Tilbage på hesten!!

Da Feykir har været halt i cirka halvanden måned, er han nu langt om længe klar til at starte ligeså stille op igen.

Det har på mange måder været meget anderledes at komme til ridetimer i den periode, og slet ikke have redet ham en eneste gang. Det må have været den længste periode hidtil, jeg ikke har siddet på hans ryg én eneste gang i halvanden måned. Han er jo den, jeg lige siden start, har haft et helt og andeles unikt bånd til. Han er den hest, jeg har haft flest minder med, i og med, at jeg har redet ham stort set siden begyndelsen. Han har lært mig så meget om mig selv, og han har formået at åbne mine øjne op, for alt det gode i livet. Hans udstråling af livsglæde og selvsikkerhed, kan helt smitte af.

Da jeg satte mig op på ham i tirsdags, for første gang siden hans skade, var det virkelig en mærkelig følelse. Følelsen føltes først fremmede og ukendt, men der gik ikke lang tid, før det gik op for mig, at det var den “gamle” velkendte følelse, jeg et øjeblik, helt havde glemt. En følelse der helt automatisk spreder energi og styrke rundt i min krop. Og en følelse af tryghed glæde.

Siden tirsdag, har jeg været ude og skridte på ham et par gange, og det har været så skønt. En livlig, energisk, nysgerrig og glad hest, i det helt uimodståelige frostvejr.

montage1

En islænder i dens helt rette element – et bedre syn findes ikke. 047c0c28b041d90596fa2683ed299e9f-160x160x1

,,Glæden i at se og forstå, er naturens smukkeste gave,”

Hver morgen, når jeg vågner, har jeg et valg. Jeg kan vælge at synke dybere med de kontrollerende og dæmoniske tanker, eller jeg kan vælge at stå op og forsørge. Hver dag er en kamp, og nogle dage er kampen sværere end andre. Livet i helhed er hårdt, ikke kun for mig, men for mange mennesker. Alle mennesker kommer til at møde nogle hårde perioder i deres liv, nogle sværere end andre. Nogle, helt umenneskelige. Jeg tror på, at det er livets måde at styrke os på. Hvad jeg også tror på er, at hvis man først er kommet igennem noget, man ikke troede på man kunne gennemføre, er man i stand til at klare langt det meste.

For et par år siden, så fremtiden mørk ud for mig. Så mørk, som i at jeg slet ikke havde skænket det en tanke, at jeg stadig ville være her idag. Men det er jeg, og jeg nåede det lige i tide. Livet er ikke fjenden, – livet er en gave. Det føles ikke altid sådan, men jeg føler det, hver gang jeg sidder på hestens ryg. Jeg mærker energien, tilstedeværelsen og roen. Den afslappende følelse, – ikke kun den, hvor man slapper fysisk af i sin krop, men også den mentale ro. Bare være i nuet, – se sig omkring i naturen; vinden der stille blæser, solen der glimter i vandet, fuglene som synger. For derefter at kigge ned, og mærke samværet og nærværet til hesten. Tænke på den rørende glæde over, at den og de andre heste, har hjulpet mig så langt, i denne hårde tid, jeg aldrig troede stadig ville eksistere.

DÉT, er LIVETS GAVE, til MIG.

hvidogsort

Lykken ved at hjælpe igen

Feykir har været halt de sidste 2 ugers tid efterhånden. For cirka halvanden uge siden, fik han ordineret noget smertestillende af dyrlægen, som han skal have hver dag til og med imorgen. I sidste uge gav jeg ham det 3 dage, og selvom det måske ikke synes eller tænkes som en særlig stor ting, så er den helt og andeles stor for mig.

Feykir har været min medicin, og han har haft en så stor effekt på min psyke. Større end noget andet medicin nogensinde har gjort, og desuden også meget sundere. Han har givet mig livsglæde, mening, betydning og har hjulpet mig til, at komme nærmere mod, at finde mig selv igen. Ikke nok med, at han har hjulpet mig ekstremt meget gennem det seneste halvandet år, så gør han det stadig. Han gør mig stærkere, og han giver mig mod.

Selvom jeg aldrig nogensinde vil kunne gengælde alt det han har gjort for mig, så er jeg bare glad for, at jeg kan hjælpe ham med at lindre hans fysiske smerter, når han i en tid som denne, har behov for det. Han passer på mig, og jeg passer på ham.

15310575_10207993952952802_786927856_n 15319393_10207993952992803_378358730_n

Medicinen smager altså IKKE godt, skulle jeg hilse og sige fra Feykir. Han udtrykker det selv så fint på billede 2 ^

Glædelig 8. December, og kæmpe kram <3

SLIP ANGSTEN

14793950_10207639570573464_394475787_n

Angst og katastrofetanker er en af de ting, jeg er temmelig god til. Jeg har svært ved at være i nuet, og mit hoved bruger meget energi på at tænke på alle de ting, der pludseligt kan ske. Måske i nogle situationer det er en slags forsvarsmekanisme; Jeg tager sorgerne på forskud, så de ikke kommer som en overraskelse. Et eksempel kan være, at hvis man rider, og hesten er frisk, men man kun vil holde den i et roligt tempo men konstant tænker på, at den ikke må løbe stærkere. Allerede her, kan man høre usikkerheden i tankegangen, og usikkerheden sidder jo i kroppen, og det kan hesten mærke og registrere. Følsomme heste kan måske selv blive usikre, fordi dens anspændte rytter er. Derfor gør det chancen for, at frygten for den løber afsted med en, meget større.

Jeg tror, at det jeg mener og det jeg vil frem til er, at sidder man på hesten med en afslappende energi, og en selvsikker indstilling om, at hesten gør som man vil, så kan det også smitte af. Og det er virkelig gået op for mig den seneste tid.

Jeg har kun oplevet positivt, ved at konfrontere mig selv om at slippe frygten, inden jeg går igang med den øvelse jeg skal med hesten. For hvis ikke jeg selv tror på det, hvordan kan jeg så forvente, at hesten gør?

Det har hjulpet mig, i andre sammenhængene også. Det er for mig, en rigtig god
ting, at øve hos hestene, da det allerede er et sted, hvor jeg er tryg.

 

Untitled

Idag er en dag, hvor jeg kan ånde lettet ud med et smil på læben, og mærke freden sprede sig i min krop. Jeg kan sige ærligt og klart, at jeg er taknemmelig for mit liv.

Den glæde, selvsikkerhed, selvtillid, og selvværds følelse hestene giver mig, er utrolig. De vender mine mørke og dystre tanker, og er mit “lys for enden af tunnellen”. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om det. Alle de gange jeg har fået af vide at det nok skulle blive bedre, men ikke troet på det. Jeg har ikke haft et eneste håb, og det eneste der var at se, var mørket. Jeg er kommet tættere og tættere på lyset ved hjælp af dem, og jeg er ret sikker på, at de er nøglen til at jeg når helt ud af tunnellen.

Min kærlighed er uendelig til dem, og jeg nyder hvert et øjeblik jeg har med dem ♥

untitled

Terapihest med stort T!

Jeg vågner op til en rigtig efterårsmorgen, med grå skyer, kold vind, og regn. Fuglene kvidrer ikke som de plejer, lyden af regnen mod mit vindue er det eneste jeg kan høre. Jeg mærker uroen i min krop, og ikke mindst smerten i min nakke, fordi jeg altid formår at ligge mig forkert i sovende tilstand.  Men ellers skal jeg egentlig bare igang med den sædvanlige rutine, – morgenmad, lidt frisk luft, børste tænder, sko og jakke på og så afsted til skole. Yoga er mit første fag, men begejstringen er der ikke, i det uroen fylder helt ud i fingerspidserne. Begejstringen for dagen, er generelt manglende.

Midt i yoga mærker jeg, at jeg har brug for at komme ud. Jeg tager mine sko og derefter min trøje over mig, og undskylder mig selv før jeg åbner døren og træder ud. Uroen er tiltagende, men den psykiske smerte gør det bestemt heller ikke bedre.

Faktisk ligger stalden lige ved skolen, og jeg er ikke i tvivl om, at det er hestene jeg har brug for lige nu, til at få ro på.

I det jeg træder ud på marken, og får mig bevæget ned på den anden ende af den, ligger jeg min hånd på Oddis ryg, og nusser ham stille med min tommelfinger. Han hæver sit hoved fra græsset og gumler færdig, og derefter står han bare roligt og afslappet. Han græsser heller ikke.

Jeg mærker hans ro, og jeg finder min. Jeg står bare foran ham nu, og aer hans bløde mule, og ligger min pande lige over hans. Han står stadig helt roligt, og følelsen af værdighed kommer virkelig til udtryk for mig her. Af og til går jeg om på hans side og giver ham et kram. Stadig uden en bevægelse fra hans side af. Lige pludselig, ligger han sig ned på græsset, og jeg bliver helt forbavset over det. For mig er det et tegn på, at han føler sig tryg og afslappet.

Stille sidder jeg ved siden af ham og læner mig kort op af ham. Jeg mærker hans hjerte banke, samtidigt med hans rolige og afslappende vejrtrækninger. Jeg ligger mine arme om ham, og det er som om, jeg glemmer alt om den smerte der fyldte hele min krop for bare et øjeblik siden.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad der, men det var et stykke tid. Jeg tog mig selv i, at placere mig afslappet på det våde græs på marken hos ham. Det rørte mig ikke at jeg blev våd, og at græssets grønne farve sikkert ville smitte af. Jeg nød bare øjeblikket, jeg nød bare ham. Jeg nød at føle mig elsket, – at føle mig i live.

erign

Ansvar

Ansvar er en af de udfordringer vi konstant møder i livet. Det kan være man skal passe sin lillesøster, huske at give katten mad hver aften, lave sine lektier til næste dag, eller andre ting. Vores liv er fyldt med ting vi skal tage ansvar for, men en af de aller vigtigste ting vi skal tage ansvar for, er os selv. Vi skal tage ansvar for, at vi fungere, og opfylde vores menneskelige behov, – her ikke mindst sørge for at vi ikke kommer til skade fysisk eller psykisk. Jeg tror at vores evner til ansvar skal bunde i, om vi har respekt for det konkrete vi skal tage ansvar for.. Dernæst, har vi ikke respekt for os selv, hvorfor så tage ansvar?

Selvskade, selvmordsforsøg og spiseforstyrrelse er tre eksempler på, at respekten ikke finder sted. Nok også tre eksempler på, at man derimod direkte frastøder sig selv. Ignorerer sine egne behov. Hader sig selv. Man kan bliver så forvrænget, at kontrol på forholdsvise selvskadende strategier, er sin egen måde til at passe på sig selv. Naturligvis vil der ligge en grund bag dette.

Hos mig har det overskrevne fundet sted så længe jeg husker, hvilket førte til et forvrænget billede af, hvad ansvar egentlig var. Hvilket videreførte mig til en hverdag i tvang, hvor andre mennesker simpelthen blev nød til at tage det ansvar, jeg ikke kunne finde ud af at tage for mig selv.

Således mente jeg ikke, at mad var nødvendigt for mig. Inde i mit hoved, strålede tankerne på, at mit liv ville blive bedre hvis jeg tabte mig. Derudover gav det mig et rus, når jeg skadede mig selv. Et rus, der gjorde at jeg følte mig bedre tilpas for en stund. To ting der udviklede sig så ekstremt, at jeg blev kraftigt underernæret, og at min krop tog skade, og sendte alvorlige faresignaler.

Som jeg før har fortalt, bor jeg på et behandlingshjem i Århus. Jeg har været meget imod dette, mest af alt fordi jeg følte at de gjorde mig ondt, og at jeg forsøgte at passe på mig selv.

Rideterapien ændrede mit liv.

Hestene betød vanvittigt meget for mig, og jeg lærte og fandt ud af, hvad ansvar egentlig betød. Og det var ikke mine levestrategier. Restriktiv spisning, selvskade og min manglende selvrespekt og usikkerhed blev hurtigt understreget i mit hoved, specielt efter det også blev understreget af rideterapeuterne. “Han gider ikke,” sagde jeg gang på gang og kiggede opgivende ned på hesten, midt i undervisningstimerne. Han løb afsted med mig, og jeg havde ikke kontrollen over ham. Jeg forstod det ikke, og min frustration var så påtrængende.

Efter massevis af samtaler med underviserne, forstod jeg, men vidste samtidigt at der lå en længere og større kamp forud.

Man kan ikke snyde hesten. Man kan måske snyde menneskerne ved facader, men ikke hesten. Den mærker det. Den mærker og ser hvert et signal. Er man usikker, bliver den usikker. Er man anspændt, bliver den anspændt. Er man træt, bliver den træt. Tvivler man på den, tvivler den på dig. Tager man ikke kontrollen, så gør den.

Efter den læring, tog jeg en beslutning om at vinde det hensigtsmæssige ansvar tilbage. Jeg startede med at lave små regler for mig selv, og brugte generelt meget tid på at arbejde med mig selv. Både hos hestene, men også udover. For lidt over et år siden, var jeg ikke i stand til noget. Nu kan jeg med stolthed sige, at er jeg i stand til at tage ansvaret for både hesten, men også mig selv. Jeg har fundet ud af hvordan selvsikkerhed, og lederskab føles. Vigtigst af alt, har jeg lært at tage ANSVAR.

Videre med dette, har jeg taget en ny beslutning. Jeg har taget en beslutning om, at anoreksien skal være min fortid. Jeg har taget en beslutning om, at kæmpe kampen. Ikke at andre skal kæmpe den for mig mere, eller motivere mig til det. JEG vælger det.

Jeg vælger det ikke længere skal være en del af mig. Jeg har tænkt mig at tage ansvaret, og jeg har tænkt mig at kæmpe til jeg gennemføre det. Jeg har valgt at jeg vil have en fremtid, og jeg har en drøm jeg vil udleve. Heldigvis ved jeg, at jeg har fem fantastiske heste bag min ryg, til at give mig styrke, når jeg mangler.

PicMonkey Collage

 

Massevis af kram!

Lykken er…

Lykken er, at når hele ens verden falder fra hinanden, er der en hest som ham her til at samle den igen. Jeg har aldrig oplevet en så smuk form for omsorg. Bare stå hos ham og lade tårene trille, holde om ham imens han blot står helt roligt. Ligge min pande mod hans, nusse ham og være hos ham.. Og lade ham være hos mig. En oplevelse der er værd at kæmpe for!

oddimus

 

Knus og kram

Fra anspændt til afslappet

At være anspændt er energikrævende og stressende for kroppen, men efterhånden som man vender den til det, kan det være mere energikrævende at være afspændt. Sådan har jeg ihvertfald selv oplevet det, og gør det stadig.

I pressede situationer, har jeg en tendens til at finde tryghed i, at spænde i mine muskler. Jeg har nemmere ved at være i min krop, og i situationen på den måde. Det er vel lidt ligesom når man er ved lægen og skal have sin vaccination, og klemmer i sin mors hånd når prikket kommer. Måske for at aflede for den egentlige smerte eller frygt?

For mig, har det været et problem i mange år. Specielt min nakke, ryg, kæbe og leg, har været udsatte, og jeg har haft tonsvis af muskel- smerter og -spændinger og ikke mindst myoser. Jeg ved ærligtalt ikke ret meget om det fysisk, udover at jeg ved, at de folk som har masseret mig, har været så overrasket over hvor spændte mine muskler er.

Det var blandt andet også et af mine største problemer, da jeg startede med rideterapien; jeg spændte op, når jeg sad på dem. Ikke nødvendigvis fordi jeg var mega bange, – men fordi jeg var så presset i hovedet, og fandt tryghed i at spænde i min krop. Det mærker hesten selvfølgelig, og hvor har det været en kamp for mig, at vende mig af med det.

I 2016, har jeg virkelig gjort fremskridt i forhold til det, – som i at, det kan JEG mærke. Førhen var det hesten der styrede; stensikkert fordi, den kunne mærke jeg var utryg, ved at jeg spændte. Jeg synes stadig det er helt utroligt, hvordan de kan fornemme hver en lille ting. Noglegange tror jeg endda jeg har prøvet at sætte facade på og ladet som om jeg var tilpas, men det er spild af tid. Man kan ikke snyde dem!!!

…Spild af tid og kræfter.

Jeg har lært, at finde tryghed i min krop, når jeg er sammen med dem. Det er som om, at lige så snart jeg er sammen med dem. slapper min krop nu automatisk af. Min krop spænder mere og mere af, – og mærker jeg at jeg bliver anspændt, tager jeg en dyb vejrtrækning, holder vejret kort, og trækker vejret langsomt ud igen. Det giver mig ro, og gør mig afslappet.

Som regel er en sikker vinder, at jeg sidder oppe på hesten. At kunne mærke mine sædeben mod hestens ryg, og mine ben ned langs dens sider. At kunne mærke og fornemme dem, giver automatisk en indre ro. At høre den bliver afslappet, gør mig endnu mere afslappet.

Sammen med dem, har jeg evnen til at give slip på min mange års tryghed. Fordi de giver mig trygheden.

PicMonkey Collage

Jeg vandt ikke bare trygheden, jeg vandt også følelsen af håb, liv og glæde

 

Knus og kram

Selvsikkerhed

heaaaalllllling

 

En ting jeg har erfaret udfra de sidste år er, at hestene kan mærke alt. Man kan ikke skjule sine følelser for dem. De kan mærke hvis vi er glade, hvis vi er vrede, irriteret, triste, nervøse osv.

En af mine hovedproblematikker er helt klart min usikkerhed på mig selv, som ofte smitter af i samvær med andre.. Siger jeg nu det rigtige? Gør jeg det rigtige? Har jeg det rigtige udtryk i ansigtet? Kigger jeg det rigtige sted hen? Ville hun eller han kunne lide mig hvis jeg gjorde det, eller det, eller det… – Og anderledes har det ikke været ved hestene. Jeg har flere gange været så bange for, at de ikke kunne lide mig, eller at de synes jeg var irriterende, – eller noget i den retning.

Men selvfølgelig kan de også mærke détte. De kan mærke, hvis jeg bliver usikker på mig selv, – på om jeg er god nok, om jeg gør det rigtige osv. osv. Og selvfølgelig bliver de også mærket af dette. Mærket af, at jeg kommer i tvivl.

Hvordan kan jeg forvente deres tillid til mig, når jeg ikke engang har det til mig selv?

Hvordan kan jeg forvente eller tro, at de kan lide mig, når jeg ikke engang selv kan, eller i det mindste forsøger?

“Man skal elske sig selv for at kunne elske andre”

De kan mærke min usikkerhed til mig selv, så selvfølgelig bliver de også usikre på mig. Kommer jeg med en indstilling om “jeg kan ikke” – så nej, så kan jeg ikke. De kan mærke på mig at jeg ikke selv tror på det, og hvorfor skulle de så gøre det? Det er mig der skal lede dem, og en god leder, viser dem vejen. En god leder, tror på det han eller hun forventer.

 

pic

 

Udfra den erfaring jeg har, har jeg derfor ændret min indstilling. Hver gang jeg tager fat i grime og trækketorv og går ned mod marken, retter jeg min ryg, kigger lige frem, og er afslappet i min krop. Jeg finder mine positive energier frem, og kommer ned til dem med en indstilling om at jeg har tillid til dem, de har tillid til mig, er sikker og bestemt i mine bevægelser og signaler, og at vi godt kan det vi skal. Allerede hér sker der noget.

 

 

Knus og kram, og rigtig god onsdag til jer alle!