Første ridetur selv – ansvar

Idag var en stor dag for mig. Jeg fik striglet Fagur, sadlet op og lagde hovedtøj på ham, for derefter at ride på ham ude i skoven. Det var så dejligt at kunne gøre, især når formiddagene her kan være så lange.

I starten da jeg nåede ude i skoven, kunne jeg godt mærke at Fagur rigtigt gerne ville bestemme. Han tog selv de mindste chancer for at vende om, men så måtte jeg jo være hårdere i mit kropssprog og vise hvem der bestemte. Og det fandt han hurtigt ud af, var mig.

Han var også lidt svær at sætte igang i trav i starten, men han skulle bare lige igang, og så behøvede jeg kun lige at bruge kroppen og munden til at få ham igang senere på turen. Alt i alt var det en skøn tur, og jeg følte jeg tog massere af ansvar og viste selvstændighed. Og det er et skridt for mig, – jeg har kæmpet, og kæmper stadig meget med det selv at skulle tage ansvar. Jeg ved godt det ikke helt er det samme, – og så alligevel. Jeg TOG jo ansvar, og det var slet ikke farligt. Jeg tror det er en god måde at øve sig på at tage ansvar, – ihvertfald for mig. Jeg er sikker på, at det her også vil hjælpe mig en hel del, imod den rigtige retning.

1419926_10205592481757523_1506489974_n 12380482_10205592481877526_1640545908_n 12388205_10205592481957528_2012929746_n

Nogle af billederne der blev taget idag på turen 🙂

Forresten har jeg opdateret galleriet, som i kan finder under menuen. Der ligger en masse søde billeder af hestene (og lidt mig 😉 haha).

Mange kram, hav en dejlig lørdag.

3 dage uden Feykir!!

Tirsdag aften, faktisk lige præcis efter min ridetime, blev jeg syg med mave influenza. Det har været så hårdt, ikke at være ude hos hestene, og især det, at jeg ikke havde set Feykir siden da. Feykir er jo mit, – ja, bogstaveligste et og alt lige nu. Det er ham der holder mig kørende og igang. Det er ham der får mig til at stå op om morgenen, til at holde mig fra at gøre uhensigtsmæssige ting, og får mig til at føle mig hel, i hans selskab. Han kan noget særligt. Han driller mig altid, – også selvom jeg kan være nede, men det gør mig kun glad. Mange folk omkring mig har altid sagt, at de har været bange for hvad de skulle og måtte sige og gøre omkring mig når jeg bar sårbar, – men det er Feykir ikke bange for. Han er bare sig selv. Men på en meget omsorgsfuld måde. Og det har været svært at undvære. Især fordi, at hverken mit fysiske eller psykiske helbred har været helt i top, og der kunne jeg godt bruge ham. Heldigvis var jeg lige et smut forbi han igår, – dog kun i fem minutter, men det er da klart bedre end ingenting. Det første jeg gjorde var bare at give ham et stort kram, og et kys på mulen. Jeg havde savnet ham så meget, og jeg kan slet ikke vente til imorgen, hvor jeg skal ud og longere ham, og fodre dem allesammen. Det er helt sindssygt, at jeg er blevet så glad for ham, som jeg er. Jeg kan slet ikke forestille mig en hverdag uden ham.

image

Hvordan har i det, når i ikke har været sammen med jeres, i bare et par dage?

En ny, skøn hesteryg – Moldi

Idag red jeg for anden gang på kære Moldi, – og hold da op hvor er der forskel, på de fire hesterygge jeg det sidste år har prøvet at ride. Jeg red en smule da jeg var yngre, – men overhovedet ikke noget ‘seriøst’.

Ihvertfald red jeg en skøn tur på Moldi idag, i ridetimen, og han er simpelhen så skøn. Jeg prøver at snakke mere med ham når jeg er ude på besøg, da jeg rigtig gerne vil forbedre kemien. Han er jo ikke den jeg har haft aller mest at gøre med, til dels fordi han kan være svær at komme i kontakt med. Men de sidste 3-4 gange, har jeg kunne komme i kontakt med ham, og det gør mig så glad.

Når jeg kigger på ham, og skal beskrive ham, ville jeg beskrive ham som skrøbelig. Ikke noget negativt, – tværtimod, – han kan bare opleves lidt sky og tilbagetrækkende en gang imellem. Men jeg bliver hverken sur eller irriteret, når han kan være sådan, overhovedet, jeg kan nærmere afspejle mig i ham. Jeg acceptere hans signaler (med mindre han skal fodres, eller hvis jeg skal noget med ham), da jeg finder det utrolig vigtigt at gøre. Ligesom vi som mennesker har personlige grænser, har heste det også. Jeg bryder mig heller ikke om, at folk kommer tæt på, når jeg helst bare vil gå for mig selv. Heste kan også have dårlige dage, og har også følelser.

Derudover er han også en utrolig skøn, forsigtig og klog hest, som jeg rigtig godt kan lide at ride. Jeg føler mig meget tryg på ham, og føler jeg har kontrollen over ham, når jeg sidder på hans ryg. Han passer alt i alt, rigtig godt til mig, selvom han ikke er så nem at tølte, – hvilket klart er min yndlings gangart. Men han er god at øve trav på, når jeg skal øve videre på Feykir.

Budskabet med indlægget er blandt andet, at alle levende skabninger har følelser, selv en hest. Også at jeg selv kan afspejle mig selv i ham, en gang imellem. Derudover havde jeg også bare lyst til at fortælle, hvilken fantastisk følelse jeg fik, da jeg følte mig så godt tilpas på ham idag. Jeg følte jeg kunne styre ham, – og ja, at jeg kort sagt havde kontrollen over ham. Og det er sådan noget, jeg kan se tilbage på, flere dage efter, og få en rar følelse af. Når jeg ikke føler jeg dur til noget, kan jeg tænke tilbage på det og smile. Jeg ELSKER, sådanne opture til ridning.

image imageSkønne, herlige Moldi ❤️ Det ville gøre mig så glad hvis i skrev en kommentar, den behøver ikke være lang eller noget, det ville bare gøre mig glad. Mange hilsner fra mig, godnat og sov godt 🐎

En hverdag med mere glæde

Jeg har længe gået og tænkt på at lave dette indlæg, da det er utrolig personligt, og går ind over nogle meget intime ting. Men jeg vælger at skrive det, fordi det måske kunne hjælpe andre der har eller står i samme situation som jeg har gjort, og til tider stadig gør.

Det kommer nok ikke som nogen overraskelse (da jeg har skrevet det før), at hestene er og har været en rigtig stor hjælp i mit liv. Jeg kan kort og ærligt sige, at de har været en af grundende til, jeg stadig er i live.

Jeg har lidt meget af selvmordsforsøg, og alvorlig selvskade, men det er yderst sjælendt det sker, lige nu. Jeg tænker altid – “så kan jeg jo ikke komme ud til hestene” “så kan jeg ikke ride igen” og “så ville jeg aldrig kunne være sammen med dem igen”. Og det vil jeg ikke risikere. Når jeg er ude hos dem, er det som et frirum. Og frirummet starter, når jeg træder ind i stalden, og slutter til jeg slukker lyset og går ud igen. Det føles fantastisk. Jeg kan ærligt sige, at jeg føler mig GLAD. Og det hører man ellers aldrig mig sige, fordi jeg ærligtalt ikke føler mig det. Men i hestenes selskab, og når jeg laver noget med dem, føler jeg mig helt ærligt, GLAD. Jeg smiler, og de dumme tanker, og den motoriske uro forsvinder. Jeg ikke så meget som tænker på det. Det er pist væk, i de øjeblikke. Jeg har længe gået og bildt mig selv ind, at jeg ikke hørte til, i den her store verden. Men jeg tog fejl. Jeg tog helt og andeles fejl. Jeg skal leve, og jeg hører til her. Jeg hører til hos Feykir, Moldi, Oddi, Fagur og Vinur. De har ikke svigtet mig, og jeg kommer heller ikke til at svigte dem.

Når jeg tænker mig om, er det helt utroligt hvor meget de har hjulpet mig. Og så især med sådanne alvorlige ting, som dette. Nogengange kunne det ske hver uge, – og hvem ville vide, hvornår det ville sige stop? Dette ville ingen vide. Men en ting er sikkert, og det er  at min krop ikke ville kunne holde til alt det her i længden. Men jeg er her. Jeg er i live, og viser fremgang hver evig eneste dag. Aldrig havde jeg troet, at fem heste kunne hjælpe et andet menneske så meget. Men det har de virkelig, og selvom jeg en dag flytter fra mit bosted, vil de altid være en del af min livshistorie. Jeg vil huske dem som dem, der bogstaveligste var med til at redde mig, fra mig selv. Jeg vil aldrig glemme dem, og det magiske noget, de gjorde ved mig.

 

imageSøde, frække Feykir til venstre, og dejlige, forsigtige Moldi på højre.

Hav en god dag <3