,,What defines us is how well we rise after falling.”

Når man træner og arbejder med heste, er det helt naturligt at have perioder, hvor det står stille, eller hvor der evt. er en smule tilbagegang i processen. Det viser sig selvfølgelig forskelligt fra hest til hest, alt ud fra hvad man træner, og hvad der er hestenes sårbare punkt.

Det sidste halvandet års tid har jeg personligt selv erfaret det en del, og man kan stå tilbage og blive så frustreret og bange for, at alt det hårde arbejde er gået fuldstændig tabt, og/eller at hesten er vendt tilbage i de gamle vaner, som man har kæmpet så ihærdigt for at få brudt. Det er ihvertfald et lille udpluk af de tanker jeg har haft, efter de få gange Oddi har lavet unoder før ferien, som kunne minde lidt om dem han før i tiden også var meget præget af. Og det er ikke fordi at jeg har en forestilling om, at sådanne udviklinger og processer bare skal gå lodret op ad hele tiden; jeg tror bare at jeg blev så overvældet af alt det som vi havde opnået, og blev så blændet af dét, at katastrofe tankerne tog over i stedet for når vi var inde i de perioder hvor det lige pludseligt ikke gik så rosen rødt. Dog har jeg de sidste par måneder formået at reflektere grundigt over det, og jeg er kommet frem til, at de her enkelte “nedturer” også har været og er med til at styrke Oddi som hest, mig som rytter og Oddi og jegs bånd sammen.

Et enkelt og harmonisk budskab, som jeg ønsker at dele med jer, og som kan tages frem og bruges i mange flere sammenhængen i livet generelt. Så længe det hedder to skridt frem og et tilbage, frem for et skridt frem og to tilbage – så er man på rette vej.

What define us is how we rise after falling

 

SÅ er vi igang igen!!

I dag er en stor dag, og jeg har set frem til den i godt og vel halvanden måned nu. I dag er nemlig dagen, hvor jeg har været med til at hente hestene hjem fra sommergræs, og hvor jeg fik æren af at være den som skulle ride Oddi tilbage.

På trods af at det nu er ved at være 6 (lange) uger siden, jeg sidst har redet Oddi, så er jeg enormt imponeret over hvor sød, rar og samarbejdsvillig han var i dag. Han lyttede og responderede så fint til både tøjlen og schenkeler, og han satte i trav med det samme jeg lænede mig lidt frem i sædet som om at det aldrig har været et problem for ham. Jeg har ikke rigtig så mange andre ord end at jeg er helt og andeles målløs over hvor langt han er kommet, – og at han langt om længe er blevet mere stabil. Endda selvom han har stået stille i et godt stykke tid efterhånden.

Jeg GLÆDER mig til at komme ordentligt i gang igen, og bygge videre på Oddi’s helt igennem fantastiske udvikling.