Moldi har en stor, farverig og fyldig man – helt præcis sådan en, som mange islænderryttere ønsker sig, til sin hest. Og ikke nok med at den er super flot, så er den desuden også praktisk og god mod fluer og andre insekter.

Problemet er bare, at hele Moldis man ligger placeret på hans venstre side, og grundet vægten herfra, er hans nakke blevet trukket skæv til denne side. Dog fandt jeg for en halvanden måneds tid siden, en guide til lige netop détte problem (inde på hestefys.dk). Derfor har det været helt oplagt at jeg selvfølgelig skulle prøve det af, og derfor har jeg kastet mig ud i “projekt dobbelt man” med Moldi!

Det er et kæmpe projekt, i dét at hans man helt naturligt falder til venstre, og altid har gjort det. Derfor er det også svært at sige, hvor lang tid det kommer til at tage, og om det overhovedet i sidste ende kommer til at lykkes.

Jeg startede allerede på projektet få dage efter, at jeg havde læst artiklen, og det er faktisk – til min store overraskelse -, gået super godt ind til videre! Som man kan se på billedet ovenover har jeg delt hans man, lavet totter og sat plastikelastikker rundt om, for at holde hans nye skilning. Til at starte med pillede jeg elastikkerne ud cirka 1-2 gange i ugen, hvorefter jeg redte hans hår godt og grundigt igennem på begge sider, og lavede herefter totterne på ny igen. Nu kan jeg nøjes med bare at udskifte dem 1 gang om ugen eller 1 gang hver 14. dag, uden at hele hans man har rykket sig over på venstre side igen.

Jeg glæder mig til at finde ud af om mit projekt lykkes, og som skrevet er jeg allerede imponeret over, hvor godt det er gået ind til nu. Og jeg synes faktisk også at jeg allerede nu kan se en forskel på hans nakke, og at den er knap så skæv som da vi startede. Jeg tror og håber på at det holder, og at det ikke bare udseendesmæssigt bliver fint, men også at det hjælper på Moldis nakke.