3 dage uden Feykir!!

Tirsdag aften, faktisk lige præcis efter min ridetime, blev jeg syg med mave influenza. Det har været så hårdt, ikke at være ude hos hestene, og især det, at jeg ikke havde set Feykir siden da. Feykir er jo mit, – ja, bogstaveligste et og alt lige nu. Det er ham der holder mig kørende og igang. Det er ham der får mig til at stå op om morgenen, til at holde mig fra at gøre uhensigtsmæssige ting, og får mig til at føle mig hel, i hans selskab. Han kan noget særligt. Han driller mig altid, – også selvom jeg kan være nede, men det gør mig kun glad. Mange folk omkring mig har altid sagt, at de har været bange for hvad de skulle og måtte sige og gøre omkring mig når jeg bar sårbar, – men det er Feykir ikke bange for. Han er bare sig selv. Men på en meget omsorgsfuld måde. Og det har været svært at undvære. Især fordi, at hverken mit fysiske eller psykiske helbred har været helt i top, og der kunne jeg godt bruge ham. Heldigvis var jeg lige et smut forbi han igår, – dog kun i fem minutter, men det er da klart bedre end ingenting. Det første jeg gjorde var bare at give ham et stort kram, og et kys på mulen. Jeg havde savnet ham så meget, og jeg kan slet ikke vente til imorgen, hvor jeg skal ud og longere ham, og fodre dem allesammen. Det er helt sindssygt, at jeg er blevet så glad for ham, som jeg er. Jeg kan slet ikke forestille mig en hverdag uden ham.