Fra anspændt til afslappet

At være anspændt er energikrævende og stressende for kroppen, men efterhånden som man vender den til det, kan det være mere energikrævende at være afspændt. Sådan har jeg ihvertfald selv oplevet det, og gør det stadig.

I pressede situationer, har jeg en tendens til at finde tryghed i, at spænde i mine muskler. Jeg har nemmere ved at være i min krop, og i situationen på den måde. Det er vel lidt ligesom når man er ved lægen og skal have sin vaccination, og klemmer i sin mors hånd når prikket kommer. Måske for at aflede for den egentlige smerte eller frygt?

For mig, har det været et problem i mange år. Specielt min nakke, ryg, kæbe og leg, har været udsatte, og jeg har haft tonsvis af muskel- smerter og -spændinger og ikke mindst myoser. Jeg ved ærligtalt ikke ret meget om det fysisk, udover at jeg ved, at de folk som har masseret mig, har været så overrasket over hvor spændte mine muskler er.

Det var blandt andet også et af mine største problemer, da jeg startede med rideterapien; jeg spændte op, når jeg sad på dem. Ikke nødvendigvis fordi jeg var mega bange, – men fordi jeg var så presset i hovedet, og fandt tryghed i at spænde i min krop. Det mærker hesten selvfølgelig, og hvor har det været en kamp for mig, at vende mig af med det.

I 2016, har jeg virkelig gjort fremskridt i forhold til det, – som i at, det kan JEG mærke. Førhen var det hesten der styrede; stensikkert fordi, den kunne mærke jeg var utryg, ved at jeg spændte. Jeg synes stadig det er helt utroligt, hvordan de kan fornemme hver en lille ting. Noglegange tror jeg endda jeg har prøvet at sætte facade på og ladet som om jeg var tilpas, men det er spild af tid. Man kan ikke snyde dem!!!

…Spild af tid og kræfter.

Jeg har lært, at finde tryghed i min krop, når jeg er sammen med dem. Det er som om, at lige så snart jeg er sammen med dem. slapper min krop nu automatisk af. Min krop spænder mere og mere af, – og mærker jeg at jeg bliver anspændt, tager jeg en dyb vejrtrækning, holder vejret kort, og trækker vejret langsomt ud igen. Det giver mig ro, og gør mig afslappet.

Som regel er en sikker vinder, at jeg sidder oppe på hesten. At kunne mærke mine sædeben mod hestens ryg, og mine ben ned langs dens sider. At kunne mærke og fornemme dem, giver automatisk en indre ro. At høre den bliver afslappet, gør mig endnu mere afslappet.

Sammen med dem, har jeg evnen til at give slip på min mange års tryghed. Fordi de giver mig trygheden.

PicMonkey Collage

Jeg vandt ikke bare trygheden, jeg vandt også følelsen af håb, liv og glæde

 

Knus og kram

Selvsikkerhed

heaaaalllllling

 

En ting jeg har erfaret udfra de sidste år er, at hestene kan mærke alt. Man kan ikke skjule sine følelser for dem. De kan mærke hvis vi er glade, hvis vi er vrede, irriteret, triste, nervøse osv.

En af mine hovedproblematikker er helt klart min usikkerhed på mig selv, som ofte smitter af i samvær med andre.. Siger jeg nu det rigtige? Gør jeg det rigtige? Har jeg det rigtige udtryk i ansigtet? Kigger jeg det rigtige sted hen? Ville hun eller han kunne lide mig hvis jeg gjorde det, eller det, eller det… – Og anderledes har det ikke været ved hestene. Jeg har flere gange været så bange for, at de ikke kunne lide mig, eller at de synes jeg var irriterende, – eller noget i den retning.

Men selvfølgelig kan de også mærke détte. De kan mærke, hvis jeg bliver usikker på mig selv, – på om jeg er god nok, om jeg gør det rigtige osv. osv. Og selvfølgelig bliver de også mærket af dette. Mærket af, at jeg kommer i tvivl.

Hvordan kan jeg forvente deres tillid til mig, når jeg ikke engang har det til mig selv?

Hvordan kan jeg forvente eller tro, at de kan lide mig, når jeg ikke engang selv kan, eller i det mindste forsøger?

“Man skal elske sig selv for at kunne elske andre”

De kan mærke min usikkerhed til mig selv, så selvfølgelig bliver de også usikre på mig. Kommer jeg med en indstilling om “jeg kan ikke” – så nej, så kan jeg ikke. De kan mærke på mig at jeg ikke selv tror på det, og hvorfor skulle de så gøre det? Det er mig der skal lede dem, og en god leder, viser dem vejen. En god leder, tror på det han eller hun forventer.

 

pic

 

Udfra den erfaring jeg har, har jeg derfor ændret min indstilling. Hver gang jeg tager fat i grime og trækketorv og går ned mod marken, retter jeg min ryg, kigger lige frem, og er afslappet i min krop. Jeg finder mine positive energier frem, og kommer ned til dem med en indstilling om at jeg har tillid til dem, de har tillid til mig, er sikker og bestemt i mine bevægelser og signaler, og at vi godt kan det vi skal. Allerede hér sker der noget.

 

 

Knus og kram, og rigtig god onsdag til jer alle!

ENDELIG TILBAGE!

 

 

Så kom dagen ENDELIG, hvor hestene er kommet tilbage fra deres sommergræs på “Sibirien” 😉

Jeg har gået og glædet mig så helt ekstremt. Men tanken har været uvirkelig for mig, – at de kom tilbage foreløbigt. Savnet har været så helt ekstremt stort, at jeg nærmest har følt at jeg havde “mistet” dem. Jeg har været så bange, – hvis ja, ikke angst. Angst for eksempelvis at der skulle ske dem noget, – hjertestop eller en eller anden sygdom. Eller da luftsirenerne lød igår. Jeg har kun tænkt på dem, hvilket måske kan virke lidt skræmmende?

Alt i alt, da jeg så dem, og da jeg endelig hilste på dem igen blev jeg simpelthen så glad. Specielt Moldi, fordi han kom på sommergræs to uger før de andre.  Jeg havde bagt heste småkager formet som hjerter, skåret noget frugt ud, og taget med.

Deres nærvær har allerede taget meget af den stress og enorme ked af det hed jeg har bøvlet med de sidste mange uger. Jeg følte jeg kunne slappe af, – at min anspændthed blev mindre og mindre. Jeg smilede så meget, at mine kæber gjorde helt ondt. Altså alt i alt har det virkelig bare været helt fantastisk, og jeg ser frem til at Feykir kommer senere på ugen – (der skulle bruges lidt mere tid på at få ham med). Der kan jeg for alvor ånde lettet ud, og vise ham hvilken styrke han har givet mig. 4 oplagte uger til selvskade uden det ville få en konsekvens i forhold til ridning. Jeg havde lysten, – jeg har været så tæt på at falde i. Nærmest planlagt det lidt. Men jeg har ikke gjort det. Jeg blev ved med at sige til mig selv at jeg skulle gøre det for dem. Skrevet det. Gået med et billede af Feykir ved mig konstant, hvor der står under “TÆNK PÅ FEYKIR”…: Sødeste mus, nu kan jeg komme, kigge dig oprigtigt i øjnene, trække vejret, spænde af. Og fortælle dig, at jeg ikke gjorde det. Fortælle dig, at jeg har klaret det.  Og at jeg ikke har svigtet dig, ligesom du aldrig har svigtet mig.

Her ser i nogle af de fantastiske billeder min mor tog af Moldi og jeg idag.

tilbage

Og i skulle da lige se mine hestesmåkager, som jeg da er lidt stolt af!

hestegodbidder

 

Sidst men ikke mindst, har jeg lige lyst til at skrive, at jeg glæder mig helt vildt til at se Feykir, (forhåbentligt) sidst på ugen.

 

Knus og kærlighed fra mig!

Kære Feykir

kærekærefeykir

Kære Feykir.
Jeg savner dig og jeg har brug for dig. Jeg har brug for dig ligesom blomster har brug for sol og vand, som et levende væsen har brug for energi, som et lille barn har brug for dens forældre, som et sår der har brug for at blive plejet. Ligesom dét, har jeg brug for dig.

Du er min helt, – min helt egen personlige superhelt, med helt utrolige superkræfter. Du redder mig fra ondskaben. Du redder mig fra uhyrer, og deres mørke kræfter. Du når at redde mig før jeg får så meget som én eneste skramme. Lige meget hvor tæt jeg er på at komme til skade, – så når du frem i tide.
Du kommer, – hurtig som en stormvind, – løfter mig, og får mig væk fra mørket, og mod lyset på ingen tid. Det er som at mærke en sitren i hele kroppen, – en helt særlig sitren, der går helt ud i fingerspidserne, og spreder sig til en fantastisk glæde i hele kroppen.
Det føles som at svæve. Blive reddet. Som at blive elsket. Mærke kærligheden boble. Dén slags sitren.

Du har lært mig de tre vigtige egenskaber, jeg altid er blevet mindet om at huske på:
Tro, håb og kærlighed.

Troen på livet. Håbet om fremtiden. At elske.
Du får mig til at føle mig elsket, samtidig med, at jeg elsker dig.
1 uge tilbage til vi genforenes. Til trygheden. Til vi skal opleve endnu et år sammen.

Kærligst, Michelle