Glæde, nervøsitet og savn

Jeg er typen, at når jeg går op i noget, – går jeg op i det i en så stor grad, at det fylder hele min verden. Jeg tænker nærmest på det konstant, og bliver helt hjernevasket af det. Det oplever jeg især med ridningen, – det fylder mit hoved, og føles selvfølgelig fantastisk.

Her kan min sygdom dog også spille ind;

Jeg bliver så nervøs og bange, inden jeg skal til ridning. Og det kan starte hele to dage før, og især dagen inden, er det slemt. Jeg tænker med det samme at jeg skal præstere mit ubberste, og imponere. Og faktisk er krævende så høje, at jeg til tider kan gå rigtig skuffet derfra, samtidigt med at være vred på mig selv. Jeg har ofte kravene, at jeg bare skal være et naturtalent, og ride perfekt. Så her kan i godt se, at jeg ofte ikke kan leve op til det. Og det kan jeg sagtens med min fornuft se, når jeg ikke står i det.

Jeg har gået til ridning i et års tid, – og helt ærligt, de fleste ryttere har redet i årevis. Selvfølgelig er der forskel, og selvfølgelig skal det ikke være et nederlag. Hestene kan have dårlige dage, og det samme kan jeg. Og det kan jo nemt påvirke ridningen. Som jeg på et tidspunkt fik afvide, handler det ikke om at være god, – men at elske det man laver. Og det minder jeg mig selv om, når jeg kan.

Det er som om, at den ros jeg får, bare ikke trænger ind. Jeg glemmer dem med det samme igen, som når jeg får det afvide. Derimod når jeg bliver rettet, tager jeg det meget personligt, og tænker på det lang tid efter.

Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste der har det sådan. Kender i til det?

Alt i alt er det en træls tanke og følelse, men det er jo noget man skal arbejde med, og jeg tror på, det bliver bedre med tiden, hvis man sørger for at minde sig selv om det, i situationer hvor man fejler. Hvilket man jo altid kan gøre som rytter!

 

Her får i lige et billede af Feykir og jeg, fra igår 🙂

image

God aften 🙂

„Og til slut er det ikke mængden af år i dit liv, der tæller – det er mængden af liv i dine år,“

Noget jeg har indset er, at jeg aldrig i mit liv, har oplevet sådan en glæde, som jeg har for hestene. Jeg føler mig så levende når jeg er sammen med dem, – jeg kan mærke mig selv.

Og det er her citatet kommer ind;

„Og til slut er det ikke mængden af år i dit liv, der tæller – det er mængden af liv i dine år,“

Og jeg er overbevist om, at det sidste år, har været det år, hvor jeg har oplevet mest liv, i deres selskab. Jeg har følt, at jeg i deres selskab er blevet accepteret. Jeg har følt, – og føler, at jeg kan være hundrede procent mig selv. Jeg kan gøre hvad jeg vil foran dem, – om så jeg siger noget vildt mærkeligt, eller gør noget utrolig bizart som andre mennesker ville synes var mærkeligt, så acceptere de det. Jeg føler der er plads til mig. Jeg føler de giver mig den plads, jeg har brug for. Det er mit frirum. Fra jeg trækker stalddøren til side, og går ind, til jeg går ud igen. I det tidsrum, kan jeg umuligt føle mig utilpas.

Feykir han er så trofast som nogen kan være overfor mig. Nogengange oplever jeg, at han går hen til mig, når jeg står med en grime, som om – “er det mig?”, og nogengange når jeg gær ud af stalden, går han hen ved siden af, som om han vil sige farvel. Når jeg har haft en skidt dag, kan han mærke det, og bliver helt rolig. Han putter hans mule hen til mig, og er så kærlig.

Moldi har jeg også noget særligt med, – han er så unik, og jeg føler, vi begge har empati med hinanden. Han kan være usikker, ligesom jeg kan. Men vi har arbejdet meget med vores ‘forhold’, – i starten kunne jeg sjælendt få fat i ham, og nu kan jeg for det meste uden problemer.

Fagur er også rigtig kærlig overfor mig, – og lader mig altid ae ham, hvilket han var afvisende for i starten.

Vinur, – ja Vinur, han er bare super dejlig! Han er så stille, rolig og kærlig, og jeg er så glad for ham.

Oddi er også en skøn personlighed, som jeg især har fået et godt forhold til, de sidste par måneder.

Jeg glæder mig så meget til, at skulle til at arbejde noget mere med dem ALLE. De er virkelig de bedste venner, man kunne ønske sig. De mest trofaste, og respekterende. Jeg stoler trygt på dem,

Det er fantastisk, at have sådanne personligheder omkring sig. Det er noget alle mennesker fortjener, – en personlighed, der acceptere en, for præcis den man er.

Her får i lige, et rigtig smukt billede af Feykir, jeg lige fandt. Men jeg synes alle billeder hvor Feykir på, er helt fantastiske. Kender i følelsen??

image

Mange kram fra mig!

Ny ridehjelm, og en glædesommelig følelse

Hej i alle

Jeg har haft en dejlig uge med hestene. Mandag havde jeg en skøn ridetur på Moldi, og tirsdag trænede jeg kort lidt trav med Feykir. Jeg har besøgt dem i stortset alle mine frikvartere, og det har været så skønt. Jeg har øvet lidt tillid med Moldi især, og lidt Feykir.

Imorgen formiddag skal jeg ude og træne med Feykir, og jeg er lidt i tvivl om, om der skal øves trav eller tølt. Jeg er faktisk utrolig glad for begge gangarter, men det bliver nok højsensynligt til øvelse af trav.

Søndag skal jeg ud til guldklumperne igen. Denne gang skal jeg både fodre, longere Moldi og ride en tur i skoven på Fagur. Så jeg krydser virkelig fingre for, at sneen er væk der. De har jo lovet tøvejr natten til søndag.

Jeg ser frem til at skulle træne med de tre,især nu hvor jeg lige har fået min nye hjelm!

Jeg bestillede en ridehjelm privat hos en på Facebook. Den er LIGE mig, med de similisten, og det mørkebrune læder. Og den passer perfekt. Er utrolig glad for den, og den har fået ‘spotlight pladsen’ på mit værelse 😉 Så kan jeg gå, og dagdrømme.

 

image

Håber i alle har ligeså skønne planer i weekenden, som jeg!

Succes oplevelse på Moldi

Idag var jeg til ridetime, og vi besluttede os for at ride i skoven. Jeg havde et ønske om, at ride Moldi, da jeg også er rigtig glad for at ride på ham.

Jeg red så på ham, og det var simpelthen sådan en vidunderlig tur ude i skoven. Snelandskab, og så en god trav i et godt tempo, på en god hest! Jeg behøvede slet ikke at drive ham, jeg skulle bare lige diagere ham ved, at lave den velkendte lyd med munden. Så vidste han, hvad han skulle.

Det var sådan en succes oplevelse, og det er lang tid siden, at jeg har følt den glæde som jeg gjorde idag, – både i og efter ridetimen. Det var så skønt, og jeg er sikker på, at jeg vil leve højt på oplevelsen i lidt tid endnu.

Jeg har nævnt det før, men jeg føler et særligt bånd mellem Moldi og jeg. Hvordan jeg skal beskrive det, ved jeg ikke. Måske fordi jeg kan se nogle af mine egne træk, i ham? Vi har begge en usikkerhed, og har svært ved at lade folk komme for tæt på. Ved Moldi er det bare lidt mere tydeligt, da han bogstavligtalt har svært ved at lade folk komme tæt på. Men jeg har arbejdet med, et stykke tid, at træne det med, at få fat i ham.mlg det synes jeg lykkes rigtig godt. De sidste mange gange, har jeg kunne gøre det uden problemer. Og jeg sørger også for, at gøre de oplevelser vi har sammen, behagelige og stille og rolige. Jeg vil have at han skal stole på mig, og vide at jeg er her for ham. Det lyder måske af meget, men jeg tror bare Jeg her tænker på, hvad jeg ville have folk skulle gøre ved mig.

Han er alt i alt en rigtig dejlig hest, som jeg glæder mig til at tilbringe mere tid med!

image

Billedet er desværre ikke taget idag, men synes lige i skulle se, hvor smuk og skøn han ser ud!

 

God aften❤️

Older posts