Oddi

Hans lyse musegrå pels skiller sig ud i mængden på folden, sammen med hans lange fine man, i flere forskellige nuancer; brun, sort, lys og mørk, samt nogle striber med rødligt skær. Hans øjne udviser af og til frygt grundet hans sensitive sind, men inde bag facaden, er han den mest fantastiske, omsorgsfulde og kærlige hest.

Jeg bukker mig kort ned, og vender mit blik hen mod ham. Stille og forsigtigt sænker han sit hoved, og går med rolige skridt hen mod mig, og stopper lige foran mig. Jeg aer ham blidt på halsen, og han lægger kort sine ører frem. Hans øjne er bløde, og hans åndedrag er afslappet og behageligt. Stilheden er i et øjeblik som dette, noget der siger mere end tusindvis af ord. Jeg behøver ikke at gøre noget, sige noget, eller at være nogen bestemt. Her er ingen forventninger, og ingen fordomme. Jeg står bare i en behagelig ro, og nyder varmen og kærligheden fra ham, og det er et øjeblik, med en betydning jeg aldrig ville kunne beskrive. Jeg vil aldrig kunne beskrive min glæde, og hvilken indre ro der bliver spredt i min krop. Selv helt ud i fingerspidserne, kan jeg mærke roen og trygheden. Jeg nyder det, og jeg kunne stå sådan med ham i en evighed, – blot nyde hans rolige hjerteslag, og lægge mine arme omkring ham.

Når sadlen er spændt og hovedtøjet sat på, er der ingen tøven. Der er rumlighed, og der er plads til ham, og der er plads til mig. Nogengange er det mig, som får ham til at slappe af, og andre gange er det ham som formår at få mig til at slappe af. Særligt på de ekstra svære dage.

Trods tøjlerne sidder løst, sætter han i en langsom og behagelig tølt, selvfølgelig efter min ordre. Jeg kan mærke fra sekund til sekund, hvordan han bliver mere blød og afslappet i hans bevægelser. Han forsøger ikke engang på at nægte eller undvige mine signaler. Han forsøger slet ikke at slippe for at det er mig, som bestemmer og har styringen. Måske det er et tegn på tillid? Et helt tydeligt symbol, som gør at vores samarbejde og relation er så godt.

Galoppen føles flyvende og let, det er som at have vinger. Det føles magisk, og min krop når hurtigt til det punkt, hvor jeg blot sidder helt afslappet i sadlen, og følger hans takt. Ikke én eneste unødvendig muskel er spændt, og ikke én eneste usikkerhed nager sig i min krop. Det er bare.. Afslappende.

Jeg svinger mit højre ben over hans ryg og samler det med mit venstre, hvorefter jeg hopper ned fra hans ryg. Jeg mærker en sitren i min krop, og smiler til ham. Jeg kender ikke denne følelse så godt, men det føles rart. Det føles lidt som en energi der kører rundt og vækker alle de dele i min krop, som ellers plejer at være afkræftet.

Jeg ligger min pande mod hans, og giver ham et kys på mulen, hvorefter jeg trækker ham ind i stalden.

Jeg er og har aldrig været en person med troen på sig selv, eller mine evner, og i årenes løb, har kampen om at mærke mig selv altid været en tabt kamp. Men alle de glemte og fremmede følelser, har både han, og de andre fire fundet frem indeni mig.

I det jeg står inde i stalden og sadler af, går det langsomt op for mig. Jeg kan huske min første tanke da jeg åbnede mine øjne i morges; “Jeg klarer den aldrig”… Men lige nu, lige præcis i dette øjeblik, mærker jeg det. Jeg trækker vejret dybt, og ligger igen mærke til det. Energien er en helt anden nu, og jeg tror nok det skal gå. Selvom tingene er hårde som de er lige nu, så har jeg en hel klar fornemmelse om, hvad det er jeg kæmper for. Jeg kæmper for Oddi, jeg kæmper for Feykir, for Vinur, Fagur og Moldi. Uanset hvor hårdt tankerne rammer mig, så gør det altid en forskel at have blot et øjeblik hos dem. De giver mig noget, som ingen eller intet andet ville kunne erstatte. De formår at sætte helingsprocessen igang på selv de største og dybeste brud og sår. Selv dem, lægen ville have opgivet.

 

blog

“Hjemmedekoreret” næsebånd

Jeg købte sidste år et næsebånd til Feykir, af egne penge, og af eget valg. Jeg valgte et meget simpelt et fra Karlslund, hvor det eneste der sad på, var et lille jernskilt som markerede deres mærke. Min tanke med det meget simple design, var at jeg selv kunne dekorere det.

Min mening med at købe det her næsebånd, har ganske enkelt været fordi, at jeg ville have et særligt symbol med Feykir, hvis man kan sige det sådan. Altså noget, som kun er “vores”, og som jeg engang når vejene skiller i fremtiden, altid vil have. Noget jeg ville kunne kigge på, og tænke tilbage på alle de minder vi har haft sammen, hvor han har haft détte på. Utalligevis af rideture, samt en ridelejr, og en masse læring og glæde.

Jeg satte i sidste uge en række blå sten på i hver side, som jeg synes ser så kært ud til ham.

redningsfeykir

Jeg synes simpelthen han er så skøn og fin!

“Et billede siger mere end tusindvis af ord”

Hvilken rørende og ikke mindst værdigfuld oplevelse, hvordan noget så simpelt som nogle billeder af minder med hestene, kan finde den inderste indre styrke frem i mig. En indre styrke, jeg ikke troede jeg havde.

collage

Hvordan et billede kan indholde flere tusinde ord, samt give tonsvis af følelser, der får håbet og viljen til at overdøve den store del, der ellers var fyldt af opgivenhed og magtesløshed. Hvordan tårerene kan falde, og hvordan kærligheden kan mærkes.

For mig, har situationerne tydeligt vist mig hvordan det føles, når man elsker noget. En følelse, jeg nogengange kan have rigtig svært ved at mærke.

Det er en utrolig oplevelse, at de giver mig så meget livsglæde, som motiverer mig til at kæmpe imod, i situationer hvor det er langt nemmere bare at give efter. Jeg forstår stadig ikke helt hvordan situationerne kan blive så rørende for mig, men jeg er ved at lære det, med små bitte skridt. En ridetur, samværet med dem, eller et simpelt besøg giver mig ikke bare glæde, – de hjælper mig med at lære livet at kende, og ikke mindst mig selv. Tonsvis af livsglædene minder.

 

God weekend ♥

Tilbage på hesten!!

Da Feykir har været halt i cirka halvanden måned, er han nu langt om længe klar til at starte ligeså stille op igen.

Det har på mange måder været meget anderledes at komme til ridetimer i den periode, og slet ikke have redet ham en eneste gang. Det må have været den længste periode hidtil, jeg ikke har siddet på hans ryg én eneste gang i halvanden måned. Han er jo den, jeg lige siden start, har haft et helt og andeles unikt bånd til. Han er den hest, jeg har haft flest minder med, i og med, at jeg har redet ham stort set siden begyndelsen. Han har lært mig så meget om mig selv, og han har formået at åbne mine øjne op, for alt det gode i livet. Hans udstråling af livsglæde og selvsikkerhed, kan helt smitte af.

Da jeg satte mig op på ham i tirsdags, for første gang siden hans skade, var det virkelig en mærkelig følelse. Følelsen føltes først fremmede og ukendt, men der gik ikke lang tid, før det gik op for mig, at det var den “gamle” velkendte følelse, jeg et øjeblik, helt havde glemt. En følelse der helt automatisk spreder energi og styrke rundt i min krop. Og en følelse af tryghed glæde.

Siden tirsdag, har jeg været ude og skridte på ham et par gange, og det har været så skønt. En livlig, energisk, nysgerrig og glad hest, i det helt uimodståelige frostvejr.

montage1

En islænder i dens helt rette element – et bedre syn findes ikke. 047c0c28b041d90596fa2683ed299e9f-160x160x1