Energi og lettelse

Efter to dejlige timer ude hos hestene, mærker jeg en befriende følelse i min krop. Jeg føler at jeg kan ånde lettet op, og slappe af i hver en muskel jeg har. Jeg føler at de utalligevis af byrder jeg har måtte holde ud de seneste dage, for ikke at følge de selvdestruktive tanker, har været alt det værd. Trods tårer og afmagt. Jeg føler mig fornyet med energi, og jeg kan mærke hvad jeg kæmper for, og hvad jeg VIL kæmpe for. Jeg mærker livsglæden, hver evig eneste gang jeg er sammen med dem.

 

udensadeltoelt

 

DIY – (Brugte) hestesko!!!

Hestesko kan hurtigt samle sig til mange i tidens løb, specielt hvis der er flere en blot én hest på tale.

Jeg synes hestesko er virkelig fine, – både selve skoens “design”, men også det symbolske i hesteskoen. Personligt synes jeg selv det er synd bare at lade de brugte ligge, og det fik mig til for nogle måneder tilbage, at kigge på blandt andet pinterest, for inspiration til hvad man kunne bruge dem til. Og én ting de ihvertfald er helt fabelagtige til, er UDSMYKNING og internettet er fyldt med gode idéer til hvordan man kan bruge dem til det! Og ikke nok med at det ser fint ud, så bliver det også personligt hvis det er fra egen hest.

Jeg har selv været igang med tre forskellige projekter hvor jeg har brugt hestesko, og jeg er super glad for resultaterne. Jeg har både lavet en drømmefanger, en smykkeholder, og et billede hvor hesteskoen er rammen. I kan se mine resultater af projekterne herunder, samt et link til det sted jeg oprindeligt er blevet inspireret fra, – bare i tilfælde af i selve ville prøve. 😉

DRØMMEFANGERSMYKKERHOLDERHESTESKOS-RAMME

diy

Michelle

Oddi

Hans lyse musegrå pels skiller sig ud i mængden på folden, sammen med hans lange fine man, i flere forskellige nuancer; brun, sort, lys og mørk, samt nogle striber med rødligt skær. Hans øjne udviser af og til frygt grundet hans sensitive sind, men inde bag facaden, er han den mest fantastiske, omsorgsfulde og kærlige hest.

Jeg bukker mig kort ned, og vender mit blik hen mod ham. Stille og forsigtigt sænker han sit hoved, og går med rolige skridt hen mod mig, og stopper lige foran mig. Jeg aer ham blidt på halsen, og han lægger kort sine ører frem. Hans øjne er bløde, og hans åndedrag er afslappet og behageligt. Stilheden er i et øjeblik som dette, noget der siger mere end tusindvis af ord. Jeg behøver ikke at gøre noget, sige noget, eller at være nogen bestemt. Her er ingen forventninger, og ingen fordomme. Jeg står bare i en behagelig ro, og nyder varmen og kærligheden fra ham, og det er et øjeblik, med en betydning jeg aldrig ville kunne beskrive. Jeg vil aldrig kunne beskrive min glæde, og hvilken indre ro der bliver spredt i min krop. Selv helt ud i fingerspidserne, kan jeg mærke roen og trygheden. Jeg nyder det, og jeg kunne stå sådan med ham i en evighed, – blot nyde hans rolige hjerteslag, og lægge mine arme omkring ham.

Når sadlen er spændt og hovedtøjet sat på, er der ingen tøven. Der er rumlighed, og der er plads til ham, og der er plads til mig. Nogengange er det mig, som får ham til at slappe af, og andre gange er det ham som formår at få mig til at slappe af. Særligt på de ekstra svære dage.

Trods tøjlerne sidder løst, sætter han i en langsom og behagelig tølt, selvfølgelig efter min ordre. Jeg kan mærke fra sekund til sekund, hvordan han bliver mere blød og afslappet i hans bevægelser. Han forsøger ikke engang på at nægte eller undvige mine signaler. Han forsøger slet ikke at slippe for at det er mig, som bestemmer og har styringen. Måske det er et tegn på tillid? Et helt tydeligt symbol, som gør at vores samarbejde og relation er så godt.

Galoppen føles flyvende og let, det er som at have vinger. Det føles magisk, og min krop når hurtigt til det punkt, hvor jeg blot sidder helt afslappet i sadlen, og følger hans takt. Ikke én eneste unødvendig muskel er spændt, og ikke én eneste usikkerhed nager sig i min krop. Det er bare.. Afslappende.

Jeg svinger mit højre ben over hans ryg og samler det med mit venstre, hvorefter jeg hopper ned fra hans ryg. Jeg mærker en sitren i min krop, og smiler til ham. Jeg kender ikke denne følelse så godt, men det føles rart. Det føles lidt som en energi der kører rundt og vækker alle de dele i min krop, som ellers plejer at være afkræftet.

Jeg ligger min pande mod hans, og giver ham et kys på mulen, hvorefter jeg trækker ham ind i stalden.

Jeg er og har aldrig været en person med troen på sig selv, eller mine evner, og i årenes løb, har kampen om at mærke mig selv altid været en tabt kamp. Men alle de glemte og fremmede følelser, har både han, og de andre fire fundet frem indeni mig.

I det jeg står inde i stalden og sadler af, går det langsomt op for mig. Jeg kan huske min første tanke da jeg åbnede mine øjne i morges; “Jeg klarer den aldrig”… Men lige nu, lige præcis i dette øjeblik, mærker jeg det. Jeg trækker vejret dybt, og ligger igen mærke til det. Energien er en helt anden nu, og jeg tror nok det skal gå. Selvom tingene er hårde som de er lige nu, så har jeg en hel klar fornemmelse om, hvad det er jeg kæmper for. Jeg kæmper for Oddi, jeg kæmper for Feykir, for Vinur, Fagur og Moldi. Uanset hvor hårdt tankerne rammer mig, så gør det altid en forskel at have blot et øjeblik hos dem. De giver mig noget, som ingen eller intet andet ville kunne erstatte. De formår at sætte helingsprocessen igang på selv de største og dybeste brud og sår. Selv dem, lægen ville have opgivet.

 

blog

“Hjemmedekoreret” næsebånd

Jeg købte sidste år et næsebånd til Feykir, af egne penge, og af eget valg. Jeg valgte et meget simpelt et fra Karlslund, hvor det eneste der sad på, var et lille jernskilt som markerede deres mærke. Min tanke med det meget simple design, var at jeg selv kunne dekorere det.

Min mening med at købe det her næsebånd, har ganske enkelt været fordi, at jeg ville have et særligt symbol med Feykir, hvis man kan sige det sådan. Altså noget, som kun er “vores”, og som jeg engang når vejene skiller i fremtiden, altid vil have. Noget jeg ville kunne kigge på, og tænke tilbage på alle de minder vi har haft sammen, hvor han har haft détte på. Utalligevis af rideture, samt en ridelejr, og en masse læring og glæde.

Jeg satte i sidste uge en række blå sten på i hver side, som jeg synes ser så kært ud til ham.

redningsfeykir

Jeg synes simpelthen han er så skøn og fin!

“Et billede siger mere end tusindvis af ord”

Hvilken rørende og ikke mindst værdigfuld oplevelse, hvordan noget så simpelt som nogle billeder af minder med hestene, kan finde den inderste indre styrke frem i mig. En indre styrke, jeg ikke troede jeg havde.

collage

Hvordan et billede kan indholde flere tusinde ord, samt give tonsvis af følelser, der får håbet og viljen til at overdøve den store del, der ellers var fyldt af opgivenhed og magtesløshed. Hvordan tårerene kan falde, og hvordan kærligheden kan mærkes.

For mig, har situationerne tydeligt vist mig hvordan det føles, når man elsker noget. En følelse, jeg nogengange kan have rigtig svært ved at mærke.

Det er en utrolig oplevelse, at de giver mig så meget livsglæde, som motiverer mig til at kæmpe imod, i situationer hvor det er langt nemmere bare at give efter. Jeg forstår stadig ikke helt hvordan situationerne kan blive så rørende for mig, men jeg er ved at lære det, med små bitte skridt. En ridetur, samværet med dem, eller et simpelt besøg giver mig ikke bare glæde, – de hjælper mig med at lære livet at kende, og ikke mindst mig selv. Tonsvis af livsglædene minder.

 

God weekend ♥

Tilbage på hesten!!

Da Feykir har været halt i cirka halvanden måned, er han nu langt om længe klar til at starte ligeså stille op igen.

Det har på mange måder været meget anderledes at komme til ridetimer i den periode, og slet ikke have redet ham en eneste gang. Det må have været den længste periode hidtil, jeg ikke har siddet på hans ryg én eneste gang i halvanden måned. Han er jo den, jeg lige siden start, har haft et helt og andeles unikt bånd til. Han er den hest, jeg har haft flest minder med, i og med, at jeg har redet ham stort set siden begyndelsen. Han har lært mig så meget om mig selv, og han har formået at åbne mine øjne op, for alt det gode i livet. Hans udstråling af livsglæde og selvsikkerhed, kan helt smitte af.

Da jeg satte mig op på ham i tirsdags, for første gang siden hans skade, var det virkelig en mærkelig følelse. Følelsen føltes først fremmede og ukendt, men der gik ikke lang tid, før det gik op for mig, at det var den “gamle” velkendte følelse, jeg et øjeblik, helt havde glemt. En følelse der helt automatisk spreder energi og styrke rundt i min krop. Og en følelse af tryghed glæde.

Siden tirsdag, har jeg været ude og skridte på ham et par gange, og det har været så skønt. En livlig, energisk, nysgerrig og glad hest, i det helt uimodståelige frostvejr.

montage1

En islænder i dens helt rette element – et bedre syn findes ikke. 047c0c28b041d90596fa2683ed299e9f-160x160x1

,,Glæden i at se og forstå, er naturens smukkeste gave,”

Hver morgen, når jeg vågner, har jeg et valg. Jeg kan vælge at synke dybere med de kontrollerende og dæmoniske tanker, eller jeg kan vælge at stå op og forsørge. Hver dag er en kamp, og nogle dage er kampen sværere end andre. Livet i helhed er hårdt, ikke kun for mig, men for mange mennesker. Alle mennesker kommer til at møde nogle hårde perioder i deres liv, nogle sværere end andre. Nogle, helt umenneskelige. Jeg tror på, at det er livets måde at styrke os på. Hvad jeg også tror på er, at hvis man først er kommet igennem noget, man ikke troede på man kunne gennemføre, er man i stand til at klare langt det meste.

For et par år siden, så fremtiden mørk ud for mig. Så mørk, som i at jeg slet ikke havde skænket det en tanke, at jeg stadig ville være her idag. Men det er jeg, og jeg nåede det lige i tide. Livet er ikke fjenden, – livet er en gave. Det føles ikke altid sådan, men jeg føler det, hver gang jeg sidder på hestens ryg. Jeg mærker energien, tilstedeværelsen og roen. Den afslappende følelse, – ikke kun den, hvor man slapper fysisk af i sin krop, men også den mentale ro. Bare være i nuet, – se sig omkring i naturen; vinden der stille blæser, solen der glimter i vandet, fuglene som synger. For derefter at kigge ned, og mærke samværet og nærværet til hesten. Tænke på den rørende glæde over, at den og de andre heste, har hjulpet mig så langt, i denne hårde tid, jeg aldrig troede stadig ville eksistere.

DÉT, er LIVETS GAVE, til MIG.

hvidogsort

Lykken ved at hjælpe igen

Feykir har været halt de sidste 2 ugers tid efterhånden. For cirka halvanden uge siden, fik han ordineret noget smertestillende af dyrlægen, som han skal have hver dag til og med imorgen. I sidste uge gav jeg ham det 3 dage, og selvom det måske ikke synes eller tænkes som en særlig stor ting, så er den helt og andeles stor for mig.

Feykir har været min medicin, og han har haft en så stor effekt på min psyke. Større end noget andet medicin nogensinde har gjort, og desuden også meget sundere. Han har givet mig livsglæde, mening, betydning og har hjulpet mig til, at komme nærmere mod, at finde mig selv igen. Ikke nok med, at han har hjulpet mig ekstremt meget gennem det seneste halvandet år, så gør han det stadig. Han gør mig stærkere, og han giver mig mod.

Selvom jeg aldrig nogensinde vil kunne gengælde alt det han har gjort for mig, så er jeg bare glad for, at jeg kan hjælpe ham med at lindre hans fysiske smerter, når han i en tid som denne, har behov for det. Han passer på mig, og jeg passer på ham.

15310575_10207993952952802_786927856_n 15319393_10207993952992803_378358730_n

Medicinen smager altså IKKE godt, skulle jeg hilse og sige fra Feykir. Han udtrykker det selv så fint på billede 2 ^

Glædelig 8. December, og kæmpe kram <3

SLIP ANGSTEN

14793950_10207639570573464_394475787_n

Angst og katastrofetanker er en af de ting, jeg er temmelig god til. Jeg har svært ved at være i nuet, og mit hoved bruger meget energi på at tænke på alle de ting, der pludseligt kan ske. Måske i nogle situationer det er en slags forsvarsmekanisme; Jeg tager sorgerne på forskud, så de ikke kommer som en overraskelse. Et eksempel kan være, at hvis man rider, og hesten er frisk, men man kun vil holde den i et roligt tempo men konstant tænker på, at den ikke må løbe stærkere. Allerede her, kan man høre usikkerheden i tankegangen, og usikkerheden sidder jo i kroppen, og det kan hesten mærke og registrere. Følsomme heste kan måske selv blive usikre, fordi dens anspændte rytter er. Derfor gør det chancen for, at frygten for den løber afsted med en, meget større.

Jeg tror, at det jeg mener og det jeg vil frem til er, at sidder man på hesten med en afslappende energi, og en selvsikker indstilling om, at hesten gør som man vil, så kan det også smitte af. Og det er virkelig gået op for mig den seneste tid.

Jeg har kun oplevet positivt, ved at konfrontere mig selv om at slippe frygten, inden jeg går igang med den øvelse jeg skal med hesten. For hvis ikke jeg selv tror på det, hvordan kan jeg så forvente, at hesten gør?

Det har hjulpet mig, i andre sammenhængene også. Det er for mig, en rigtig god
ting, at øve hos hestene, da det allerede er et sted, hvor jeg er tryg.

 

Untitled

Idag er en dag, hvor jeg kan ånde lettet ud med et smil på læben, og mærke freden sprede sig i min krop. Jeg kan sige ærligt og klart, at jeg er taknemmelig for mit liv.

Den glæde, selvsikkerhed, selvtillid, og selvværds følelse hestene giver mig, er utrolig. De vender mine mørke og dystre tanker, og er mit “lys for enden af tunnellen”. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om det. Alle de gange jeg har fået af vide at det nok skulle blive bedre, men ikke troet på det. Jeg har ikke haft et eneste håb, og det eneste der var at se, var mørket. Jeg er kommet tættere og tættere på lyset ved hjælp af dem, og jeg er ret sikker på, at de er nøglen til at jeg når helt ud af tunnellen.

Min kærlighed er uendelig til dem, og jeg nyder hvert et øjeblik jeg har med dem ♥

untitled

Terapihest med stort T!

Jeg vågner op til en rigtig efterårsmorgen, med grå skyer, kold vind, og regn. Fuglene kvidrer ikke som de plejer, lyden af regnen mod mit vindue er det eneste jeg kan høre. Jeg mærker uroen i min krop, og ikke mindst smerten i min nakke, fordi jeg altid formår at ligge mig forkert i sovende tilstand.  Men ellers skal jeg egentlig bare igang med den sædvanlige rutine, – morgenmad, lidt frisk luft, børste tænder, sko og jakke på og så afsted til skole. Yoga er mit første fag, men begejstringen er der ikke, i det uroen fylder helt ud i fingerspidserne. Begejstringen for dagen, er generelt manglende.

Midt i yoga mærker jeg, at jeg har brug for at komme ud. Jeg tager mine sko og derefter min trøje over mig, og undskylder mig selv før jeg åbner døren og træder ud. Uroen er tiltagende, men den psykiske smerte gør det bestemt heller ikke bedre.

Faktisk ligger stalden lige ved skolen, og jeg er ikke i tvivl om, at det er hestene jeg har brug for lige nu, til at få ro på.

I det jeg træder ud på marken, og får mig bevæget ned på den anden ende af den, ligger jeg min hånd på Oddis ryg, og nusser ham stille med min tommelfinger. Han hæver sit hoved fra græsset og gumler færdig, og derefter står han bare roligt og afslappet. Han græsser heller ikke.

Jeg mærker hans ro, og jeg finder min. Jeg står bare foran ham nu, og aer hans bløde mule, og ligger min pande lige over hans. Han står stadig helt roligt, og følelsen af værdighed kommer virkelig til udtryk for mig her. Af og til går jeg om på hans side og giver ham et kram. Stadig uden en bevægelse fra hans side af. Lige pludselig, ligger han sig ned på græsset, og jeg bliver helt forbavset over det. For mig er det et tegn på, at han føler sig tryg og afslappet.

Stille sidder jeg ved siden af ham og læner mig kort op af ham. Jeg mærker hans hjerte banke, samtidigt med hans rolige og afslappende vejrtrækninger. Jeg ligger mine arme om ham, og det er som om, jeg glemmer alt om den smerte der fyldte hele min krop for bare et øjeblik siden.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad der, men det var et stykke tid. Jeg tog mig selv i, at placere mig afslappet på det våde græs på marken hos ham. Det rørte mig ikke at jeg blev våd, og at græssets grønne farve sikkert ville smitte af. Jeg nød bare øjeblikket, jeg nød bare ham. Jeg nød at føle mig elsket, – at føle mig i live.

erign