hj

Her i løbet af efteråret, har jeg officielt redet på Oddi i 1 år. Ud af de fem heste vi har i stalden, er han den sidste jeg har lært at kende; men bestemt blandt en af dem, der har lært mig allermest. Både om mig selv, men også i min ridning. Det har været så lærerigt, og jeg har bestemt ikke kunne have været alt det, han har givet mig foruden!

Jeg vil bruge dette indlæg på, at opsumérer både Oddi og jegs udvikling, samt vores minder fra det sidste år.

img_1750

 

1-aar-siden

Oddi og jeg startede med at skabe et bånd, med en helt masse arbejde fra jorden; både i form af horsemanship, longering og træk-ture i skoven. Han er en meget følsom hest, og derfor gik der noget tid før jeg begyndte at ligge arbejde i at ride på ham. Mest af alt fordi at de gange jeg havde prøvet ham på banen, var han enormt usikker og desuden meget anderledes, end hvad jeg havde været van til med de andre heste. Han var meget mere anspændt, og rigtig følsom og opmærksom, overfor de signaler jeg sendte ham. Når jeg f.eks skulle sende ham afsted i tølt, farede han op i det jeg drev en lille smule på ham, og i galoppen gik der altid en eller anden panik ind over ham. En panik der opstod af usikkerhed, som fik ham til at spænde helt op i kroppen, og galoppere i hans fulde fart rundt på banen i skarpe sving. Og når panikken først havde spredt sig i hans krop, var den svær at komme af med igen.

Jeg følte mig ikke tilpas i det, og jeg kunne heller ikke mentalt rumme alle de udfordringer på daværende tidspunkt. Jeg havde også min egen indre uro og usikkerhed at kæmpe med, – og selvfølgelig påvirkede den jo også Oddi. Fordi hvordan skulle han føle sig tryg og afslappet, hvis ikke engang hans rytter kunne? Hesten er et byttedyr og deres naturlige instinkt er at flygte hvis de fornemmer usikkerhed. Dog brugte jeg rigtig meget tid herefter på at arbejde med ham fra jorden af, og for et år siden tog jeg udfordringen op igen; og denne gang var vores kontakt meget bedre.

De mange første gange jeg red på ham var på banen, men senere var vi også på ture i skoven. Jeg lærte meget hurtigt at bevare roen når Oddi blev bange eller forskrækket, og stak af med mig i høj fart, og her fandt jeg også hurtig ud af at det var nøglen til at kunne styre ham. Altså at forholde sig rolig og afslappet i hurtige, pludselige og opkørte situationer, og sende blide men klare signaler. Ikke mindst tage ansvar og vise ham vejen. Både i anspændte og afslappede situationer.

 

nuuu

På det år vi har haft sammen, har jeg arbejdet meget intenst med ham. Jeg har virkelig brugt meget energi og tid på at få ham til at slappe mere af, og på at kunne berolige ham i situationer, hvor han bliver forskrækket eller bange. Det har kostet både op- og nedture, og vi har lært hinandens bedste og værste sider at kende. Han har løbet med mig utallige vis af gange,  røget af i Oddis flugt fra en svane og jeg er blevet maks testet, men denne gang har jeg ikke givet op. Og det har været alle kampene værd. Både Oddi som hest, og jeg som rytter er blevet en helt anden – men på en god måde. Det er nu kun i meget sjældne tilfælde at Oddi stikker af, og han er blevet meget nemmere at håndtere og berolige, hvis han bliver bange eller er opkørt. Vi kan ride ud med andre, – både forrest og bagerst, og alene uden problemer. Han er blevet meget mere afslappet i hans galop, og på de fleste af vores skovture foregår det i lammeskindsadel. Vi har endda haft et par ture ud UDEN sadel, – både i skridt, tølt og galop – OG kommet helskindet hjem med en god oplevelse.

I sidste uge var vi i en ridetime i skoven, hvor jeg red uden sadel på Oddi. Vi red bagerst og han stak af med mig i galoppen for første gang siden påske, men til trods for det var uden sadel og han spændte fuldstændigt op, så fik jeg ham hurtigt stoppet og tilbage på plads. Måske lidt en træls situation at skulle skrive under vores udvikling, men for mig var det faktisk ganske positivt. For et år siden kunne jeg knap nok sidde på ham uden sadel, men i denne situation formåede vi faktisk begge at håndtere det godt; Oddi lyttede til mig og faldte hurtigt til ro, og jeg formåede at bevare roen i min krop. Man kan aldrig forudse situationer når man rider, og man kan aldrig være 100 % sikker på at en hest ikke bliver forskrækket i naturen; men man kan lære at håndtere det. Og det synes jeg vi begge er blevet markant bedre til.
michelle