Ingen tvangstanker

Jeg er meget præget af tvangstanker, – og de dukker op tusindvis gange dagligt, og selvfølgelig (og desværre) holder de heller ikke mund, når jeg er sammen med hestene.

Men som sagt er dét sted, og deres selskab mit frirum. Jeg tør normalvis aldrig at stritte imod eller ignorere, men hver gang jeg træder ind af stalddøren, laver jeg en aftale med mig selv;

INGEN TVANGSHANDLINGER.

Jeg kan desværre ikke styre tankerne, men handlingerne kan jeg forsøge på. Og HER, i DISSE omgivelser, føler jeg mig tryg og tilpas nok til at forsøge. Ofte fanger jeg mig selv i at gøre det helt pr. automatik, men mange flere gange, fanger jeg også mig selv I situationen, og stopper op. Jeg kigger ofte på hestene, og forsøger at finde min styrke frem, og springe ud i udfordringen. Frygten, skylden og samvittigheden spiller med det samme ind, – nogengange er det værre end andre. Frygten for, at hvad tvangstanken truede med, hvis jeg ikke aflyd, skylden for at det ville ske, og den dårlige samvittighed over hvis truslen bliver reelt. Sådan hænger de ihvertfald sammen hos mig.

Heldigvis ved jeg, at med den fornuft jeg har, og ofte kan bruge uden for situationer som disse, at det ikke er rigtigt. Jeg ved, at det er mit hoved, og mine tanker, der spiller mig et puds. Men i situationen, kan det være rigtig hårdt, og meget svært at stole på. Men modet er der, til at holde fast i, når jeg har sagt imod. Ofte står Feykir, Fagur, Vinur, Moldi eller Oddi jo ved siden af, og de er desuden de bedste til at forstå, og vende mit humør. Derfor har jeg modet og kræfterne til, at forsøge. Det er jo det tryggeste selskab for mig.

image

^ som sagt, kan han ALTID vende mit humør😛

 

Mange kram, og en masse hesteknus🐴💖

Tænk på Feykir

Smerten føltes som om, at den skar dybt i mit hjerte. Vreden steg, hvilket fik mine skridt til at blive hurtigere og hurtigere, for blot at holde de næste par minutter ud.

Tårene lå langt væk, men mærkes det kunne de. De pressede sig på, men var umulige at få ud, grundet vreden. Og det var jeg egentlig ret taknemmelig for lige nu, da jeg så slap for folks underlige, og mærkelige blikke.

Jeg gik på strøget, efter at være løbet væk, fra de mennesker der egentlig skulle passe på mig i situationer som disse. Men smerten gjorde for ondt, og jeg kunne ikke holde til, at bære den længere.

Jeg fortsatte med at gå, men åbnede forsigtigt min pung imens. Blot for at vedvare en lille tryghedsfornemmelse i maven, som var det eneste der gjorde, at jeg lige nu kunne stå oprejst.

En lille genstand kom til syne, hvilket et øjeblik gav mig et smil på læben. Genstanden var skadelig, og det gjorde, at vreden kom yderligere frem. Det føltes rigtigt, og trygt. Og det kunne jeg godt skamme mig en smule over.

En besked bippede ind på min mobil, og den bippen, havde jeg hørt meget til, de sidste par timer.

Sukkende trak jeg den op af lommen, samtidig med, at jeg bevarede mit ivrige tempo.

Jeg kiggede på skærmen, og der var så mange af dem dernedad. Jeg ville til at låse min mobil igen, men et ord, fangede mig særligt. Dette fik mig til at læse alle 3 ord, der dannede en betydningsfuld sætning.

Mit udtryk i ansigtet, som klart viste vrede, blev nu ændret. Tårene trængte sig stadig på, men forskellen fra før var, at denne gang væltede de bare ud. Ikke bare som bitte små trillende tårer, der en efter en blev dannet, – nej, som en masse tårer der samlede sig, så mine kinder efterlod våde spor. Jeg stoppede brat op, og faldt langsomt ned mod jorden. Lige nu, kunne jeg ikke stå op mine to ben, som bare for to minutter siden, havde langt flere kræfter.

Jeg åbnede min pung, og denne gang, da jeg fik øje på det, rasede det i mig. Jeg tog den op derfra, og kiggede på det med afsky. Det skulle væk, – nu. Jeg ville ikke miste min fysiske mulighed for, at give ham et kram, eller et blidt kys på mulen. Jeg ville ikke have, at den følelse jeg fik når jeg sad på ryggen af ham, skulle forsvinde. Han måtte ikke glemme mig. Jeg elskede ham jo mere, end nogen eller noget andet.

Jeg smed det ned i risten der var ved siden af mig, i ren desperation, heraf en masse andre skadende ting. Jeg tømte den fuldt ud.

“Tænk på Feykir”

image

En ny(delig) hesteryg – Oddi

Idag blev jeg endelig, introduceret til denne yderst smukke, og helt igennem unikke vallak. Denne gang ikke ‘kun’ fra hans fysiske side, – men oppe fra hans smukke og bløde ryg, hvor usikkerheden hurtigt kan boble frem hos ham.

Usikkerheden smittede selvfølgelig af. Ville han løbe afsted med mig? Ville han smide mig af? Være ude af kontrol? Ville vores kemi blive ødelagt?

Sådanne spørgsmål er gået igennem mit hoved i lang tid efterhånden, men i vejen, ville jeg ikke lade det stå! Jeg er blevet utrolig glad for Oddi indenfor de seneste par måneder, især. I starten så jeg ham egentlig ikke som noget ‘særligt’. Hans udseende var jeg fasineret over, men ofte, holdte han sig for sig selv. Jeg fortryder meget, at jeg ikke brugte mere tid på ham i starten, men er glad for, at jeg nu, har oplevet hvilket fantastisk væsen han er, på alle måder.

Men idag var muligheden der, og jeg sprang ud i det. Jeg sprang ud i det med en glæde, men dog også nervøsitet i kroppen. Og en succes fik jeg ihvertfald ud af det, fra mit eget synspunkt.

Jeg er glad for ham. Jeg er glad for, at han fandt ro i, at jeg sad på ham, og at han faktisk kunne slappe af, bare ‘noget’ af tiden. Efter hvad jeg ved, er han kun van til meget erfarne ryttere, og her har jeg jo ‘kun’ lidt over et års erfaring i ridning.

Det gav mig ihvertfald alt i alt en fantastisk følelse, at jeg klarede det jeg skulle, uden noget af det jeg havde frygtet, skete. Min dag har ihvertfald indtil videre, været med smil og glæde, samt et galopperede hjerte for det vidunder, jeg glæder mig til at arbejde med i fremtiden.

12968532_10206320662721592_961580539_n 12966293_10206320914967898_597128060_n

Jeg mener, kan man virkelig stå for dette? Et fin lille hyp som rækker tunge, og har mulen helt henne i ansigtet på en? Jeg kan ikke!

Mange tanker, og hesteknus i jeres retning ♥