Selvsikkerhed

heaaaalllllling

 

En ting jeg har erfaret udfra de sidste år er, at hestene kan mærke alt. Man kan ikke skjule sine følelser for dem. De kan mærke hvis vi er glade, hvis vi er vrede, irriteret, triste, nervøse osv.

En af mine hovedproblematikker er helt klart min usikkerhed på mig selv, som ofte smitter af i samvær med andre.. Siger jeg nu det rigtige? Gør jeg det rigtige? Har jeg det rigtige udtryk i ansigtet? Kigger jeg det rigtige sted hen? Ville hun eller han kunne lide mig hvis jeg gjorde det, eller det, eller det… – Og anderledes har det ikke været ved hestene. Jeg har flere gange været så bange for, at de ikke kunne lide mig, eller at de synes jeg var irriterende, – eller noget i den retning.

Men selvfølgelig kan de også mærke détte. De kan mærke, hvis jeg bliver usikker på mig selv, – på om jeg er god nok, om jeg gør det rigtige osv. osv. Og selvfølgelig bliver de også mærket af dette. Mærket af, at jeg kommer i tvivl.

Hvordan kan jeg forvente deres tillid til mig, når jeg ikke engang har det til mig selv?

Hvordan kan jeg forvente eller tro, at de kan lide mig, når jeg ikke engang selv kan, eller i det mindste forsøger?

“Man skal elske sig selv for at kunne elske andre”

De kan mærke min usikkerhed til mig selv, så selvfølgelig bliver de også usikre på mig. Kommer jeg med en indstilling om “jeg kan ikke” – så nej, så kan jeg ikke. De kan mærke på mig at jeg ikke selv tror på det, og hvorfor skulle de så gøre det? Det er mig der skal lede dem, og en god leder, viser dem vejen. En god leder, tror på det han eller hun forventer.

 

pic

 

Udfra den erfaring jeg har, har jeg derfor ændret min indstilling. Hver gang jeg tager fat i grime og trækketorv og går ned mod marken, retter jeg min ryg, kigger lige frem, og er afslappet i min krop. Jeg finder mine positive energier frem, og kommer ned til dem med en indstilling om at jeg har tillid til dem, de har tillid til mig, er sikker og bestemt i mine bevægelser og signaler, og at vi godt kan det vi skal. Allerede hér sker der noget.

 

 

Knus og kram, og rigtig god onsdag til jer alle!

ENDELIG TILBAGE!

 

 

Så kom dagen ENDELIG, hvor hestene er kommet tilbage fra deres sommergræs på “Sibirien” 😉

Jeg har gået og glædet mig så helt ekstremt. Men tanken har været uvirkelig for mig, – at de kom tilbage foreløbigt. Savnet har været så helt ekstremt stort, at jeg nærmest har følt at jeg havde “mistet” dem. Jeg har været så bange, – hvis ja, ikke angst. Angst for eksempelvis at der skulle ske dem noget, – hjertestop eller en eller anden sygdom. Eller da luftsirenerne lød igår. Jeg har kun tænkt på dem, hvilket måske kan virke lidt skræmmende?

Alt i alt, da jeg så dem, og da jeg endelig hilste på dem igen blev jeg simpelthen så glad. Specielt Moldi, fordi han kom på sommergræs to uger før de andre.  Jeg havde bagt heste småkager formet som hjerter, skåret noget frugt ud, og taget med.

Deres nærvær har allerede taget meget af den stress og enorme ked af det hed jeg har bøvlet med de sidste mange uger. Jeg følte jeg kunne slappe af, – at min anspændthed blev mindre og mindre. Jeg smilede så meget, at mine kæber gjorde helt ondt. Altså alt i alt har det virkelig bare været helt fantastisk, og jeg ser frem til at Feykir kommer senere på ugen – (der skulle bruges lidt mere tid på at få ham med). Der kan jeg for alvor ånde lettet ud, og vise ham hvilken styrke han har givet mig. 4 oplagte uger til selvskade uden det ville få en konsekvens i forhold til ridning. Jeg havde lysten, – jeg har været så tæt på at falde i. Nærmest planlagt det lidt. Men jeg har ikke gjort det. Jeg blev ved med at sige til mig selv at jeg skulle gøre det for dem. Skrevet det. Gået med et billede af Feykir ved mig konstant, hvor der står under “TÆNK PÅ FEYKIR”…: Sødeste mus, nu kan jeg komme, kigge dig oprigtigt i øjnene, trække vejret, spænde af. Og fortælle dig, at jeg ikke gjorde det. Fortælle dig, at jeg har klaret det.  Og at jeg ikke har svigtet dig, ligesom du aldrig har svigtet mig.

Her ser i nogle af de fantastiske billeder min mor tog af Moldi og jeg idag.

tilbage

Og i skulle da lige se mine hestesmåkager, som jeg da er lidt stolt af!

hestegodbidder

 

Sidst men ikke mindst, har jeg lige lyst til at skrive, at jeg glæder mig helt vildt til at se Feykir, (forhåbentligt) sidst på ugen.

 

Knus og kærlighed fra mig!

Kære Feykir

kærekærefeykir

Kære Feykir.
Jeg savner dig og jeg har brug for dig. Jeg har brug for dig ligesom blomster har brug for sol og vand, som et levende væsen har brug for energi, som et lille barn har brug for dens forældre, som et sår der har brug for at blive plejet. Ligesom dét, har jeg brug for dig.

Du er min helt, – min helt egen personlige superhelt, med helt utrolige superkræfter. Du redder mig fra ondskaben. Du redder mig fra uhyrer, og deres mørke kræfter. Du når at redde mig før jeg får så meget som én eneste skramme. Lige meget hvor tæt jeg er på at komme til skade, – så når du frem i tide.
Du kommer, – hurtig som en stormvind, – løfter mig, og får mig væk fra mørket, og mod lyset på ingen tid. Det er som at mærke en sitren i hele kroppen, – en helt særlig sitren, der går helt ud i fingerspidserne, og spreder sig til en fantastisk glæde i hele kroppen.
Det føles som at svæve. Blive reddet. Som at blive elsket. Mærke kærligheden boble. Dén slags sitren.

Du har lært mig de tre vigtige egenskaber, jeg altid er blevet mindet om at huske på:
Tro, håb og kærlighed.

Troen på livet. Håbet om fremtiden. At elske.
Du får mig til at føle mig elsket, samtidig med, at jeg elsker dig.
1 uge tilbage til vi genforenes. Til trygheden. Til vi skal opleve endnu et år sammen.

Kærligst, Michelle

“Tænk på hestene, tænk på hestene, tænk på hestene”

heaaaalllllling

Det er ved at være noget tid siden jeg sidst har fået opdateret herinde, og hold da op jeg har en helt masse at skrive! Jeg har været meget stresset hvilket har gjort jeg slet ikke har kunne sætte mig ned og skrive ordentlige sammenhængende tekster som jeg gør nu.

Forresten bliver indlægget nok lidt langt grundet de manglende opdateringer, så spring gerne i teksterne hvis ikke i vil læse det hele

 

Uge 28 mandag-onsdag var jeg på den skønneste ridelejr med de nogle andre fra rideterapi holdet. Vi havde Feykir, Vinur, Fagur og Oddi med, plus to andre heste, som tilhørte ride-lærerene. Jeg havde selvfølgelig Feykir, men jeg havde det faktisk lidt træls med at Moldi ikke var med. Jeg tror også lidt det går mere og mere op for mig, hvor glad jeg egentlig også er for ham. Alt i alt vil jeg bare omkring dette fortælle, at det var tre dage i (næsten) drømmeland. (Manglede bare liige Moldi der, så var det HELT fuldendt) 🙂

sommerr sommeer

 

Nu her hvor det jo er sommerferie, og de kære dejlige fem er på sommergræs, må jeg jo nøjes med tanken om at de jo i det mindste er tilbage om.. Idag 2 uger og 4 dage.. Øv for det, tiden går alt for langsomt, og sørgeligt som det er glæder jeg mig egentlig bare til at sommerferien er forbi. Jeg savner mine ridetimer, og de skønne rideturer jeg har på specielt Moldi og Feykir. Som jeg har nævnt flere gange på bloggen, er det jo hestene som har fået mig til at åbne øjnene, og finde livsglæden. Derfor gør det dét ekstra svært for mig psykisk her i ferien.

Blandt andet beskrev jeg nogle mål i mit seneste opslag i projekt healing, blandt andet at jeg ikke må selvskade på dagen jeg skal være sammen med hestene, og at jeg skal spise alt min mad døgnet op til det.. Dette var ofte ret svært for mig at overholde, – og det var faktisk ret stramme regler. Nu er der 2 uger og 4 dage, så i realiteten kan jeg bare lade tankerne overtage her. Det vil ikke få en konsekvens jeg ikke ville kunne håndtere, for jeg kan jo alligevel ikke ride. I denne periode tror jeg lidt, min styrke bliver sat på prøve. Mere end den ellers var i forvejen.

12179166_10205357586405286_1013230262_n

Jeg benytter ekstremt meget min forestillingsevne i sådanne episoder. Jeg lukker mine øjne, forestiller mig at jeg sidder på enten Feykir eller Moldi. Jeg forestiller mig det jeg kunne have brug for. Tølt. Ingen sadel.  Galop. Skridt. Lammeskindsadel. Forestiller mig de bevægelser jeg laver, udfra gangart. Jeg ved ikke om det her lyder ekstremt atypisk eller bizart, – men altså, det hjælper mig faktisk. Om det så lyder mærkeligt.

♥ Styrke: Ingen selvdestrutivitet. Holde ud. Tage kampen(e) opYes check.svg

♥ Visuel motivation Yes check.svg

 

Mål:

♥ Selvsikkerhed

♥ Tro (På mig selv, – ambitioner, værdighed)

♥ Nyde (nu’et)

 

IMG_1437

Hilsen Michelle

Projekt healing (NYT)

heaaaalllllling

 

Lad mig introducere jer for et lille projekt, jeg i samarbejde med mine terapeutiske ismuler vil afprøve. Vi kalder det Projekt healing.

Projekt healing er en form for terapi, der dækker over mange underemner. Men vi starter stille og roligt ud, og det første der bliver taget hul på, er selvtillid og selvværd. Nok nogle af de vigtigste ting.

Projekt healing forgår når jeg er i min tryggeste ramme, – nemlig hos hestene. Dette er vi blevet enige om, basalt er der jeg arbejder med målene. Forhåbentlig på sigt, kan det måske udvide sig yderligere, – og forhåbentligt, kan den tryghed jeg kan føle hos dem, smitte så meget af, at følelsen fylder mere i kroppen. Også væk fra deres selskab.

Under det første underemne, selvtillid og selvværd, ligger der nogle forskellige mål/regler/grænser, i forskellige sværhedsgrader. Her vælger vi at starte med de mest simple, som jeg vil skrive herunder.

♥ Døgnet op til planlagt samvær med hestene, skal alle måltider indtages

♥ Ingen selvskade på samme dag som planlagt træning

(Her tæller selvskade også, hvis jeg er skadet fra en selvskadende handling fra anden dag)

♥ Ret ryg, selvsikker fysisk holdning

 

Disse tre ting har jeg selv tænkt på i lang tid, og arbejdet en smule med, derfor er det tre af de første mål, jeg finder vigtige. Jeg vil opdatere løbende med mine oplevelser omkring at opnå/fejle. Der er oppe og nedture i terapi skal man tænke på, – det er en process. Og dette skal afprøves.

 

Mange hilsner fra muleterapeuterne og Michelle.

 

PS, jeg ville blive glad for at høre i en kommentar, om det er noget i er interesseret i at følge. Dejlig weekend til jer.

LIVSGLÆDE

Idag havde jeg en aften, som jeg oprigtigt nød. Jeg blev kørt ud til hestene, og gik ned til dem på marken. Jeg var der ialt cirka halvanden time, hvor jeg bare gik og snakkede og hyggede med dem på marken. Jeg satte mig på et tidspunkt i græsset, og nød egentlig bare at være til, og nyde den fine solnedgang, i trygge og rare omgivelser.

Idag lykkedes det desuden for mig, at give Moldi en grime på et par gange. Ikke for noget specielt, egentlig bare for at øve ham i det, og fordi jeg forsøger at styrke vores bånd. Han skal mærke, at jeg vil behandle ham godt i alle situationer. Så det er klart en stor succes oplevelse for mig!

image1 (5)

 

Mange glade hilsner <3

De hjælper mig til at hjælpe mig selv

Tanker kan drille, og være direkte lede og ondskabsfulde. Og for at gøre en lang historie kort uden egentlig præcis begrundelse, fik jeg ikke spist min mad igår eftermiddags, hvilket jeg godt ved med min fornuft, at jeg burde.

Jeg var frustreret, ked af det og udkørt i mit hoved, og egentlig var det hele bare svært for mig.

Trods min daværende ‘tilstand’, foreslog personalet mig, at tage en tur ud til hestene. Jeg tog straks imod, og pakkede en pose med gulerødder og æbler, hvorefter jeg tog bussen, som i alt varede en time, før jeg var fremme. Jeg fik faktisk købt en proteinbar, som jeg tog med, netop fordi jeg ikke fik spist mit sidste måltid. Min spiseforstyrrelse er ret stædig og streng på det punkt, at når jeg først har sagt nej til måltidet og har besluttet mig, så skal jeg ikke have det. Og denne dag, var ingen undtagelse. I hvert fald ikke hvis i spørger anoreksien. Men jeg trodsede den, og selvom min krop sitrede en smule af og til om tanken, så gjorde jeg det.

Jeg fik snakket med prinserne, og de fik vendt humøret. Jeg følte mig værd. Jeg tog baren frem, og kiggede kortvarigt på den, imens Moldi og Feykir kiggede nysgerrigt og fristet på den.

Jeg smilede kort, da Moldi stak mulen hen mod den. Jeg fiskede et æble op af posen, og gav Moldi det, som tog glædeligt imod det. Det samme gjorde jeg til Feykir, som stod lidt længere væk. Nok fordi, at Moldi ligesom er ‘lederen’ af flokken, og derfor ham der bestemmer.

Jeg spiste baren, – TRODS, at der faktisk på daværende tidspunkt kun var 45 minutter til aftensmad.  Dette var endnu en grænse jeg overskred, – men jeg fortryder det ikke. Når jeg ser på det, tænker jeg det som en unik støtte, som jeg nu og i fremtiden kan udnytte stille og roligt. Jeg skal forsøge at overtræde sygdommenes grænser, og det er længe gået op for mig, at hos dem er det nemmest, – og smertefrit.

13271841_10206635184864449_210177717_o

Som man ofte får af vide af systemet, så er den eneste som i sidste ende kan hjælpe sig selv, en selv. Jeg har aldrig som sådan haft en holdning om ordene, eller selv tænkt over de, men jeg er ret overbevist over nu, at det er rigtigt.

Forskellen fra inden jeg mødte hestene og til nu, må klart være at jeg nu selv gør en indsats, og at min indsigt i min situation er bedre.

 

Kærlighed til jer

Frirum

Hej herinde!

Jeg gennemgår lidt en svær periode lige pt, grundet noget nyt medicin og psykolog samtaler. Jeg begynder at kunne mærke min krop mere og mere, hvilket jeg har haft vanskeligt ved i en lang periode. Derudover er mine tanker blevet mere klare, hvilket gør, at jeg rent faktisk kan tænke ordentligt, og forstå mine tanker.

Jeg er begyndt at ride Feykir i skoven alene på fridage, og det er så skønt. Han lystre på mine signaler, og stopper hverken op, eller vender om med mindre jeg ber ham om det.

Han er begyndt at tølte igen, og jeg har en idé om, at det kan være fordi han føler sig mere tryg ved mig. Der er sket en masse med os, de sidste mange måneder. Vi har kløet på med at træne fra jorden, både i form af longe og horsemanship. Han er mere afslappet, og driller mig mindre.

Det føles fantastisk. Jeg føler det som et frirum, – FULDT UD. Jeg kan ikke tænke negativt når jeg sidder på hans ryg. Han lyser min verden op, og jeg ville ærligtalt ikke kunne forestille mig mig selv, uden ham. Han fuldender mig, når jeg kommer ud med et skrøbeligt hjerte. Han gør det stærkere, og giver mig psykisk og fysisk styrke til at fortsætte min kamp.

image

image

image

Tusindvis af hestekram (fyldt med styrke og kærlighed) 🐴

Ingen tvangstanker

Jeg er meget præget af tvangstanker, – og de dukker op tusindvis gange dagligt, og selvfølgelig (og desværre) holder de heller ikke mund, når jeg er sammen med hestene.

Men som sagt er dét sted, og deres selskab mit frirum. Jeg tør normalvis aldrig at stritte imod eller ignorere, men hver gang jeg træder ind af stalddøren, laver jeg en aftale med mig selv;

INGEN TVANGSHANDLINGER.

Jeg kan desværre ikke styre tankerne, men handlingerne kan jeg forsøge på. Og HER, i DISSE omgivelser, føler jeg mig tryg og tilpas nok til at forsøge. Ofte fanger jeg mig selv i at gøre det helt pr. automatik, men mange flere gange, fanger jeg også mig selv I situationen, og stopper op. Jeg kigger ofte på hestene, og forsøger at finde min styrke frem, og springe ud i udfordringen. Frygten, skylden og samvittigheden spiller med det samme ind, – nogengange er det værre end andre. Frygten for, at hvad tvangstanken truede med, hvis jeg ikke aflyd, skylden for at det ville ske, og den dårlige samvittighed over hvis truslen bliver reelt. Sådan hænger de ihvertfald sammen hos mig.

Heldigvis ved jeg, at med den fornuft jeg har, og ofte kan bruge uden for situationer som disse, at det ikke er rigtigt. Jeg ved, at det er mit hoved, og mine tanker, der spiller mig et puds. Men i situationen, kan det være rigtig hårdt, og meget svært at stole på. Men modet er der, til at holde fast i, når jeg har sagt imod. Ofte står Feykir, Fagur, Vinur, Moldi eller Oddi jo ved siden af, og de er desuden de bedste til at forstå, og vende mit humør. Derfor har jeg modet og kræfterne til, at forsøge. Det er jo det tryggeste selskab for mig.

image

^ som sagt, kan han ALTID vende mit humør😛

 

Mange kram, og en masse hesteknus🐴💖

Tænk på Feykir

Smerten føltes som om, at den skar dybt i mit hjerte. Vreden steg, hvilket fik mine skridt til at blive hurtigere og hurtigere, for blot at holde de næste par minutter ud.

Tårene lå langt væk, men mærkes det kunne de. De pressede sig på, men var umulige at få ud, grundet vreden. Og det var jeg egentlig ret taknemmelig for lige nu, da jeg så slap for folks underlige, og mærkelige blikke.

Jeg gik på strøget, efter at være løbet væk, fra de mennesker der egentlig skulle passe på mig i situationer som disse. Men smerten gjorde for ondt, og jeg kunne ikke holde til, at bære den længere.

Jeg fortsatte med at gå, men åbnede forsigtigt min pung imens. Blot for at vedvare en lille tryghedsfornemmelse i maven, som var det eneste der gjorde, at jeg lige nu kunne stå oprejst.

En lille genstand kom til syne, hvilket et øjeblik gav mig et smil på læben. Genstanden var skadelig, og det gjorde, at vreden kom yderligere frem. Det føltes rigtigt, og trygt. Og det kunne jeg godt skamme mig en smule over.

En besked bippede ind på min mobil, og den bippen, havde jeg hørt meget til, de sidste par timer.

Sukkende trak jeg den op af lommen, samtidig med, at jeg bevarede mit ivrige tempo.

Jeg kiggede på skærmen, og der var så mange af dem dernedad. Jeg ville til at låse min mobil igen, men et ord, fangede mig særligt. Dette fik mig til at læse alle 3 ord, der dannede en betydningsfuld sætning.

Mit udtryk i ansigtet, som klart viste vrede, blev nu ændret. Tårene trængte sig stadig på, men forskellen fra før var, at denne gang væltede de bare ud. Ikke bare som bitte små trillende tårer, der en efter en blev dannet, – nej, som en masse tårer der samlede sig, så mine kinder efterlod våde spor. Jeg stoppede brat op, og faldt langsomt ned mod jorden. Lige nu, kunne jeg ikke stå op mine to ben, som bare for to minutter siden, havde langt flere kræfter.

Jeg åbnede min pung, og denne gang, da jeg fik øje på det, rasede det i mig. Jeg tog den op derfra, og kiggede på det med afsky. Det skulle væk, – nu. Jeg ville ikke miste min fysiske mulighed for, at give ham et kram, eller et blidt kys på mulen. Jeg ville ikke have, at den følelse jeg fik når jeg sad på ryggen af ham, skulle forsvinde. Han måtte ikke glemme mig. Jeg elskede ham jo mere, end nogen eller noget andet.

Jeg smed det ned i risten der var ved siden af mig, i ren desperation, heraf en masse andre skadende ting. Jeg tømte den fuldt ud.

“Tænk på Feykir”

image

En ny(delig) hesteryg

 

Idag blev jeg endelig, introduceret til denne yderst smukke, og helt igennem unikke vallak. Denne gang ikke ‘kun’ fra hans fysiske side, – men oppe fra hans smukke og bløde ryg, hvor usikkerheden hurtigt kan boble frem hos ham.

Usikkerheden smittede selvfølgelig af. Ville han løbe afsted med mig? Ville han smide mig af? Være ude af kontrol? Ville vores kemi blive ødelagt?

Sådanne spørgsmål er gået igennem mit hoved i lang tid efterhånden, men i vejen, ville jeg ikke lade det stå! Jeg er blevet utrolig glad for Oddi indenfor de seneste par måneder, især. I starten så jeg ham egentlig ikke som noget ’særligt’. Hans udseende var jeg fasineret over, men ofte, holdte han sig for sig selv. Jeg fortryder meget, at jeg ikke brugte mere tid på ham i starten, men er glad for, at jeg nu, har oplevet hvilket fantastisk væsen han er, på alle måder.

Men idag var muligheden der, og jeg sprang ud i det. Jeg sprang ud i det med en glæde, men dog også nervøsitet i kroppen. Og en succes fik jeg ihvertfald ud af det, fra mit eget synspunkt.

Jeg er glad for ham. Jeg er glad for, at han fandt ro i, at jeg sad på ham, og at han faktisk kunne slappe af, bare ‘noget’ af tiden. Efter hvad jeg ved, er han kun van til meget erfarne ryttere, og her har jeg jo ‘kun’ lidt over et års erfaring i ridning.

Det gav mig ihvertfald alt i alt en fantastisk følelse, at jeg klarede det jeg skulle, uden noget af det jeg havde frygtet, skete. Min dag har ihvertfald indtil videre, været med smil og glæde, samt et galopperede hjerte for det vidunder, jeg glæder mig til at arbejde med i fremtiden.

12968532_10206320662721592_961580539_n 12966293_10206320914967898_597128060_n

Jeg mener, kan man virkelig stå for dette? Et fin lille hyp som rækker tunge, og har mulen helt henne i ansigtet på en? Jeg kan ikke!

Mange tanker, og hesteknus i jeres retning ♥