1 år med Oddi – vores udvikling:

hj

Her i løbet af efteråret, har jeg officielt redet på Oddi i 1 år. Ud af de fem heste vi har i stalden, er han den sidste jeg har lært at kende; men bestemt blandt en af dem, der har lært mig allermest. Både om mig selv og i min ridning. Det har været så lærerigt, og jeg har bestemt ikke kunne have været alt det foruden! Jeg vil bruge dette indlæg på, at opsumérer både Oddi og jegs udvikling, samt vores minder fra det sidste år.

img_1750

 

1-aar-siden

Oddi og jeg startede med at skabe et bånd, med en helt masse arbejde fra jorden; både i form af horsemanship, longering og træk-ture i skoven. Han er en meget følsom hest, og derfor gik der noget tid før jeg begyndte at ligge arbejde i at ride på ham. Mest af alt, fordi at de gange jeg havde prøvet ham på banen, var han meget usikker og desuden meget anderledes end alle de andre heste. Blandt andet var han meget mere anspændt, og meget følsom overfor de signaler jeg sendte ham. Når jeg skulle sende ham afsted i tølt hoppede han op i det jeg drev en lille smule på ham, og i galoppen gik der altid en eller anden panik ind over ham. En panik opstået af usikkerhed, som fik ham til at spænde helt op, og galoppere i hans fulde fart rundt på banen i skarpe sving; og svær at få ro på igen.

Jeg følte mig ikke helt tilpas i det, og tror heller ikke jeg mentalt kunne rumme alle de udfordringer på daværende tidspunkt. Desuden havde jeg også min egen indre uro og usikkerhed at kæmpe med, – og selvfølgelig påvirkede den jo også Oddi. Fordi hvordan skulle han føle sig tryg og afslappet, hvis ikke engang hans rytter kunne? Hesten er et byttedyr og deres naturlige instinkt er at flygte hvis de fornemmer usikkerhed. Dog brugte jeg rigtig meget tid herefter på at arbejde med ham fra jorden af, og for et år siden tog jeg udfordringen op igen; og denne gang var vores kontakt meget bedre.

De mange første gange jeg red på ham var på banen, men senere var vi også på ture i skoven. Jeg lærte meget hurtigt at bevare roen når Oddi blev bange eller forskrækket, og stak af med mig i høj fart, og her fandt jeg også hurtig ud af at det var nøglen til at kunne styre ham. Altså at forholde sig rolig og afslappet i hurtige, pludselige og opkørte situationer, og sende blide, men klare signaler. Ikke mindst tage ansvar og vise ham vejen. Både i anspændte og afslappede situationer.

 

nuuu

På det år vi har haft sammen, har jeg arbejdet meget intenst med ham. Jeg har virkelig brugt meget energi og tid på at få ham til at slappe mere af, og på at kunne berolige ham i situationer, hvor han bliver forskrækket eller bange. Det har kostet både op- og nedture, og vi har lært hinandens bedste og værste sider at kende. Han har løbet med mig utallige vis af gange, jeg er røget af og bl.a i en flugt fra en svane og jeg er blevet maks testet, men det har været alle kampene værd. Både Oddi som hest, og jeg som rytter er blevet en helt anden – altså på en god måde. Det er nu kun i meget sjældne tilfælde at Oddi stikker af, og han er blevet meget nemmere at håndtere og berolige, hvis han bliver bange eller er opkørt. Vi kan ride ud med andre, – både forrest og bagerst, og alene uden problemer. Han er blevet meget mere afslappet i hans galop, og på de fleste af vores skovture foregår det i lammeskindsadel. Vi har endda haft et par ture ud UDEN sadel, – både i skridt, tølt og galop – OG kommet helskindet hjem med en god oplevelse.

I sidste uge var vi i en ridetime i skoven, hvor jeg red uden sadel på Oddi. Vi red bagerst og han stak af med mig i galoppen for første gang siden påske, men til trods for det var uden sadel og han spændte fuldstændigt op, så fik jeg ham hurtigt stoppet og tilbage på plads. Måske lidt en træls situation at skulle skrive under vores udvikling, men for mig var det faktisk ganske positivt. For et år siden kunne jeg knap nok sidde på ham uden sadel, men i denne situation formåede vi faktisk begge at håndtere det godt; Oddi lyttede til mig og faldte hurtigt til ro, og jeg formåede at bevare roen i min krop. Man kan aldrig forudse situationer når man rider, og man kan aldrig være 100 % sikker på at en hest ikke bliver forskrækket i naturen; men man kan lære at håndtere det. Og det synes jeg vi begge er blevet markant bedre til.

 
michelle

   

Mindeværdige oplevelser: 3 uger med Oddi ♥

oddimontage2

Hestene har nu efterhånden været tilbage i de vante omgivelser igen i tre uger, og jeg har stort set været derude hver dag lige siden.

Jeg har primært arbejdet med Oddi og vi har lavet en helt masse forskellige og varieret ting sammen, heriblandt: Hestemassage, lange rideture i lammeskindsadel / alm. saddel, horsemanship, smidigheds- og strækøvelser, ponygames fra jorden og til hest, og noget arbejde på banen mm. og han har simpelthen været en drøm at tilbringe tid sammen med! Oddi gennemgår en helt fantastisk og inspirerende udvikling og han blomstrer mere og mere for hver gang. For ikke bare mindre end 4-5 måneder siden var det en forholdsvis “normal” ting hvis han stak af eller løb lidt med sin rytter, hvis han blev forskrækket; og nu er han så meget nemmere, at snakke til ro i sådanne situationer.

Det gør mig så glad endelig at se så mange gode resultater fra vores hårde arbejde, og jeg har lært så meget om ham samtidigt. Det motiverer uden tvivl til at fortsætte arbejdet med udviklingen og stabiltet!

 

oddi2

michelle

   

Ponygames med Oddi

Der er blevet arrangeret nogle sjove sommer aktiviteter ude hos hestene her i ferien, og jeg er så heldig at have deltaget i sidste uge og i denne uge.

I dag lavede vi vores egen version af “Pony games”, hvor vi sammensatte vores egen lille bane med små lege og udfordringer fra jorden af. Jeg har aldrig prøvet det før i dag, men det virker som en super ting at lave med sin hest hvis man mangler noget afveksling eller skal have opbygget/styrket sit bånd.

 

Legene kunne eksempelvis være;

  • Trække hesten henover en presenning eller dug (gerne med farver eller mønstre)
  • “Strigle” hesten med en kost henover ryggen
  • Hoppe op på hestens ryg uden hjælpemidler
  • Stå på en stor balje og send hesten rundt i en volde rundt om.
  • Lig bomme ned på jorden og form dem som et “L”, og forsøg så at bakke hesten igennem.

ponygames-2 ponygames

En af legende i dag bestod af at jeg skulle “strigle” Oddi ligeså stille med en kost henover ryggen; Og til at starte med da jeg løftede kosten blev han virkelig forskrækket og bakkede lidt væk, men udviklingen i løbet af de få sekunder var fantastiske; det krævede blot et øjebliks rolighed og beroligende ord, hvorefter han bukker sig ned og snuser til kosten jeg viste ham og pegede på. Her opdagede han hurtigt der ingen fare var – og jeg kunne køre kosten roligt ned af ryggen på ham uden det mindste bøvl eller usikkerhed fra hans side af. – En RIGTIG god ting at øve med sin hest, hvis man i fremtiden skulle komme ud for noget sin hest bliver bange for!

michelle

Når angsten bliver bedøvet i tryghed…

Min evne til at være social med andre (både nye og kendte) mennesker, afhænger utrolig meget af om jeg føler mig tryg. Hvis man kender mig godt som person og jeg er i kendte og trygge fysiske omgivelser, er jeg meget udadvendt, – hvor hvis jeg derimod er et andet sted (et ukendt eller uvant sted) hvor jeg er omgivet af mennesker jeg ikke er van til, er jeg mere indadvendt og usikker, og har en tendens til at være isolerende.

Med kendte, trygge fysiske omgivelser hentyder jeg til der hvor jeg bor, og med ukendt eller uvant sted hentyder jeg til steder jeg aldrig har været, eller steder jeg godt kender til og måske af og til/ofte kommer, men som ikke er mit hjem. Derfor kan folk omkring mig nemt have to vidt forskellige oplevelser af hvordan jeg er som person, udfra hvor de møder og kender mig.

hej

mit-andet-hjem

Når jeg er sammen med hestene, føles det ligesom at være i min “faste base”, og her har jeg samme tryghed (hvis ikke større), end der hvor jeg bor. Ikke forstået som at jeg ikke kan være præget af angsten her nogle gange, men den er markant formindsket.

Jeg oplever somme tider at jeg kan have en helt almindelig “small-talk” med endda helt fremmede mennesker, hvilket er noget af det jeg har aller sværrest ved normalt, og jeg har aldrig helt forstået hvordan ‘man gør’. Men når jeg står med hestene, eller kan mærke dem under mig, er det lige som om at angsten bliver “bedøvet”, og min evne til at være social bliver meget bedre. Lidt som om at hestenes hjerteslag, bløde øjne og rolige, kærlige sind går ind og beroliger min anspændte krop. Og at have denne tryghed som giver mig de her positive sociale oplevelser, er en fantastisk start til at kunne udbrede endnu flere i fremtiden, i måske også andre sammenhæng. Ordene kommer nemmere glidende, og bliver modsat ikke gennemtænkt igen og igen og ryger ud af munden med et hurtigt-bankende hjerte.

michelle

   

Træning med paraply

En paraply er fuldstændig harmløs og ufarlig, men fælles for rigtig mange heste, så er det noget de bliver meget forskrækket over; og tænker man lige efter, så er en paraply da også en underlig genstand hvis ikke man har set den før. Og som bytte-dyr, bliver det ofte oplevet og sammenlignet som noget “nyt, ukendt og farligt”.

gg

I går regnede det stort set hele aftenen, og det var meget begrænset hvad der var af pauser imellem. Jeg havde planlagt at tage ud og besøge hestene på sommergræs, og trods regnen så nægtede jeg at lade den forhindre mig i det. Så på med gummistøvlerne og så derud.

Der var en pædagog som tog med mig, og naturligt nok spurgte hun mig om jeg ikke ville have en paraply med, nu hvor det regnede så meget. Min første tanke var ‘Ej, så bliver hestene jo bange’, men kort efter fik jeg åbnet munden for at svare hende; “Det kunne være en god træning.”

Min tanke bag det var ganske enkelt, at realistisk set så er en paraply jo ikke i nærheden af at være farlig på nogen som helst måde, og desuden kunne det være rart nok ikke at blive gennemblødt. Og hvis de gik helt i panik, kunne jeg altid ligge den væk igen.

Det første jeg blev mødt med var at de kom løbende hen til mig præcis som de plejer, dog ikke helt hen til mig. Den mindste bevægelse med paraplyen gav dem et kæmpe chok, og Oddi løb lidt rundt til at starte med. Jeg tror ikke helt han kunne finde ud af hvordan han skulle reagere, men han gav sig alligevel og kom hen for at hilse på mig, selvom han var meget opmærksom på den farlige ting jeg holdte i min højre hånd. Dog endte de alle tre med at blive rigtig gode venner med den, efter jeg lage den ned og lage noget brød over og under den, og der gik ikke lang tid før de var helt ligeglade med den. På ride lejren kunne de næsten gå i panik hvis de så en paraply på bare lang afstand, men nu hvor de fik afklaret hvor harmløs den egentlig er, så havde de helt ro med at den bare lå der, og også da jeg gik tilbage igen med den over hovedet. Endda Oddi kunne stå helt roligt ved min side imens jeg nussede ham. Og Moldi fulgte mig til dørs da jeg skulle hjemad.

mmm

Personligt så synes jeg det er yderst inspirerende at se hvordan de på ikke engang 20 minutter, kan finde ro med noget de førhen har opfattet som meget farligt, og har kunne få deres puls helt op; selvom deres og vores natur ikke er den samme, synes jeg alligevel det er noget brugbart og som skrevet – meget inspirerende.michelle

Ridetur ved Helgenæs/Mols bjerge

k

I mens at Moldi, Fagur, Feykir, Oddi og Vinur nyder deres ferie på sommergræs, har jeg alligevel formåede at få lidt energi til mit efterhånden sultne heste-hjerte; bl.a har jeg fået prøvet nogle nye, spændende heste i nye og fine omgivelser, og set lidt DM i Herning.

I fredags havde jeg blandt andet en helt fantastisk, skøn tur på en rød vallak i Mols bjerge, som jeg vil uddybe lidt nærmere her i indlægget;

 

page

Vi havde for lidt tid siden bestilt en ridetur hos en mand ved navn Rolf (Til hest på Helgenæs v/ Rolf), som også var guide på rideturen. Jeg fik som sagt tildelt en rød islænder-vallak ved navn Hradi, som umiddelbart var et rigtig fint match med mig; til trods for jeg aldrig har set så lille en islænder før, så havde han altså en mega fed gang, og uanset tempo og gangart sad jeg bom stille på ham hele vejen. Hans tølt var meget pas-agtig, men i galoppen var han en drøm hver eneste gang vi sat i gang.

Vi red omkring to timer rundt i de flotte omgivelser, både på stier, ved vandkanten, på bakker og marker – og man måtte af og til lige stoppe sig selv et øjeblik og kigge rundt; for hvor var der bare helt og andeles smukt hele turen igennem.

Det fede ved at prøve noget nyt og uvant er de erfaringer man samler med sig; og der er ofte flere, end hvad man lige tror. Ud af alle de områder jeg har redet i indtil videre, er Mols helt klart en af favoritterne; og det kan uden tvivl anbefales!

image1-18 image2-13hey

Dog kan jeg ikke lade vær med at drømme, og lege med tanken om at ride her en dag på Feykir eller Oddi. Nyde den dejlige, friske natur på ryggen af min yndlings personlighed – for ville der være noget, som kunne slå dette?? I min fantasi er der ikke.

michelle

   

RIDELEJR, RØMØ 2017 – Dag 3 (28/6/17)

dag-3

speeeejl

Her på tredjedagen red vi omkring samme tur, som vi også red på vores første dag. Vi red gennem de efterhånden velkendte plantager, og ned til vadehavet hvor der igen var lavvandet, – og igen fik vi os et par gode, lange galopper henover. Og denne gang galopperede de bare gennem “vandpytterne” uden tøven, og jeg tør tro på at de faktisk begyndte at slappe af og nyde det dernede, nu hvor de havde fundet ud af det ikke var et farligt sted.

19554528_259497764533233_6697445050636380643_n

Feykir var heldigvis faldet mere til ro her om onsdagen, og han opførte sig rigtig pænt, sammenlignet med de andre dage hvor vi fik trænet en hel del halv parader. Jeg red ham dog med et bidløst hovedtøj her, og tænker at det har været med til at gøre en forskel; Generelt tygger  Feykir rigtig meget på hans bid når man rider på ham, og noglegange kan det være svært at vide og vurderer om det er af rastløshed eller fordi bidet rent faktisk irriterer ham. Men her kunne jeg tydeligt mærke en positiv forskel sammenlignet med de andre to dage.

kk

Turen har været en kæmpe oplevelse på mange måder; nyt terræn og nye omgivelser som både hest og rytter reagerer på, og jeg føler det har bragt mig endnu tættere på Feykir; En ting er at kende sin hest i de vante omgivelser, men i og med man er et nyt og ukendt sted, bringer det også udfordringer, og her lærer man også hestens usikre side at kende. Og så har det oven i købet også givet mig noget læring ift. at skulle håndtere ham trods hans dybt frustrerende forelskelse i hoppen der red forrestt; og det har krævet tålmodighed og arbejde 🙂

michelle

ET GLÆDELIGT GENSYN

“How lucky I am to have something that makes saying goodbye so hard.”

oddiiii

Jeg havde forberedt mig selv for 9 dage siden, så godt som muligt på ikke at skulle se hestene i de nævnte 25 dage; forsøgt at indstille mig selv på at jeg ikke kunne holde om dem og mærke deres hjerteslag, at jeg skulle undvære glæden ved når de kommer gående på marken efter et kald, de mange kys fra Oddi, Feykirs glædelige, livlige, vidunderlige jeg, Fagurs rolighed, Vinurs fantastiske mod og tillid og Moldis fine forsigtighed.. Men det har været alt andet end let, tværtimod har dét at skulle stå op hver morgen med tanken om at jeg ikke bare kan tage ud til dem, været noget af det hårdeste jeg længe har gennemgået. De fem kan noget, som ingen anden kan, eller nogensinde ville kunne.

 

I onsdags fik jeg mulighed for at besøge dem, og jeg mærkede en hel særlig form for energi strømme rundt i min krop; en energi som udskilte alle de negative energier der havde siddet fast lige efter jeg havde måtte kramme dem “på gensyn” og tage hjem, – nogle dumme, smertefulde og uudholdelige energier, jeg ikke engang ville ønske for selv min værste fjende. Men den gode energi forleden bragte mig direkte tilbage til mig, og jeg forvildede mig igennem græs og planter i alle længder på marken, samt edderkoppereder, mudder og smat som jeg normalt er yderst angst for. Men da jeg på afstand mødte synet af hestene, og gik lidt nærmere, satte jeg mig på hug, og blev mødt af alle fire skønheder (undtagen Fagur som gik på en anden mark:( ), og jeg kunne mærke jeg helt nede i maven, hvor meget jeg havde savnet dem.

image3-8 image3-9 image3-10image1-2211ggpage

 

Michelle