubevægeligt stive øre, mm.

Vred; lægger ørene tilbage, pisker med halsen, tramper, sparker, bider, hurtige vejrtrækninger, spænder musklerne, meget åbne øjne mm.

Man kan tydeligt se om hesten er anspændt, sur eller utilpas hvis man kender signalerne. Den kan vise dens utilpashed på mange forskellige måder, men det kan være forskelligt fra hest til hest, hvilke signaler den sender. Ovenover har jeg skrevet nogle af de signaler man kan opleve når ens hest er anspændt, og når man først selv er opmærksom på det har man en god mulighed for at hjælpe den til at blive tilpas og afslappet igen. Blandt andet ved selv at have fokus på sine egne vejrtrækninger; lange og dybe. Nogle gange kan det nemlig hjælpe hesten at vise alt er som det skal være, og der ingen fare er på færre.

 

afslappettafslappet

Bløde og rolige øjne, gumler/tygger, aflaster bagbenene, ørene bevæger sig, sænker hovedet/halsen, nogle gange ‘hænger’ underlæben, hviler evt. sit hoved på en genstand, gaber, dybe vejrtrækninger, ligger sig ned mm.

En afslappet hest kendes nemmest og oftest med tegnene ovenfor. Den har rolige og bløde bevægelser, og dybe, rytmiske vejrtrækninger og ser afslappet ud i helhed når man kigger på den. Hesten har også en tilbøjelighed til at sænke sit hoved, og aflaste vægten på bagbenene. Det er ligmed en glad og velbefindende hest!

Et andet klart og tydeligt tegn på en afslappet hest er også når de ligger ned; det gør de kun når de føler sig trygge ved det.

 

 

Michelle

   

RIDELEJR, RØMØ 2017 – Dag 1 (26/6/17)

dag-1

fff

Jeg kom hjem fra ridelejr igår (Onsdag d. 28/6) efter tre gode, og oplevelsesrige dage på Rømø. Vi har reddet i diverse plantager og haft de lækreste galopper nede på strandende, og ikke mindst de fedeste strækninger i både tølt og trav  – tre dage jeg har nydt og vil huske tilbage på med et smil på læben.

Jeg vil rigtig gerne dele de her tre dage med jer, derfor laver jeg tre adskilte indlæg med lidt billeder fra hver dag. De kommer ikke op samtidigt, men med lidt mellemrum, og jeg håber i er friske på at læse med.

bbb

Dag 1 gik selvfølgelig først og fremmest med en masse praktiske ting; Der blev pakket, hestene blev læsset og vi kørte afsted. Vi ankom til et hyggeligt område på Rømø (hotel og camping) ved navn “Kommandørgården”, hvor jeg allerede dér blev præsenteret for de fine udsigter med massevis af islandske heste på græsmarker, med havet i baggrunden. – Helt et drømme scenarie!

Efter at have pakket ud blev hestene sadlet op, og her på turen red jeg på Feykir alle tre dage. Der var en hoppe med på turen som Feykir er fuldstændig og andeles forelsket i, – hvilket har resulteret i nogle ekstra udfordringer end normalt, i og med at han var enormt ivrig efter at gå ved hende hele tiden. Og at skulle gå bagved i rækken var ikke lige så nemt for ham at acceptere; Så vi fik os et par volder hist og pist af og til, indtil han overgav sig.. Og indtil showet startede forfra igen 😉

Det er en rigtig skøn natur på Rømø, som er helt oplagt til at ride i. Det er noget helt andet terræn end den vanlige skov som både hestene og jeg efterhånden kan finde rundt i med lukkede øjne; så det var herligt at opleve noget variation. Desuden var det gode vejr med os langt det meste af tiden; der var hverken for varmt eller for koldt, – bare helt tilpas. På første-dagen var vi nede på stranden da der var højvandet, så vi var lige ude og “dyppe tæerne”, da hypperne fik samlet sig mod til det. Havet er jo en stor og farlig ting, når ikke man er van til det – men når først man liiige har fået placeret sig i det og finder ud af at man er helt uden for fare, bliver det jo nydt i fulde drag. Både fra hest og rytters side.

Vi red også i en plantage både frem og tilbage fra stranden med bakker og forhøjninger hist og pist, – en god læring for hesten af være opmærksom på hvor de sætter benene… Med mindre man som Feykir har travlt med at kigge på noget andet og i stedet for må snuble af og til. 😉

ddimage1-13

image1-15image2-11

Mandags-rideturen blev til i alt 12,43 km, og det var med en god træthed i kroppen da vi fik sadlet af og gjort klar til tirsdag.

Michelle

DET FEDESTE VED FEYKIR…

En hest er ikke bare en hest, – de er vidt forskellige ligesom vi mennesker er. Feykir er 9 år og er det perfekte eksempel på en lege- og drillesyg unghest, – han har et temperament uden lige, og man er slet ikke i tvivl om hvis han f.eks er fornærmet eller glad, – man kan se det ligeså tydeligt i hans store, brune øjne.

mussi

Noget af det aller fedeste ved Feykir er hans kæmpe personlighed, og hvordan hans humør kan påvirke ridningen fra dag til dag. Feykir er en hest som er lynhurtig til at observere sin rytters tilstand; og mærker han eksempelvis at vedkommende ikke er fuld koncentreret på ryggen af ham, kan han nemt løbe om hjørner eller prøve en af.

Min oplevelse er også at rytterens ambitionsniveau smitter af på ham; er rytteren f.eks nybegynder eller usikker. har han en tendens til at vise sit drilske jeg – og han har det med lige at prøve af, og somme tider gå lidt sløset. Derimod hvis der sidder en rytter med forventninger og kan han mærke personen kan, vil og synes det er fedt at ride – så kan han pludselig blive en helt anden hest, som præsterer de mest elegante gangarter hvor hele kroppen er med i hver en bevægelse han præsterer. Sådan har Feykir og jeg’s forløb også været.

Hans humør spiller en rolle for dagens træning, og derfra kan hver dag byde på forskellige udfordringer, og dét synes jeg er fedt. Der er stortset altid noget at arbejde med, og som rytter får man trænet en hel del igennem.

page

Det er klart noget, jeg synes gør Feykir til en helt vildt skøn, sjov og ikke mindst spændende hest at arbejde med/ride på. Og selvom han er mester til at prøve grænser af og kan have hans dage hvor hans indre legebarn kommer endnu mere til udtryk, så er én ting ihvertfald HELT sikkert; Har man først vundet hans tillid, så er han den mest trofaste ven man kan have.

Michelle

25 DAGE UDEN HESTENE

Solen skinner, træer og skovbundende blomstrer, og varmegraderne er begyndt at melde sin ankomst til den danske sommer; Denne årstid er værdsat og glædet af mange levende væsener, men for mig er det en af de hårdeste perioder på året.

På mandag tager jeg med på ridelejr på Rømø, som skal nydes på ryggen af Feykir. Det er med blandede følelser; – men først og fremmest så glæder jeg mig helt vildt til tre fede dage som uden tvivl bliver fyldt med nye, spændende og uforglemmelige oplevelser. Dog presser tanken på om at jeg onsdag eftermiddag skal med hen og aflevere dem på sommergræs, hvor de skal befinde sig de efterfølgende 25 dage.

image2-7

 

Hestene er uden tvivl grunden til at jeg idag står mere solidt på begge ben, end hvad jeg blot gjorde for 1-2 år siden. Da jeg lærte dem at kende var jeg dybt påvirket og fanget i anoreksiens tykke og klæbende spind, og havde levet bag sygehus murene i godt og vel halvandet år. Og siden dengang har jeg rykket mig utrolig meget, og jeg har fået bedre styr på at håndtere anoreksiens indre stemme; og jeg tror nøglen har været den kærlighed hestene har givet mig, og ikke mindst den livsglæde de har vækket i min krop med alle de oplevelser vi har, og har haft sammen.

Derfor bliver det svært at undvære alle fem, i så lang tid. Jeg besøger dem hver eneste dag, – og om den er god eller dårlig, bliver jeg altid mødt positivt. Og jeg kommer sådan til at savne at gå ned på marken og kalde på Feykir som kigger efter mig, hvorefter han roligt og afslappet kommer gående hen til mig. Jeg kommer til at savne at holde om dem på de dårlige dage hvor jeg blot kan lade tårene falde og lade deres hjerterytme give mig ro, og ikke mindst kommer jeg til at mangle og savne en god tølt og en energisk, skøn galop. 25 dage er ikke nødvendigvis længe, men uden de fem herrer så ved jeg det kommer til at føles meget længere.

collage

Jeg ønsker alle en fantastisk sommer!