Ansvar

Ansvar er en af de udfordringer vi konstant møder i livet. Det kan være man skal passe sin lillesøster, huske at give katten mad hver aften, lave sine lektier til næste dag, eller andre ting. Vores liv er fyldt med ting vi skal tage ansvar for, men en af de aller vigtigste ting vi skal tage ansvar for, er os selv. Vi skal tage ansvar for, at vi fungere, og opfylde vores menneskelige behov, – her ikke mindst sørge for at vi ikke kommer til skade fysisk eller psykisk. Jeg tror at vores evner til ansvar skal bunde i, om vi har respekt for det konkrete vi skal tage ansvar for.. Dernæst, har vi ikke respekt for os selv, hvorfor så tage ansvar?

Selvskade, selvmordsforsøg og spiseforstyrrelse er tre eksempler på, at respekten ikke finder sted. Nok også tre eksempler på, at man derimod direkte frastøder sig selv. Ignorerer sine egne behov. Hader sig selv. Man kan bliver så forvrænget, at kontrol på forholdsvise selvskadende strategier, er sin egen måde til at passe på sig selv. Naturligvis vil der ligge en grund bag dette.

Hos mig har det overskrevne fundet sted så længe jeg husker, hvilket førte til et forvrænget billede af, hvad ansvar egentlig var. Hvilket videreførte mig til en hverdag i tvang, hvor andre mennesker simpelthen blev nød til at tage det ansvar, jeg ikke kunne finde ud af at tage for mig selv.

Således mente jeg ikke, at mad var nødvendigt for mig. Inde i mit hoved, strålede tankerne på, at mit liv ville blive bedre hvis jeg tabte mig. Derudover gav det mig et rus, når jeg skadede mig selv. Et rus, der gjorde at jeg følte mig bedre tilpas for en stund. To ting der udviklede sig så ekstremt, at jeg blev kraftigt underernæret, og at min krop tog skade, og sendte alvorlige faresignaler.

Som jeg før har fortalt, bor jeg på et behandlingshjem i Århus. Jeg har været meget imod dette, mest af alt fordi jeg følte at de gjorde mig ondt, og at jeg forsøgte at passe på mig selv.

Rideterapien ændrede mit liv.

Hestene betød vanvittigt meget for mig, og jeg lærte og fandt ud af, hvad ansvar egentlig betød. Og det var ikke mine levestrategier. Restriktiv spisning, selvskade og min manglende selvrespekt og usikkerhed blev hurtigt understreget i mit hoved, specielt efter det også blev understreget af rideterapeuterne. “Han gider ikke,” sagde jeg gang på gang og kiggede opgivende ned på hesten, midt i undervisningstimerne. Han løb afsted med mig, og jeg havde ikke kontrollen over ham. Jeg forstod det ikke, og min frustration var så påtrængende.

Efter massevis af samtaler med underviserne, forstod jeg, men vidste samtidigt at der lå en længere og større kamp forud.

Man kan ikke snyde hesten. Man kan måske snyde menneskerne ved facader, men ikke hesten. Den mærker det. Den mærker og ser hvert et signal. Er man usikker, bliver den usikker. Er man anspændt, bliver den anspændt. Er man træt, bliver den træt. Tvivler man på den, tvivler den på dig. Tager man ikke kontrollen, så gør den.

Efter den læring, tog jeg en beslutning om at vinde det hensigtsmæssige ansvar tilbage. Jeg startede med at lave små regler for mig selv, og brugte generelt meget tid på at arbejde med mig selv. Både hos hestene, men også udover. For lidt over et år siden, var jeg ikke i stand til noget. Nu kan jeg med stolthed sige, at er jeg i stand til at tage ansvaret for både hesten, men også mig selv. Jeg har fundet ud af hvordan selvsikkerhed, og lederskab føles. Vigtigst af alt, har jeg lært at tage ANSVAR.

Videre med dette, har jeg taget en ny beslutning. Jeg har taget en beslutning om, at anoreksien skal være min fortid. Jeg har taget en beslutning om, at kæmpe kampen. Ikke at andre skal kæmpe den for mig mere, eller motivere mig til det. JEG vælger det.

Jeg vælger det ikke længere skal være en del af mig. Jeg har tænkt mig at tage ansvaret, og jeg har tænkt mig at kæmpe til jeg gennemføre det. Jeg har valgt at jeg vil have en fremtid, og jeg har en drøm jeg vil udleve. Heldigvis ved jeg, at jeg har fem fantastiske heste bag min ryg, til at give mig styrke, når jeg mangler.

PicMonkey Collage

 

Massevis af kram!

Lykken er…

Lykken er, at når hele ens verden falder fra hinanden, er der en hest som ham her til at samle den igen. Jeg har aldrig oplevet en så smuk form for omsorg. Bare stå hos ham og lade tårene trille, holde om ham imens han blot står helt roligt. Ligge min pande mod hans, nusse ham og være hos ham.. Og lade ham være hos mig. En oplevelse der er værd at kæmpe for!

oddimus

 

Knus og kram

Fra anspændt til afslappet

At være anspændt er energikrævende og stressende for kroppen, men efterhånden som man vender den til det, kan det være mere energikrævende at være afspændt. Sådan har jeg ihvertfald selv oplevet det, og gør det stadig.

I pressede situationer, har jeg en tendens til at finde tryghed i, at spænde i mine muskler. Jeg har nemmere ved at være i min krop, og i situationen på den måde. Det er vel lidt ligesom når man er ved lægen og skal have sin vaccination, og klemmer i sin mors hånd når prikket kommer. Måske for at aflede for den egentlige smerte eller frygt?

For mig, har det været et problem i mange år. Specielt min nakke, ryg, kæbe og leg, har været udsatte, og jeg har haft tonsvis af muskel- smerter og -spændinger og ikke mindst myoser. Jeg ved ærligtalt ikke ret meget om det fysisk, udover at jeg ved, at de folk som har masseret mig, har været så overrasket over hvor spændte mine muskler er.

Det var blandt andet også et af mine største problemer, da jeg startede med rideterapien; jeg spændte op, når jeg sad på dem. Ikke nødvendigvis fordi jeg var mega bange, – men fordi jeg var så presset i hovedet, og fandt tryghed i at spænde i min krop. Det mærker hesten selvfølgelig, og hvor har det været en kamp for mig, at vende mig af med det.

I 2016, har jeg virkelig gjort fremskridt i forhold til det, – som i at, det kan JEG mærke. Førhen var det hesten der styrede; stensikkert fordi, den kunne mærke jeg var utryg, ved at jeg spændte. Jeg synes stadig det er helt utroligt, hvordan de kan fornemme hver en lille ting. Noglegange tror jeg endda jeg har prøvet at sætte facade på og ladet som om jeg var tilpas, men det er spild af tid. Man kan ikke snyde dem!!!

…Spild af tid og kræfter.

Jeg har lært, at finde tryghed i min krop, når jeg er sammen med dem. Det er som om, at lige så snart jeg er sammen med dem. slapper min krop nu automatisk af. Min krop spænder mere og mere af, – og mærker jeg at jeg bliver anspændt, tager jeg en dyb vejrtrækning, holder vejret kort, og trækker vejret langsomt ud igen. Det giver mig ro, og gør mig afslappet.

Som regel er en sikker vinder, at jeg sidder oppe på hesten. At kunne mærke mine sædeben mod hestens ryg, og mine ben ned langs dens sider. At kunne mærke og fornemme dem, giver automatisk en indre ro. At høre den bliver afslappet, gør mig endnu mere afslappet.

Sammen med dem, har jeg evnen til at give slip på min mange års tryghed. Fordi de giver mig trygheden.

PicMonkey Collage

Jeg vandt ikke bare trygheden, jeg vandt også følelsen af håb, liv og glæde

 

Knus og kram

Selvsikkerhed

heaaaalllllling

 

En ting jeg har erfaret udfra de sidste år er, at hestene kan mærke alt. Man kan ikke skjule sine følelser for dem. De kan mærke hvis vi er glade, hvis vi er vrede, irriteret, triste, nervøse osv.

En af mine hovedproblematikker er helt klart min usikkerhed på mig selv, som ofte smitter af i samvær med andre.. Siger jeg nu det rigtige? Gør jeg det rigtige? Har jeg det rigtige udtryk i ansigtet? Kigger jeg det rigtige sted hen? Ville hun eller han kunne lide mig hvis jeg gjorde det, eller det, eller det… – Og anderledes har det ikke været ved hestene. Jeg har flere gange været så bange for, at de ikke kunne lide mig, eller at de synes jeg var irriterende, – eller noget i den retning.

Men selvfølgelig kan de også mærke détte. De kan mærke, hvis jeg bliver usikker på mig selv, – på om jeg er god nok, om jeg gør det rigtige osv. osv. Og selvfølgelig bliver de også mærket af dette. Mærket af, at jeg kommer i tvivl.

Hvordan kan jeg forvente deres tillid til mig, når jeg ikke engang har det til mig selv?

Hvordan kan jeg forvente eller tro, at de kan lide mig, når jeg ikke engang selv kan, eller i det mindste forsøger?

“Man skal elske sig selv for at kunne elske andre”

De kan mærke min usikkerhed til mig selv, så selvfølgelig bliver de også usikre på mig. Kommer jeg med en indstilling om “jeg kan ikke” – så nej, så kan jeg ikke. De kan mærke på mig at jeg ikke selv tror på det, og hvorfor skulle de så gøre det? Det er mig der skal lede dem, og en god leder, viser dem vejen. En god leder, tror på det han eller hun forventer.

 

pic

 

Udfra den erfaring jeg har, har jeg derfor ændret min indstilling. Hver gang jeg tager fat i grime og trækketorv og går ned mod marken, retter jeg min ryg, kigger lige frem, og er afslappet i min krop. Jeg finder mine positive energier frem, og kommer ned til dem med en indstilling om at jeg har tillid til dem, de har tillid til mig, er sikker og bestemt i mine bevægelser og signaler, og at vi godt kan det vi skal. Allerede hér sker der noget.

 

 

Knus og kram, og rigtig god onsdag til jer alle!

ENDELIG TILBAGE!

 

 

Så kom dagen ENDELIG, hvor hestene er kommet tilbage fra deres sommergræs på “Sibirien” 😉

Jeg har gået og glædet mig så helt ekstremt. Men tanken har været uvirkelig for mig, – at de kom tilbage foreløbigt. Savnet har været så helt ekstremt stort, at jeg nærmest har følt at jeg havde “mistet” dem. Jeg har været så bange, – hvis ja, ikke angst. Angst for eksempelvis at der skulle ske dem noget, – hjertestop eller en eller anden sygdom. Eller da luftsirenerne lød igår. Jeg har kun tænkt på dem, hvilket måske kan virke lidt skræmmende?

Alt i alt, da jeg så dem, og da jeg endelig hilste på dem igen blev jeg simpelthen så glad. Specielt Moldi, fordi han kom på sommergræs to uger før de andre.  Jeg havde bagt heste småkager formet som hjerter, skåret noget frugt ud, og taget med.

Deres nærvær har allerede taget meget af den stress og enorme ked af det hed jeg har bøvlet med de sidste mange uger. Jeg følte jeg kunne slappe af, – at min anspændthed blev mindre og mindre. Jeg smilede så meget, at mine kæber gjorde helt ondt. Altså alt i alt har det virkelig bare været helt fantastisk, og jeg ser frem til at Feykir kommer senere på ugen – (der skulle bruges lidt mere tid på at få ham med). Der kan jeg for alvor ånde lettet ud, og vise ham hvilken styrke han har givet mig. 4 oplagte uger til selvskade uden det ville få en konsekvens i forhold til ridning. Jeg havde lysten, – jeg har været så tæt på at falde i. Nærmest planlagt det lidt. Men jeg har ikke gjort det. Jeg blev ved med at sige til mig selv at jeg skulle gøre det for dem. Skrevet det. Gået med et billede af Feykir ved mig konstant, hvor der står under “TÆNK PÅ FEYKIR”…: Sødeste mus, nu kan jeg komme, kigge dig oprigtigt i øjnene, trække vejret, spænde af. Og fortælle dig, at jeg ikke gjorde det. Fortælle dig, at jeg har klaret det.  Og at jeg ikke har svigtet dig, ligesom du aldrig har svigtet mig.

Her ser i nogle af de fantastiske billeder min mor tog af Moldi og jeg idag.

tilbage

Og i skulle da lige se mine hestesmåkager, som jeg da er lidt stolt af!

hestegodbidder

 

Sidst men ikke mindst, har jeg lige lyst til at skrive, at jeg glæder mig helt vildt til at se Feykir, (forhåbentligt) sidst på ugen.

 

Knus og kærlighed fra mig!

Kære Feykir

kærekærefeykir

Kære Feykir.
Jeg savner dig og jeg har brug for dig. Jeg har brug for dig ligesom blomster har brug for sol og vand, som et levende væsen har brug for energi, som et lille barn har brug for dens forældre, som et sår der har brug for at blive plejet. Ligesom dét, har jeg brug for dig.

Du er min helt, – min helt egen personlige superhelt, med helt utrolige superkræfter. Du redder mig fra ondskaben. Du redder mig fra uhyrer, og deres mørke kræfter. Du når at redde mig før jeg får så meget som én eneste skramme. Lige meget hvor tæt jeg er på at komme til skade, – så når du frem i tide.
Du kommer, – hurtig som en stormvind, – løfter mig, og får mig væk fra mørket, og mod lyset på ingen tid. Det er som at mærke en sitren i hele kroppen, – en helt særlig sitren, der går helt ud i fingerspidserne, og spreder sig til en fantastisk glæde i hele kroppen.
Det føles som at svæve. Blive reddet. Som at blive elsket. Mærke kærligheden boble. Dén slags sitren.

Du har lært mig de tre vigtige egenskaber, jeg altid er blevet mindet om at huske på:
Tro, håb og kærlighed.

Troen på livet. Håbet om fremtiden. At elske.
Du får mig til at føle mig elsket, samtidig med, at jeg elsker dig.
1 uge tilbage til vi genforenes. Til trygheden. Til vi skal opleve endnu et år sammen.

Kærligst, Michelle

“Tænk på hestene, tænk på hestene, tænk på hestene”

heaaaalllllling

Det er ved at være noget tid siden jeg sidst har fået opdateret herinde, og hold da op jeg har en helt masse at skrive! Jeg har været meget stresset hvilket har gjort jeg slet ikke har kunne sætte mig ned og skrive ordentlige sammenhængende tekster som jeg gør nu.

Forresten bliver indlægget nok lidt langt grundet de manglende opdateringer, så spring gerne i teksterne hvis ikke i vil læse det hele

 

Uge 28 mandag-onsdag var jeg på den skønneste ridelejr med de nogle andre fra rideterapi holdet. Vi havde Feykir, Vinur, Fagur og Oddi med, plus to andre heste, som tilhørte ride-lærerene. Jeg havde selvfølgelig Feykir, men jeg havde det faktisk lidt træls med at Moldi ikke var med. Jeg tror også lidt det går mere og mere op for mig, hvor glad jeg egentlig også er for ham. Alt i alt vil jeg bare omkring dette fortælle, at det var tre dage i (næsten) drømmeland. (Manglede bare liige Moldi der, så var det HELT fuldendt) 🙂

sommerr sommeer

 

Nu her hvor det jo er sommerferie, og de kære dejlige fem er på sommergræs, må jeg jo nøjes med tanken om at de jo i det mindste er tilbage om.. Idag 2 uger og 4 dage.. Øv for det, tiden går alt for langsomt, og sørgeligt som det er glæder jeg mig egentlig bare til at sommerferien er forbi. Jeg savner mine ridetimer, og de skønne rideturer jeg har på specielt Moldi og Feykir. Som jeg har nævnt flere gange på bloggen, er det jo hestene som har fået mig til at åbne øjnene, og finde livsglæden. Derfor gør det dét ekstra svært for mig psykisk her i ferien.

Blandt andet beskrev jeg nogle mål i mit seneste opslag i projekt healing, blandt andet at jeg ikke må selvskade på dagen jeg skal være sammen med hestene, og at jeg skal spise alt min mad døgnet op til det.. Dette var ofte ret svært for mig at overholde, – og det var faktisk ret stramme regler. Nu er der 2 uger og 4 dage, så i realiteten kan jeg bare lade tankerne overtage her. Det vil ikke få en konsekvens jeg ikke ville kunne håndtere, for jeg kan jo alligevel ikke ride. I denne periode tror jeg lidt, min styrke bliver sat på prøve. Mere end den ellers var i forvejen.

12179166_10205357586405286_1013230262_n

Jeg benytter ekstremt meget min forestillingsevne i sådanne episoder. Jeg lukker mine øjne, forestiller mig at jeg sidder på enten Feykir eller Moldi. Jeg forestiller mig det jeg kunne have brug for. Tølt. Ingen sadel.  Galop. Skridt. Lammeskindsadel. Forestiller mig de bevægelser jeg laver, udfra gangart. Jeg ved ikke om det her lyder ekstremt atypisk eller bizart, – men altså, det hjælper mig faktisk. Om det så lyder mærkeligt.

♥ Styrke: Ingen selvdestrutivitet. Holde ud. Tage kampen(e) opYes check.svg

♥ Visuel motivation Yes check.svg

 

Mål:

♥ Selvsikkerhed

♥ Tro (På mig selv, – ambitioner, værdighed)

♥ Nyde (nu’et)

 

IMG_1437

Hilsen Michelle

Projekt healing (NYT)

heaaaalllllling

 

Lad mig introducere jer for et lille projekt, jeg i samarbejde med mine terapeutiske ismuler vil afprøve. Vi kalder det Projekt healing.

Projekt healing er en form for terapi, der dækker over mange underemner. Men vi starter stille og roligt ud, og det første der bliver taget hul på, er selvtillid og selvværd. Nok nogle af de vigtigste ting.

Projekt healing forgår når jeg er i min tryggeste ramme, – nemlig hos hestene. Dette er vi blevet enige om, basalt er der jeg arbejder med målene. Forhåbentlig på sigt, kan det måske udvide sig yderligere, – og forhåbentligt, kan den tryghed jeg kan føle hos dem, smitte så meget af, at følelsen fylder mere i kroppen. Også væk fra deres selskab.

Under det første underemne, selvtillid og selvværd, ligger der nogle forskellige mål/regler/grænser, i forskellige sværhedsgrader. Her vælger vi at starte med de mest simple, som jeg vil skrive herunder.

♥ Døgnet op til planlagt samvær med hestene, skal alle måltider indtages

♥ Ingen selvskade på samme dag som planlagt træning

(Her tæller selvskade også, hvis jeg er skadet fra en selvskadende handling fra anden dag)

♥ Ret ryg, selvsikker fysisk holdning

 

Disse tre ting har jeg selv tænkt på i lang tid, og arbejdet en smule med, derfor er det tre af de første mål, jeg finder vigtige. Jeg vil opdatere løbende med mine oplevelser omkring at opnå/fejle. Der er oppe og nedture i terapi skal man tænke på, – det er en process. Og dette skal afprøves.

 

Mange hilsner fra muleterapeuterne og Michelle.

 

PS, jeg ville blive glad for at høre i en kommentar, om det er noget i er interesseret i at følge. Dejlig weekend til jer.

LIVSGLÆDE

Idag havde jeg en aften, som jeg oprigtigt nød. Jeg blev kørt ud til hestene, og gik ned til dem på marken. Jeg var der ialt cirka halvanden time, hvor jeg bare gik og snakkede og hyggede med dem på marken. Jeg satte mig på et tidspunkt i græsset, og nød egentlig bare at være til, og nyde den fine solnedgang, i trygge og rare omgivelser.

Idag lykkedes det desuden for mig, at give Moldi en grime på et par gange. Ikke for noget specielt, egentlig bare for at øve ham i det, og fordi jeg forsøger at styrke vores bånd. Han skal mærke, at jeg vil behandle ham godt i alle situationer. Så det er klart en stor succes oplevelse for mig!

image1 (5)

 

Mange glade hilsner <3

De hjælper mig til at hjælpe mig selv

Tanker kan drille, og være direkte lede og ondskabsfulde. Og for at gøre en lang historie kort uden egentlig præcis begrundelse, fik jeg ikke spist min mad igår eftermiddags, hvilket jeg godt ved med min fornuft, at jeg burde.

Jeg var frustreret, ked af det og udkørt i mit hoved, og egentlig var det hele bare svært for mig.

Trods min daværende ‘tilstand’, foreslog personalet mig, at tage en tur ud til hestene. Jeg tog straks imod, og pakkede en pose med gulerødder og æbler, hvorefter jeg tog bussen, som i alt varede en time, før jeg var fremme. Jeg fik faktisk købt en proteinbar, som jeg tog med, netop fordi jeg ikke fik spist mit sidste måltid. Min spiseforstyrrelse er ret stædig og streng på det punkt, at når jeg først har sagt nej til måltidet og har besluttet mig, så skal jeg ikke have det. Og denne dag, var ingen undtagelse. I hvert fald ikke hvis i spørger anoreksien. Men jeg trodsede den, og selvom min krop sitrede en smule af og til om tanken, så gjorde jeg det.

Jeg fik snakket med prinserne, og de fik vendt humøret. Jeg følte mig værd. Jeg tog baren frem, og kiggede kortvarigt på den, imens Moldi og Feykir kiggede nysgerrigt og fristet på den.

Jeg smilede kort, da Moldi stak mulen hen mod den. Jeg fiskede et æble op af posen, og gav Moldi det, som tog glædeligt imod det. Det samme gjorde jeg til Feykir, som stod lidt længere væk. Nok fordi, at Moldi ligesom er ‘lederen’ af flokken, og derfor ham der bestemmer.

Jeg spiste baren, – TRODS, at der faktisk på daværende tidspunkt kun var 45 minutter til aftensmad.  Dette var endnu en grænse jeg overskred, – men jeg fortryder det ikke. Når jeg ser på det, tænker jeg det som en unik støtte, som jeg nu og i fremtiden kan udnytte stille og roligt. Jeg skal forsøge at overtræde sygdommenes grænser, og det er længe gået op for mig, at hos dem er det nemmest, – og smertefrit.

13271841_10206635184864449_210177717_o

Som man ofte får af vide af systemet, så er den eneste som i sidste ende kan hjælpe sig selv, en selv. Jeg har aldrig som sådan haft en holdning om ordene, eller selv tænkt over de, men jeg er ret overbevist over nu, at det er rigtigt.

Forskellen fra inden jeg mødte hestene og til nu, må klart være at jeg nu selv gør en indsats, og at min indsigt i min situation er bedre.

 

Kærlighed til jer