Horsemanship på et nyt level – synkronisering, løsspringning og løslongering

I takt med tiden der går, Oddi’s personlige forvandling og ikke mindst alle de gode timer vi tilbringer i hinandens selskab, er det ikke kun ene Oddi som udvikler sig; men også det bånd ham og jeg har til hinanden.

Lige siden jeg blev præsenteret for horsemanship-verdenen, har jeg brugt det rigtig meget til både at forbedre min kontakt til hesten, i min ridning og ikke mindst til at forbedre mig selv som rytter; og jeg har altid oplevet en god effekt af det, på alle tre punkter. Særligt med Oddi som jeg har arbejdet rigtig intenst med det sidste år, har jeg mærket en stor forskel. Faktisk så meget, at vi er gået til nogle nye øvelser såsom synkronisering i tempo, løsspringning og løslongering.

loesspring2

Forskellen fra de basale horsemanship øvelser (de 7 lege) og dem, Oddi og jeg lige nu øver, ligger i at vi ikke længere arbejder på at forbedre signaler, lære hinanden at kende eller på at danne en relation (som jeg primært har brugt horsemanship til). Alt det arbejde har vi gjort, men med de nye øvelser arbejder vi derimod med at fuldføre udfordringer/øvelser med de ting vi har øvet og lært fra forarbejdet i horsemanship. Og det er tydeligt for mig at det har givet pote med alt arbejdet – for nu kan jeg longere ham uden at bruge longetorv, få ham til at følge med over et spring uden torv og få ham til at synkronisere med mit tempo. For et år siden havde han nok bare stået stille, og gloet mærkeligt på mig hvis jeg sprang over et spring og forventede at han skulle løbe efter – men nu løber han efter af egen fri vilje, og yder desuden sit bedste samtidigt.

horsemanship2

 

“It is not the great trainer who can cause his horse to perform. The great trainer can cause a horse to want to perform.”

 

michelle

Ny hest, nye udfordringer!

Når man scroller ned af min blog, tror jeg ikke der er nogen som helst tvivl om, hvilken hest som er min yndlings. Det er Oddi, og han har vundet min hjerte 100%. Men når det så er sagt, så synes jeg også det er enormt spændende at variere i, hvilke heste jeg rider på. (også selvom jeg skal tage mig meget sammen til det, for det ender 9 ud af 10 gange med at blive Oddi jeg vælgersee-no-evil-monkey2).

Jeg synes det er interessant at observere den enkeltes hest styrker og svagheder, – både under ridning, men også personlighedsmæssigt, – og arbejde ud fra det. For udover dét at en ridetur ud i det blå i sig selv er helt fantastisk, så er følelsen af at se og mærke udvikling af/med hesten bare helt enestående. Det er motiverende, inspirerende og føles helt og andeles pragtfuldt.

img_4351

Moldi er ikke for mig en “ny hest”, men i det at jeg ikke har redet så regelmæssigt på ham det sidste år, og at han har haft en del ferie, så er jeg jo ikke van til at ride på ham. Og det er her “ny hest, nye udfordringer” kommer ind – for ved ham er der nogle helt andre ting at arbejde med, end dem jeg er vant til at arbejde med på Oddi.

gg

Moldi er 19 år, og har derfor også en hel del mere erfaring liggende bag sig. Han ved hvad de forskellige signaler betyder hvis de bliver udført korrekt, og han præsterer altid sit bedste. Han er 4-gænger men vælger trav fremfor tølt, og der skal til tider arbejdes intenst på at finde tølten frem. Men når det er sagt, så præsterer han er super lækker tølt, som bare går derud af, når den først er fundet frem.

Derudover har Moldi også brug for støtte, til at have den rette kropsholdning i de forskellige gangarter; særligt i skridt og trav. Han har en tendens til at søge alt for langt ned med hovedet/nakken, så man som rytter næsten får en følelse af at man skal “holde” hans hoved med tøjlerne. Og det kan jeg også godt lide at bruge tid på og koncentrere mig om; for hestens kropsholdning og muskulatur er vigtigere end hvad man tror.

Personlighedsmæssigt er Moldi også den følsomme en af slagsen – men på en anden måde, end hvad eksempelvis Oddi er. Moldi ligger øverst i flokkens hierarki, og er ikke det mindste tøvende eller usikker her, – men modsat kan han blive det i menneskekontakt.

 

img_4344img_4343img_4346

Jeg glæder mig til også at dele mine oplevelser sammen med Moldi, med jer!

 

michelle

   

En sensommer tur med Oddi

fra september, 2017

img_2858

Sensommeren er i gang, og jeg fornemmer en særlig form for ro og behag, inde i den velkendte skov. Vinden er stille, – næsten så stille, at bladene slet ikke bevæger sig på træernes lange grene. Solen skinner fra en klar og åben himmel, og inde i skoven synes det som glimmer, når dens stråler trænger igennem trætopperne og rammer stierne.

Oddi går med lange og rolige skridt, og hans nakke hviler lavt. Hans ører bevæger sig skiftevis fremad og bagud, alt efter hvor der af og til kommer lyde fra. Jeg fornemmer, at han nyder det ligeså meget som jeg.

Følelsen af liv under mig giver mig ro, og tømmer min krop og mit hoved for alle de belastninger, jeg til hverdag er fyldt op af. Jeg skænker det ikke engang så meget som en tanke her, for mit fokus ligger et helt andet sted. Hvis jeg mødte nogle forbigående ville jeg endda smile og hilse af eget intiativ, og det ville jeg ellers aldrig kunne gøre normalt. Ikke fordi jeg ikke har lyst eller fordi jeg vil være uhøflig, men fordi mine tanker og min angst udfordrer mig.

Jeg klemmer blidt med mine lår og læner mig bagud, i det jeg parerer Oddi foran vejen. Bilerne suser afsted i høj fart, men det påvirker hverken ham eller jeg. Det føles harmonisk, nærmest ligesom i en smuk og idyllisk film, hvor man bare kan mærke den behag der flyver rundt i luften, og kan undre sig over hvordan alt kan se så perfekt ud. Som et eventyr, hvor alt ender lykkeligt. For lige nu, og lige i dette øjeblik, anser jeg ikke hvordan momentet kunne blive bedre. Jeg driver let på Oddi i det der er fri bane, og vi krydser vejen. Lyden af hans hove mod asfalten er det eneste jeg ligger mærke til; hverken noget af det støj, man lige netop kan ane fra trafikken lidt væk herfra, eller hundene der gør inde fra hundeskoven af, reflekterer jeg over. Det betyder ikke noget. Fordi lige nu er det eneste der betyder noget, den følelse jeg har i min krop; en følelse, jeg dårligt kender til, og sjælendt mærker. Men lige nu er den her, og det føles godt.

 

   

1 år med Oddi – vores udvikling:

hj

Her i løbet af efteråret, har jeg officielt redet på Oddi i 1 år. Ud af de fem heste vi har i stalden, er han den sidste jeg har lært at kende; men bestemt blandt en af dem, der har lært mig allermest. Både om mig selv og i min ridning. Det har været så lærerigt, og jeg har bestemt ikke kunne have været alt det foruden! Jeg vil bruge dette indlæg på, at opsumérer både Oddi og jegs udvikling, samt vores minder fra det sidste år.

img_1750

 

1-aar-siden

Oddi og jeg startede med at skabe et bånd, med en helt masse arbejde fra jorden; både i form af horsemanship, longering og træk-ture i skoven. Han er en meget følsom hest, og derfor gik der noget tid før jeg begyndte at ligge arbejde i at ride på ham. Mest af alt, fordi at de gange jeg havde prøvet ham på banen, var han meget usikker og desuden meget anderledes end alle de andre heste. Blandt andet var han meget mere anspændt, og meget følsom overfor de signaler jeg sendte ham. Når jeg skulle sende ham afsted i tølt hoppede han op i det jeg drev en lille smule på ham, og i galoppen gik der altid en eller anden panik ind over ham. En panik opstået af usikkerhed, som fik ham til at spænde helt op, og galoppere i hans fulde fart rundt på banen i skarpe sving; og svær at få ro på igen.

Jeg følte mig ikke helt tilpas i det, og tror heller ikke jeg mentalt kunne rumme alle de udfordringer på daværende tidspunkt. Desuden havde jeg også min egen indre uro og usikkerhed at kæmpe med, – og selvfølgelig påvirkede den jo også Oddi. Fordi hvordan skulle han føle sig tryg og afslappet, hvis ikke engang hans rytter kunne? Hesten er et byttedyr og deres naturlige instinkt er at flygte hvis de fornemmer usikkerhed. Dog brugte jeg rigtig meget tid herefter på at arbejde med ham fra jorden af, og for et år siden tog jeg udfordringen op igen; og denne gang var vores kontakt meget bedre.

De mange første gange jeg red på ham var på banen, men senere var vi også på ture i skoven. Jeg lærte meget hurtigt at bevare roen når Oddi blev bange eller forskrækket, og stak af med mig i høj fart, og her fandt jeg også hurtig ud af at det var nøglen til at kunne styre ham. Altså at forholde sig rolig og afslappet i hurtige, pludselige og opkørte situationer, og sende blide, men klare signaler. Ikke mindst tage ansvar og vise ham vejen. Både i anspændte og afslappede situationer.

 

nuuu

På det år vi har haft sammen, har jeg arbejdet meget intenst med ham. Jeg har virkelig brugt meget energi og tid på at få ham til at slappe mere af, og på at kunne berolige ham i situationer, hvor han bliver forskrækket eller bange. Det har kostet både op- og nedture, og vi har lært hinandens bedste og værste sider at kende. Han har løbet med mig utallige vis af gange, jeg er røget af og bl.a i en flugt fra en svane og jeg er blevet maks testet, men det har været alle kampene værd. Både Oddi som hest, og jeg som rytter er blevet en helt anden – altså på en god måde. Det er nu kun i meget sjældne tilfælde at Oddi stikker af, og han er blevet meget nemmere at håndtere og berolige, hvis han bliver bange eller er opkørt. Vi kan ride ud med andre, – både forrest og bagerst, og alene uden problemer. Han er blevet meget mere afslappet i hans galop, og på de fleste af vores skovture foregår det i lammeskindsadel. Vi har endda haft et par ture ud UDEN sadel, – både i skridt, tølt og galop – OG kommet helskindet hjem med en god oplevelse.

I sidste uge var vi i en ridetime i skoven, hvor jeg red uden sadel på Oddi. Vi red bagerst og han stak af med mig i galoppen for første gang siden påske, men til trods for det var uden sadel og han spændte fuldstændigt op, så fik jeg ham hurtigt stoppet og tilbage på plads. Måske lidt en træls situation at skulle skrive under vores udvikling, men for mig var det faktisk ganske positivt. For et år siden kunne jeg knap nok sidde på ham uden sadel, men i denne situation formåede vi faktisk begge at håndtere det godt; Oddi lyttede til mig og faldte hurtigt til ro, og jeg formåede at bevare roen i min krop. Man kan aldrig forudse situationer når man rider, og man kan aldrig være 100 % sikker på at en hest ikke bliver forskrækket i naturen; men man kan lære at håndtere det. Og det synes jeg vi begge er blevet markant bedre til.

 
michelle

Mindeværdige oplevelser: 3 uger med Oddi ♥

oddimontage2

Hestene har nu efterhånden været tilbage i de vante omgivelser igen i tre uger, og jeg har stort set været derude hver dag lige siden.

Jeg har primært arbejdet med Oddi og vi har lavet en helt masse forskellige og varieret ting sammen, heriblandt: Hestemassage, lange rideture i lammeskindsadel / alm. saddel, horsemanship, smidigheds- og strækøvelser, ponygames fra jorden og til hest, og noget arbejde på banen mm. og han har simpelthen været en drøm at tilbringe tid sammen med! Oddi gennemgår en helt fantastisk og inspirerende udvikling og han blomstrer mere og mere for hver gang. For ikke bare mindre end 4-5 måneder siden var det en forholdsvis “normal” ting hvis han stak af eller løb lidt med sin rytter, hvis han blev forskrækket; og nu er han så meget nemmere, at snakke til ro i sådanne situationer.

Det gør mig så glad endelig at se så mange gode resultater fra vores hårde arbejde, og jeg har lært så meget om ham samtidigt. Det motiverer uden tvivl til at fortsætte arbejdet med udviklingen og stabiltet!

 

oddi2

michelle

   

Ponygames med Oddi

Der er blevet arrangeret nogle sjove sommer aktiviteter ude hos hestene her i ferien, og jeg er så heldig at have deltaget i sidste uge og i denne uge.

I dag lavede vi vores egen version af “Pony games”, hvor vi sammensatte vores egen lille bane med små lege og udfordringer fra jorden af. Jeg har aldrig prøvet det før i dag, men det virker som en super ting at lave med sin hest hvis man mangler noget afveksling eller skal have opbygget/styrket sit bånd.

 

Legene kunne eksempelvis være;

  • Trække hesten henover en presenning eller dug (gerne med farver eller mønstre)
  • “Strigle” hesten med en kost henover ryggen
  • Hoppe op på hestens ryg uden hjælpemidler
  • Stå på en stor balje og send hesten rundt i en volde rundt om.
  • Lig bomme ned på jorden og form dem som et “L”, og forsøg så at bakke hesten igennem.

ponygames-2 ponygames

En af legende i dag bestod af at jeg skulle “strigle” Oddi ligeså stille med en kost henover ryggen; Og til at starte med da jeg løftede kosten blev han virkelig forskrækket og bakkede lidt væk, men udviklingen i løbet af de få sekunder var fantastiske; det krævede blot et øjebliks rolighed og beroligende ord, hvorefter han bukker sig ned og snuser til kosten jeg viste ham og pegede på. Her opdagede han hurtigt der ingen fare var – og jeg kunne køre kosten roligt ned af ryggen på ham uden det mindste bøvl eller usikkerhed fra hans side af. – En RIGTIG god ting at øve med sin hest, hvis man i fremtiden skulle komme ud for noget sin hest bliver bange for!

michelle

Når angsten bliver bedøvet i tryghed…

Min evne til at være social med andre (både nye og kendte) mennesker, afhænger utrolig meget af om jeg føler mig tryg. Hvis man kender mig godt som person og jeg er i kendte og trygge fysiske omgivelser, er jeg meget udadvendt, – hvor hvis jeg derimod er et andet sted (et ukendt eller uvant sted) hvor jeg er omgivet af mennesker jeg ikke er van til, er jeg mere indadvendt og usikker, og har en tendens til at være isolerende.

Med kendte, trygge fysiske omgivelser hentyder jeg til der hvor jeg bor, og med ukendt eller uvant sted hentyder jeg til steder jeg aldrig har været, eller steder jeg godt kender til og måske af og til/ofte kommer, men som ikke er mit hjem. Derfor kan folk omkring mig nemt have to vidt forskellige oplevelser af hvordan jeg er som person, udfra hvor de møder og kender mig.

hej

mit-andet-hjem

Når jeg er sammen med hestene, føles det ligesom at være i min “faste base”, og her har jeg samme tryghed (hvis ikke større), end der hvor jeg bor. Ikke forstået som at jeg ikke kan være præget af angsten her nogle gange, men den er markant formindsket.

Jeg oplever somme tider at jeg kan have en helt almindelig “small-talk” med endda helt fremmede mennesker, hvilket er noget af det jeg har aller sværrest ved normalt, og jeg har aldrig helt forstået hvordan ‘man gør’. Men når jeg står med hestene, eller kan mærke dem under mig, er det lige som om at angsten bliver “bedøvet”, og min evne til at være social bliver meget bedre. Lidt som om at hestenes hjerteslag, bløde øjne og rolige, kærlige sind går ind og beroliger min anspændte krop. Og at have denne tryghed som giver mig de her positive sociale oplevelser, er en fantastisk start til at kunne udbrede endnu flere i fremtiden, i måske også andre sammenhæng. Ordene kommer nemmere glidende, og bliver modsat ikke gennemtænkt igen og igen og ryger ud af munden med et hurtigt-bankende hjerte.

michelle