Kære Feykir, Vinur, Oddi, Fagur og Moldi.

Jeg tror slet ikke, i har nogen anelse om, hvor meget jeg holder af jer, og hvor meget i hjælper mig. Det bedste jeg ved er, at komme ud til jer, og i så kommer hen til mig, når jeg går ud på marken. Jeg elsker så inderligt, når i lader mig give jer en grime på, og lader mig trække jer med ind i stalden. Aldrig har jeg haft sådan et forhold til nogen, som jeg har til jer. I er fuldkommen unikke for mig. I har bogstaveligtalt reddet mit liv. I har reddet mig, og trækket mig op, da jeg var aller længst nede, og i nåede det inden det blev for sent. For jeg tror ærligtalt det ville have endt sådan, hvis det ikke var for jer. Jeg ved det lyder helt sindssygt, men i har virkelig gjort, og gør en kæmpe forskel.

I fik mig op og stå, og jeg er gået fra at være en pige der levede og handlede i anoreksiens klør konstant, til nu at være en pige der kan have stunder hvor jeg faktisk kan føle mig GLAD, og ikke mindst kæmper for sit liv, fremfor imod det.

I giver mig en helt speciel glæde, som ingen andre kan give mig. I fylder min hverdag på en særlig måde, og den kildende fornemmelse i maven kommer frem, hver gang jeg er sammen med jer. Følelsen af at tølte eller galoppere ud i det blå, er det bedste. Det er den fedeste følelse, specielt fordi vi gør det sammen. Vi samarbejder. I realiteten kunne i bare nægte, – være umulige og smide mig af. Men det gør i ikke. I samarbejder med mig.

Én ting er sikkert og det er at jeg VED i aldrig kunne finde på at gøre noget for at såre mig. I kan mærke når jeg er ked af det, og straks bliver i omsorgsfulde og viser empati. Empati jeg kan mærke, – uden et eneste ord. Jeg kan bare mærke og føle det mentalt og fysisk.

Alt i alt, så tusind tak for det hele. Jeg ved at jeg aldrig vil glemme jer; jeg vil aldrig glemme hvordan i har hjulpet mig, og stadig gør. I betyder alverdens for mig, og der går ikke en dag, – ikke engang en TIME, uden jeg skænker jer alle en tanke.

♥♥♥

Jeg havde en rigtig god ridetur ude i skoven idag, i min ridetime.

Trods jeg ikke var helt på toppen sidste gang, som Feykir derimod var, så kom jeg ovenpå igen idag. Feykir formår altid at gøre mig mere opmærksom i min tilstedeværelse, – dog for det meste ved at lave lidt ballade 😉

Derfor red jeg på Fagur idag, og jeg havde det en del bedre til at starte med. Det endte ud i at blive en ridetur med både skridt, trav og galop, og jeg nød det i fulde drag. Jeg følte mig hverken usikker eller utryg på noget tidspunkt, tværtimod var jeg bare afslappet. Fagur er en utrolig dejligt hest, som har lært mig rigtig meget, som som stadig lærer mig rigtig meget. Han var den hest, jeg startede med at ride på, så det giver måske også sig selv. Jeg ser virkelig meget frem til at lærer endnu mere, og på et tidspunkt lærer det på Feykir også. Jeg yder mit aller bedste, for ejg ved hvor glad jeg bliver når jeg opnår det jeg kæmper for!

Hav en rigtig dejlig dag derude <3

Søde Fagur, der er liiidt for træt til at holde hovedet selv!

– Mange kram, Michelle

Jeg kan ærligt sige, at rideterapien er den bedste og eneste form for terapi, der nogensinde har hjulpet mig til alt det fremgang jeg gør. Jeg var ude hos hestene idag, og jeg kom til at tænke på, hvor meget godt det egentlig har givet mig, og stadig giver mig.

Jeg har været igennem en lang række dag- og døgnindlæggelser, som de fleste gange har måtte være mod min vilje, fordi jeg ikke selv havde motivationen i mig. De behandlere jeg har haft under mine indlæggelser, erkendte efterhånden også til sidst, at deres “behandling” ikke gjorde en forskel for mig, fordi jeg var så fastlåst i min sygdom. Man kan ikke få hjælp, hvis ikke man selv vil hjælpes.

Når jeg sidder på ryggen af en af hestene, eller i det heletaget hvis jeg bare er sammen med dem, føles det som om at min verden bliver lyst helt op. Som om at lyset formår at fjerne alt mørket, og formår at få mig til at glemme alle de negative tanker.

Følelsen af at galoppere derud af, føles helt fantastisk. Det er den bedste følelse jeg kender, og jeg nyder det mere end hvad der overhovedet burde at være muligt. Smilet er som klistret fast på mine læber, – så meget, at mine kæber bliver ømme.

Jeg striglede både Vinur, Feykir og Oddi idag, og det var så rart og hyggeligt, at stå med dem hver især.

Oddi har jeg aldrig haft den store kontakt til før, men jeg var glad for, at jeg valgte at tage ham, og bruge tid på at snakke og strigle ham. Konklusionen her er klart, at han uden tvivl er en mindst ligeså fantastisk skabning, som de andre fire.

Feykir var bare som sædvanlig Feykir; så skøn, og hans smukke øjne og bestemte personlighed, fanger mig som altid. Til tider kan han være  enormt fræk og drive mig helt til vanvid med det, da han altid liiigé skal teste af, hvem der bestemmer. Men det er sådan han er, og jeg kan godt lide ham sådan. Han er faktisk lidt teenager agtig,  – han gør som han selv vil, og kan til tider være ret så flabet, haha. Han mener jo intet ondt i det, han er bare en unghest med en masse mod og selvtillid, og som har en masse han skal lære. Og så har han ret meget attitude, – men så må jeg bare vise ham, at det har jeg også. For når man kommer tæt på ham, rider ham, og bare står og kæler ham på ryggen, er han et helt fantastisk væsen.

Og Vinur… Åh, fineste lille Vinur. Ham må jeg ærligt indrømme, at jeg er blevet helt vildt glad for. Han er så dejlig en hest, og hans personlighed gøre bare, at jeg smelter helt. Jeg bliver så glad hver gang han lader mig sætte grimen på ham, og bare står helt stille og roligt imens. Nogengange er han (som tidligere skrevet på bloggen) ikke så glad for menneske-kontakt, og kan have det meget med at gå væk, når man forsøger at sætte grimen på ham. Derfor er det for mig, en kæmpe succes når det lykkedes mig at gøre det.

Når jeg står med ham, er han så rar og kærlig. Jeg står bare i en afslappet ro og kæler med ham, og giver ham lov til at være sig selv. Og det samme gør han ved mig.

Jeg har desuden et eller andet med Vinurs øjne.. Jeg synes de er så bedårende og kære, og jeg falder for dem hver gang. Samtidigt synes jeg de udviser en form for følsomhed.

ved ikke om det bare er mig, men jeg synes der er noget helt særligt ved hans øjne. Noget nuttet, – noget jeg falder for. De ser så små og skrøbelige ud.

Idag har jeg været ude ved hestene to gange, hvor jeg begge gange har haft gode oplevelser. Første gang var i ti pausen, hvor jeg skulle fodre Moldi, som som altid blev rigtig glad for hans mad. Jeg hilste også kort på de andre heste, som desuden også var vældigt interesseret i hans mad.

Jeg forsøgte at komme i kontakt med Vinur, men dog uden held. Han er inde i en periode for tiden, hvor han ikke altid har lysten til at snakke eller være i kontakt med mennesker. Det kan godt give mig lidt en “øv-følelse”, i dét jeg generelt har det meget nemt ved at vende tingene indad, – også selvom det ofte viser sig ikke at have noget med mig at gøre. Men igen, – han er et levende væsen, og ligesom vi mennesker ikke altid kan have gode dage, så må det også være sådan for en hest.

Som sagt var jeg ude hos dem to gange, og anden gang var i eftermiddags, hvor jeg havde det lidt skidt. Her havde jeg ingen problemer med at få hans kontakt, tværtimod var han selv kontaktsøgende, og jeg fik en grime på ham helt uden problemer. Jeg trak ham med fra marken og op i stalden, og i det vi begynder at gå derhen ad, kom de fire andre heste galopperende hen mod os. For nogen ville det højsensynligt virke voldsomt, og jeg er sikker på, at en del mennesker ville få et chok.. Det gjorde jeg ikke. Tværtimod voksede smilet blot på mine læber, og det sitrede nærmest i hele min krop, som reagerede på den glædes-følelse jeg fik. De stoppede og skridtede videre efter Vinur og jeg, da de nåede os. Jeg følte mig tryg og tilpas, ikke mindst følte jeg mig god nok.

Jeg kan mærke i min krop, at jeg brænder for det her. Jeg brænder for hestene, jeg brænder for ridningen, for deres nærvær og alle de oplevelser der blot står i kø, for at blive oplevet. Jeg ser frem til flere erfaringer, – gode som dårlige. Jeg ser frem til at forbedre mig selv som rytter, og det vil jeg uden tvivl yde mit bedste for. Én ting er sikkert, og det er, at den følelse de giver mig, er en der kan motivere mig helt kolosalt, og jeg er sikker på, det her er vejen og nøglen til et bedre liv, – uden sygdom.

 Total nærbilleder, haha, men han er da for skøn!

Det virker måske en smule plat, men i lørdags skulle jeg fodre Moldi, for aller første gang. Jeg kan ikke beskrive med ord, hvor utrolig glad og afslappet jeg var, da jeg kom derud. Jeg havde set frem til det i ugevis, og var så spændt og havde sommerfugle i maven, da vi var på vej derud. Jeg følte jeg skulle tage et ansvar, og jeg havde det ikke skidt med det ansvar jeg tog, hvilket jeg plejer at have med andre ting.

Jeg hyggede mig enormt med, at blande hans mad sammen, og give ham det. Jeg husker stadig, hvor glad han var, da jeg stillede spanden foran ham.

Det sidste stykke tid, har jeg lagt mærke til den særlige kontakt, jeg føler jeg har til ham. Han er så rolig, og jeg føler mig helt tryg ved at stå med ham, og jeg ville også føle mig fuldstændig tryg ved, at sætte mig op på ham, selvom jeg aldrig har redet ham før. Jeg har en eller anden fornemmelse af, at han vil passe på mig, fordi han kan mærke at jeg til tider kan være ustabil. Jeg ved ikke om det er sådan det er, men det er sådan jeg mærker det. Jeg føler han har empati med mig. Jeg føler mig ikke afvist af ham, på nogen som helst måder, og bare det i sig selv gør mig glad. Jeg har rigtig svært ved at tro på at andre kan lide mig, og har en kæmpe frygt for afvisning.. Men jeg mærker noget helt specielt med Moldi.

Han er sådan en dejlig hest, og jeg glæder mig sådan, til jeg en dag skal prøve at ride på ham.

Se lige hvor sød han er, – han har hovedet helt nede i spanden. Bliver altid så glad af at se billedet.

Hav en rigtig dejlig dejlig dag, mange varme kram fra Michelle <3