Man får ikke succes, – man kæmper for det.

„Man får ikke succes, man kæmper for det.“ – og det er SÅ rigtigt. Jeg har alt for store krav til mig selv, og når der er noget jeg ikke klarer, så er det nedtur, og så kommer tankerne: “jeg er ikke god nok til det” “jeg burde bare stoppe” “de griner af dig bag din ryg”… Og sådan er det også med ridning. Dog har jeg haft noven opture de sidste mange gange, da jeg er kommet ret godt ind i gangarten tølt, på min elskede Feykir. Jeg ved hvordan jeg sætter ham igang, holder ham i det, og stopper ham. Jeg ved præcis hvad jeg skal gøre med hænderne/armene, mine ben og min holdning. Jeg føler kort sagt at jeg kan finde ud af det.

idag red jeg i skoven på Fagur, som er en meget rolig, doven og afslappende hest. Oveni det, skulle jeg udfordres med et nyt slags hovedtøj, hvori der ikke var bid. Altså var det mest næseremmen man styrede med. Og det var  svært. Især når jeg er så van til Feykir, som er følsom og energisk. Og der kunne jeg godt få lidt en øv følelse, fordi jeg i så lang tid har reddet Feykir, som er modsat i forhold til Fagur. Jeg er også begyndt at komme lidt mere ind i gangarten trav, hvilket også er en kæmpe udfordring, da jeg jo er van til at sidde, som skulle jeg tølte. Og det samme med galop, – jeg kan sagtens sætte ham i galop, det er ikke problemet. Problemet er, at skulle holde ham intet, imens jeg koncentrere mig om at holde ham ude i hovslaget. Men det er meningen med indlægget, – man får ikke succes, man kæmper for det. Og sådan er det med alt. Og jeg er sikker på, det kun bliver forstærket, når man er i det tidspunkt i sit liv, hvor man er ekstra sårbar, ligesom jeg er nu. Men det var ligesom tølten, – det kunne jeg heller ikke i starten, men nu kan jeg det. Selvfølgelig kan jeg lave fejl, – men hvem kan ikke det? Jeg ser ihvertfald frem til i aften, hvor jeg skal til longeringskursus med Feykir, og imorgen hvor jeg stensikkert skal øve mig lidt mere på trav.

Hav en dejlig dag, i får lige et sødt billede af Fagur og Feykir, som primært var ‘hovedpersonerne’ i mit indlæg 🙂 (Fagur er den mørke, og Feykir er den lyse).

 

image

image

– Michelle

Kære Feykir

Kære Feykir

Du gjorde det igen. Du lyste min lille mørke verden op, og lige i tide, inden det hele for alvor var ved at ramle sammen for mig. Du har vendt min dag, som med lethed kunne være endt galt, og som var tæt på. Men det skete ikke, og det kan jeg takke dig for. Jeg fik taget mig sammen, og tog ud til dig, og det blev bedre. Det gør det altid i dit selskab.

Du lod mig ae dig, og kysse din fine, bløde mule. Du gav mig den kærlighed, jeg havde brug for og det var lige præcis dén jeg hungrede efter,  – og ingen anden kunne have erstattet den.

Du er den der motivere mig aller mest, og giver mig den største lyst til livet, og dens værdier.

Så tak, Feykir. Tak fordi du viser mig den kærlighed og omsorg du giver mig, og tak fordi du er her for mig. Du er den bedste og motivere mig mere end noget andet.

image image image

Du er min smukke, smukke prins, og jeg elsker dig. Jeg glæder mig til i næste uge, hvor vi sikkert skal tilbringe en masse tid sammen igen.

– Michelle

De bedste trøstere

De her dage er ekstra hårde for mig. Jeg er maks presset, både i forhold til presset jeg føler i skolen, men også de mange personlige ting der går mig på.

Jeg har været til ridning i tirsdags, til hestemøde igår, og været ude og fodre hestene i frikvarteret idag. Det er simpelthen så skønt, at have sådan et frirum som jeg har. Fra når jeg træder ind i stalden, og til jeg går ud, føler jeg mig hel, på en helt speciel måde. Jeg føler min fysiske og psykiske uro bliver mindre, og jeg føler, jeg kan slappe af uden skam. Det føles rart, og jeg har slet ikke i sinde, at dykke ned med anoreksien, som ellers gør et godt forsøg på at få mig til det. Men med min fornuft så ved jeg, at det også ville have konsekvenser såsom at  jeg ikke ville kunne have kræfter til at ride, eller være sammen med hestene i det hele taget. Så jeg holder fast i den hårde kamp, – fordi jeg ved hvad jeg vil. Jeg vil være sammen med hestene, jeg vil ride, og ikke mindst, vil jeg passe på dem. Det er det, der gør mig glad, og det er det jeg brænder for. Den glæde de giver mig, er en glæde jeg ikke vil være foruden.

Som jeg tidligere skrev, har jeg nemt ved at føle svigt, – og jeg tror, hestene kan mærke det. Når de kommer hen til mig, føler jeg at de møder mig på en anden måde. Jeg føler en form for en opmuntring, og mærker deres kærlighed. Specielt Feykir og Oddi opsøger mig meget i sådanne situationer.

 

image

Den bedste, og mest trofaste ven

Idag gik det op for mig, hvor trofaste og tillidsfulde heste er. Eller, jeg vidste det godt i forvejen, men idag gik det sådan virkelig op for mig.

Jeg føler nemt svigt, men når jeg tænker over det, – har jeg ikke følt det ved hestene.

Selvom de kan have en tendens til at teste mig af, føler jeg alligevel altid at de gerne vil mig. Jeg føler de acceptere mig.

De har hver deres personligheder, ligesom vi mennesker også har; nogen af dem er måske kærlige og følsomme, hvor andre er kostbare og bestemte, eller noget tredje eller fjerde, – eller noget helt midt imellem. Men lige meget hvilken personlighed de har, har de ihvertfald én ting, tilfælles; deres trofasthed.

De kan mærke når man er ked af det, og jeg føler og mærker, at de kan ændre sig, for at muntre mig op. Men hvis eksempelvis jeg har en god dag, bliver de også selv lidt mere energiske og tilfredse.

En anden ting er, at heste ikke bærer den nag. Om man kommer til at skræmme dem, eller gør noget forkert, så bærer de den ikke nag. Overhovedet, – det er ihvertfald ikke min oplevelse. De kan selvfølgelig godt blive lidt forvirret og bange i øjeblikket, men de bærer den ikke nag.

Det er noget af det jeg særligt godt kan lide ved dem. Ligemeget hvilket humør jeg er i, så er de der. Ligemeget om man har lavet en fejl, – så er de der også. Man kan føle at hele verden er imod en, – men hestene vil altid være der.

tilblog

 

Hav en rigtig dejlig aften <3

Drøm + fodring

Hej!

Det er ved at være lidt tid siden, sidste indlæg. Jeg har haft ret travlt, – både med hestene, job, skole, og holde sammen på mig selv. Og ja, – jeg har fået arbejde! NU skal jeg kæmpe for min drøm. Spørger i menneskerne omkring mig, vil de siger jeg er en stræber, og at jeg er ivrig efter det jeg vil have. Jeg har en fightervilje, og giver ikke op før jeg har opnået det jeg ønsker. Uanset hvor meget kamp og hvor mange tårer det må koste.

Jeg har en spirerende tanke om at jeg vil spare op til en hest, til når jeg engang flytter hjem igen. Jeg synes det er meget oplagt, i det at hestene hjælper og motivere mig så meget som de gør. Bare tanken og ønsket om det formår ihvertfald at gøre mig helt høj af glæde. Jeg er også sikker på, at chancen for et muligt tilbagefald ville blive mindre.

Jeg ved godt, at det her på ingen måder bliver nemt, og at det bliver en langvarig process at spare op. Både fysisk og psykisk. Men som det ser ud nu, så skal jeg også blive boende hvor jeg gør i et godt stykke tid endnu.

Jeg tror også bare, at det med hvis jeg fik min helt EGEN hest, ville blive noget helt specielt. Det at jeg ville have min helt egen, og en der kun er min

 

Udover mine store drømme-planer, har jeg tidligere idag været ude og fodre de fem guldklumper. Jeg synes det var lidt svært at få dem alle fem med op i stalden, men der var heldigvis to andre piger som hjalp mig. Det blev jeg rigtig glad for, og nu ved jeg også hvad jeg skal gøre næste gang.

Der var tre af hestene som kom hen til mig nede på marken, og det gjorde mig så glad. Det er helt vildt, at noget så “simpelt” som at de kom hen til mig, formåede at ændre mit humør, og min dag til det bedre. Det var så dejligt, at se de alle fem heste guffe i sig. De blev så glade, og jeg nød synet. Jeg kunne stå og kigge på det i timevis. og gå og kæle med dem konstant.

Som jeg skrev først i indlægget har jeg lidt travlt for tiden, så grundet arbejde har jeg ikke set dem siden tirsdag. Normalt plejer jeg at være ude hos dem hver anden-tredje dag, og nogengange hver dag, – så det var dejligt at se dem igen.

I får lige en collage af fire våde hestemuler som spiser. (Jeg tog ikke lige billeder af Vinur, da en af de andre stod ved ham og sadlede ham op.)

 

Maaaad

Hav en dejlig weekend. Selvom jeg nu bare ser frem til den er forbi, så jeg kan komme ud og ride mandag og tirsdag :)))

 

– Michelle <3