Terapihest med stort T!

Jeg vågner op til en rigtig efterårsmorgen, med grå skyer, kold vind, og regn. Fuglene kvidrer ikke som de plejer, lyden af regnen mod mit vindue er det eneste jeg kan høre. Jeg mærker uroen i min krop, og ikke mindst smerten i min nakke, fordi jeg altid formår at ligge mig forkert i sovende tilstand.  Men ellers skal jeg egentlig bare igang med den sædvanlige rutine, – morgenmad, lidt frisk luft, børste tænder, sko og jakke på og så afsted til skole. Yoga er mit første fag, men begejstringen er der ikke, i det uroen fylder helt ud i fingerspidserne. Begejstringen for dagen, er generelt manglende.

Midt i yoga mærker jeg, at jeg har brug for at komme ud. Jeg tager mine sko og derefter min trøje over mig, og undskylder mig selv før jeg åbner døren og træder ud. Uroen er tiltagende, men den psykiske smerte gør det bestemt heller ikke bedre.

Faktisk ligger stalden lige ved skolen, og jeg er ikke i tvivl om, at det er hestene jeg har brug for lige nu, til at få ro på.

I det jeg træder ud på marken, og får mig bevæget ned på den anden ende af den, ligger jeg min hånd på Oddis ryg, og nusser ham stille med min tommelfinger. Han hæver sit hoved fra græsset og gumler færdig, og derefter står han bare roligt og afslappet. Han græsser heller ikke.

Jeg mærker hans ro, og jeg finder min. Jeg står bare foran ham nu, og aer hans bløde mule, og ligger min pande lige over hans. Han står stadig helt roligt, og følelsen af værdighed kommer virkelig til udtryk for mig her. Af og til går jeg om på hans side og giver ham et kram. Stadig uden en bevægelse fra hans side af. Lige pludselig, ligger han sig ned på græsset, og jeg bliver helt forbavset over det. For mig er det et tegn på, at han føler sig tryg og afslappet.

Stille sidder jeg ved siden af ham og læner mig kort op af ham. Jeg mærker hans hjerte banke, samtidigt med hans rolige og afslappende vejrtrækninger. Jeg ligger mine arme om ham, og det er som om, jeg glemmer alt om den smerte der fyldte hele min krop for bare et øjeblik siden.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad der, men det var et stykke tid. Jeg tog mig selv i, at placere mig afslappet på det våde græs på marken hos ham. Det rørte mig ikke at jeg blev våd, og at græssets grønne farve sikkert ville smitte af. Jeg nød bare øjeblikket, jeg nød bare ham. Jeg nød at føle mig elsket, – at føle mig i live.

erign

Ansvar

Ansvar er en af de udfordringer vi konstant møder i livet. Det kan være man skal passe sin lillesøster, huske at give katten mad hver aften, lave sine lektier til næste dag, eller andre ting. Vores liv er fyldt med ting vi skal tage ansvar for, men en af de aller vigtigste ting vi skal tage ansvar for, er os selv. Vi skal tage ansvar for, at vi fungere, og opfylde vores menneskelige behov, – her ikke mindst sørge for at vi ikke kommer til skade fysisk eller psykisk. Jeg tror at vores evner til ansvar skal bunde i, om vi har respekt for det konkrete vi skal tage ansvar for.. Dernæst, har vi ikke respekt for os selv, hvorfor så tage ansvar?

Selvskade, selvmordsforsøg og spiseforstyrrelse er tre eksempler på, at respekten ikke finder sted. Nok også tre eksempler på, at man derimod direkte frastøder sig selv. Ignorerer sine egne behov. Hader sig selv. Man kan bliver så forvrænget, at kontrol på forholdsvise selvskadende strategier, er sin egen måde til at passe på sig selv. Naturligvis vil der ligge en grund bag dette.

Hos mig har det overskrevne fundet sted så længe jeg husker, hvilket førte til et forvrænget billede af, hvad ansvar egentlig var. Hvilket videreførte mig til en hverdag i tvang, hvor andre mennesker simpelthen blev nød til at tage det ansvar, jeg ikke kunne finde ud af at tage for mig selv.

Således mente jeg ikke, at mad var nødvendigt for mig. Inde i mit hoved, strålede tankerne på, at mit liv ville blive bedre hvis jeg tabte mig. Derudover gav det mig et rus, når jeg skadede mig selv. Et rus, der gjorde at jeg følte mig bedre tilpas for en stund. To ting der udviklede sig så ekstremt, at jeg blev kraftigt underernæret, og at min krop tog skade, og sendte alvorlige faresignaler.

Som jeg før har fortalt, bor jeg på et behandlingshjem i Århus. Jeg har været meget imod dette, mest af alt fordi jeg følte at de gjorde mig ondt, og at jeg forsøgte at passe på mig selv.

Rideterapien ændrede mit liv.

Hestene betød vanvittigt meget for mig, og jeg lærte og fandt ud af, hvad ansvar egentlig betød. Og det var ikke mine levestrategier. Restriktiv spisning, selvskade og min manglende selvrespekt og usikkerhed blev hurtigt understreget i mit hoved, specielt efter det også blev understreget af rideterapeuterne. “Han gider ikke,” sagde jeg gang på gang og kiggede opgivende ned på hesten, midt i undervisningstimerne. Han løb afsted med mig, og jeg havde ikke kontrollen over ham. Jeg forstod det ikke, og min frustration var så påtrængende.

Efter massevis af samtaler med underviserne, forstod jeg, men vidste samtidigt at der lå en længere og større kamp forud.

Man kan ikke snyde hesten. Man kan måske snyde menneskerne ved facader, men ikke hesten. Den mærker det. Den mærker og ser hvert et signal. Er man usikker, bliver den usikker. Er man anspændt, bliver den anspændt. Er man træt, bliver den træt. Tvivler man på den, tvivler den på dig. Tager man ikke kontrollen, så gør den.

Efter den læring, tog jeg en beslutning om at vinde det hensigtsmæssige ansvar tilbage. Jeg startede med at lave små regler for mig selv, og brugte generelt meget tid på at arbejde med mig selv. Både hos hestene, men også udover. For lidt over et år siden, var jeg ikke i stand til noget. Nu kan jeg med stolthed sige, at er jeg i stand til at tage ansvaret for både hesten, men også mig selv. Jeg har fundet ud af hvordan selvsikkerhed, og lederskab føles. Vigtigst af alt, har jeg lært at tage ANSVAR.

Videre med dette, har jeg taget en ny beslutning. Jeg har taget en beslutning om, at anoreksien skal være min fortid. Jeg har taget en beslutning om, at kæmpe kampen. Ikke at andre skal kæmpe den for mig mere, eller motivere mig til det. JEG vælger det.

Jeg vælger det ikke længere skal være en del af mig. Jeg har tænkt mig at tage ansvaret, og jeg har tænkt mig at kæmpe til jeg gennemføre det. Jeg har valgt at jeg vil have en fremtid, og jeg har en drøm jeg vil udleve. Heldigvis ved jeg, at jeg har fem fantastiske heste bag min ryg, til at give mig styrke, når jeg mangler.

PicMonkey Collage

 

Massevis af kram!

Lykken er…

Lykken er, at når hele ens verden falder fra hinanden, er der en hest som ham her til at samle den igen. Jeg har aldrig oplevet en så smuk form for omsorg. Bare stå hos ham og lade tårene trille, holde om ham imens han blot står helt roligt. Ligge min pande mod hans, nusse ham og være hos ham.. Og lade ham være hos mig. En oplevelse der er værd at kæmpe for!

oddimus

 

Knus og kram