Jeg kom hjem fra ridelejr igår (Onsdag d. 28/6) efter tre gode, og oplevelsesrige dage på Rømø. Vi har reddet i diverse plantager og haft de lækreste galopper nede på strandende, og ikke mindst de fedeste strækninger i både tølt og trav  – tre dage jeg har nydt og vil huske tilbage på med et smil på læben.

Jeg vil rigtig gerne dele de her tre dage med jer, derfor laver jeg tre adskilte indlæg med lidt billeder fra hver dag. De kommer ikke op samtidigt, men med lidt mellemrum, og jeg håber i er friske på at læse med.

Dag 1 gik selvfølgelig først og fremmest med en masse praktiske ting; Der blev pakket, hestene blev læsset og vi kørte afsted. Vi ankom til et hyggeligt område på Rømø (hotel og camping) ved navn “Kommandørgården”, hvor jeg allerede dér blev præsenteret for de fine udsigter med massevis af islandske heste på græsmarker, med havet i baggrunden. – Helt et drømme scenarie!

Efter at have pakket ud blev hestene sadlet op, og her på turen red jeg på Feykir alle tre dage. Der var en hoppe med på turen som Feykir er fuldstændig og andeles forelsket i, – hvilket har resulteret i nogle ekstra udfordringer end normalt, i og med at han var enormt ivrig efter at gå ved hende hele tiden. Og at skulle gå bagved i rækken var ikke lige så nemt for ham at acceptere; Så vi fik os et par volder hist og pist af og til, indtil han overgav sig.. Og indtil showet startede forfra igen 😉

Det er en rigtig skøn natur på Rømø, som er helt oplagt til at ride i. Det er noget helt andet terræn end den vanlige skov som både hestene og jeg efterhånden kan finde rundt i med lukkede øjne; så det var herligt at opleve noget variation. Desuden var det gode vejr med os langt det meste af tiden; der var hverken for varmt eller for koldt, – bare helt tilpas. På første-dagen var vi nede på stranden da der var højvandet, så vi var lige ude og “dyppe tæerne”, da hypperne fik samlet sig mod til det. Havet er jo en stor og farlig ting, når ikke man er van til det – men når først man liiige har fået placeret sig i det og finder ud af at man er helt uden for fare, bliver det jo nydt i fulde drag. Både fra hest og rytters side.

Vi red også i en plantage både frem og tilbage fra stranden med bakker og forhøjninger hist og pist, – en god læring for hesten af være opmærksom på hvor de sætter benene… Med mindre man som Feykir har travlt med at kigge på noget andet og i stedet for må snuble af og til. 😉

Mandags-rideturen blev til i alt 12,43 km, og det var med en god træthed i kroppen da vi fik sadlet af og gjort klar til tirsdag.

Michelle

En hest er ikke bare en hest, – de er vidt forskellige ligesom vi mennesker er. Feykir er 9 år og er det perfekte eksempel på en lege- og drillesyg unghest, – han har et temperament uden lige, og man er slet ikke i tvivl om hvis han f.eks er fornærmet eller glad, – man kan se det ligeså tydeligt i hans store, brune øjne.

Noget af det aller fedeste ved Feykir er hans kæmpe personlighed, og hvordan hans humør kan påvirke ridningen fra dag til dag. Feykir er en hest som er lynhurtig til at observere sin rytters tilstand; og mærker han eksempelvis at vedkommende ikke er fuld koncentreret på ryggen af ham, kan han nemt løbe om hjørner eller prøve en af.

Min oplevelse er også at rytterens ambitionsniveau smitter af på ham; er rytteren f.eks nybegynder eller usikker. har han en tendens til at vise sit drilske jeg – og han har det med lige at prøve af, og somme tider gå lidt sløset. Derimod hvis der sidder en rytter med forventninger og kan han mærke personen kan, vil og synes det er fedt at ride – så kan han pludselig blive en helt anden hest, som præsterer de mest elegante gangarter hvor hele kroppen er med i hver en bevægelse han præsterer. Sådan har Feykir og jeg’s forløb også været.

Hans humør spiller en rolle for dagens træning, og derfra kan hver dag byde på forskellige udfordringer, og dét synes jeg er fedt. Der er stortset altid noget at arbejde med, og som rytter får man trænet en hel del igennem.

Det er klart noget, jeg synes gør Feykir til en helt vildt skøn, sjov og ikke mindst spændende hest at arbejde med/ride på. Og selvom han er mester til at prøve grænser af og kan have hans dage hvor hans indre legebarn kommer endnu mere til udtryk, så er én ting ihvertfald HELT sikkert; Har man først vundet hans tillid, så er han den mest trofaste ven man kan have.

Michelle

Solen skinner, træer og skovbundende blomstrer, og varmegraderne er begyndt at melde sin ankomst til den danske sommer; Denne årstid er værdsat og glædet af mange levende væsener, men for mig er det en af de hårdeste perioder på året.

På mandag tager jeg med på ridelejr på Rømø, som skal nydes på ryggen af Feykir. Det er med blandede følelser; – men først og fremmest så glæder jeg mig helt vildt til tre fede dage som uden tvivl bliver fyldt med nye, spændende og uforglemmelige oplevelser. Dog presser tanken på om at jeg onsdag eftermiddag skal med hen og aflevere dem på sommergræs, hvor de skal befinde sig de efterfølgende 25 dage.

Hestene er uden tvivl grunden til at jeg idag står mere solidt på begge ben, end hvad jeg blot gjorde for 1-2 år siden. Da jeg lærte dem at kende var jeg dybt påvirket og fanget i anoreksiens tykke og klæbende spind, og havde levet bag sygehus murene i godt og vel halvandet år. Og siden dengang har jeg rykket mig utrolig meget, og jeg har fået bedre styr på at håndtere anoreksiens indre stemme; og jeg tror nøglen har været den kærlighed hestene har givet mig, og ikke mindst den livsglæde de har vækket i min krop med alle de oplevelser vi har, og har haft sammen.

Derfor bliver det svært at undvære alle fem, i så lang tid. Jeg besøger dem hver eneste dag, – og om den er god eller dårlig, bliver jeg altid mødt positivt. Og jeg kommer sådan til at savne at gå ned på marken og kalde på Feykir som kigger efter mig, hvorefter han roligt og afslappet kommer gående hen til mig. Jeg kommer til at savne at holde om dem på de dårlige dage hvor jeg blot kan lade tårene falde og lade deres hjerterytme give mig ro, og ikke mindst kommer jeg til at mangle og savne en god tølt og en energisk, skøn galop. 25 dage er ikke nødvendigvis længe, men uden de fem herrer så ved jeg det kommer til at føles meget længere.

Jeg ønsker alle en fantastisk sommer!

Oddi har været inde i en øm periode siden Marts, og hans flugtdyr-instinkt har haft nemmere ved at blive aktiveret end normalt. Blot den mindste uforudsigelige lyd eller bevægelse har kunne bringe ham i panik; og har af og til også givet en løbetur eller to med blandt andet mig på ryggen. Dog er jeg ret sikker på, at han langt om længe er godt på vej til at blive en smule mere stabil.

“When I looked into his eyes. For the first time, I saw it. A part of myself.”

Noget af det der fascinerer mig aller mest ved ham, er at jeg kan se så meget af mig selv i ham. For mig er der to sider i ham at se; Den usikre facade, og Oddi.

Jeg tror generelt hans usikkerhed blandt andet bunder i hans sensivitet; uforudsigelige lyde og bevægelser, – samt hans nederste placering i flokkens hierarki; han giver nemt efter overfor de andre heste, og forsøger han at sige fra, bliver han hurtigt konfronteret med hans plads i flokken igen. Denne side har nemt ved at komme til udtryk, og grundet hyppigheden kan man ofte forveksle den som hans identitet; men når man opnår hans tillid og roen rammer hans krop, ser man Oddi som hest, – og her er han den mest kærlige og trofaste af slagsen.

Jeg husker tydeligt en ridetime jeg havde for et halvt års tid siden, hvor jeg chokerende stoppede ham op efter at have trænet lidt på banen, og så måbende ned på ham. Han havde den dag vist en helt anden side af sig selv, som jeg ikke på samme måde havde oplevet før; Han var lyttende, samarbejdsvillig, og afslappet i alle gangarter, – som desuden kan føles helt anderledes fremfor når hesten er helt spændt op. Han hverken sprang op når jeg drev til ham, eller gik i panik og satte farten op når vi galopperede, – tværtimod oplevede jeg en helt ny hest der spredte sine vinger og åbnede sig op for mig, og jeg tænker tit tilbage på oplevelsen med glæde der stadig kan mærkes helt nede i maven. Og det er lige nøjagtigt noget af det der er med til at fascinere mig, og ikke mindst det der gør det så unikt at arbejde med ham. Specielt når vi møder hinanden på midten og begge giver slip for vores anspændthed og usikkerhed; det giver en hel unik følelse, som jeg håber på at opleve mange flere af endnu.

“Looking into the eyes of a horse is seeing the soul and purity of life.
You don’t need wings to fly, you just need a horse.”

At kunne spejle sig selv i en anden sjæl og udvikle sig sammen er en smuk oplevelse. Empatien er en helt anden og mere ægte end den overhovedet kan blive, og hvis ikke man kan stoppe op ind imellem og minde sig selv om det bedre, må man hjælpes ad.

Michelle