I dag har jeg været ude og ride en skøn og frisk tur på Moldi, hvilket har været utrolig tiltrængt efter juledagene. Han var sød, lyttende og god energisk, og det var lige præcis det jeg trængte til, for at kunne ligge alt julestressen på hylden igen.

Jeg tager ofte mig selv i at glemme, hvor en helt igennem fantastisk hest, Moldi er. Jeg har ikke redet på ham i flere måneder og der går desværre som regel lang tid mellem. Men hold nu op hvor han imponerer mig gang på gang; hans personlighed, hans vilje og hans helt særlige evne til, at kunne tilpasse sig sin rytter. Han er en hest i verdensklasse, og jeg nyder at kunne sadle ham op, tage på tur med ham, og bearbejde hverdagens udfordringer på ryggen af ham.

Når man træner og arbejder med heste, er det helt naturligt at have perioder, hvor det står stille, eller hvor der evt. er en smule tilbagegang i processen. Det viser sig selvfølgelig forskelligt fra hest til hest, alt ud fra hvad man træner, og hvad der er hestenes sårbare punkt.

Det sidste halvandet års tid har jeg personligt selv erfaret det en del, og man kan stå tilbage og blive så frustreret og bange for, at alt det hårde arbejde er gået fuldstændig tabt, og/eller at hesten er vendt tilbage i de gamle vaner, som man har kæmpet så ihærdigt for at få brudt. Det er ihvertfald et lille udpluk af de tanker jeg har haft, efter de få gange Oddi har lavet unoder før ferien, som kunne minde lidt om dem han før i tiden også var meget præget af. Og det er ikke fordi at jeg har en forestilling om, at sådanne udviklinger og processer bare skal gå lodret op ad hele tiden; jeg tror bare at jeg blev så overvældet af alt det som vi havde opnået, og blev så blændet af dét, at katastrofe tankerne tog over i stedet for når vi var inde i de perioder hvor det lige pludseligt ikke gik så rosen rødt. Dog har jeg de sidste par måneder formået at reflektere grundigt over det, og jeg er kommet frem til, at de her enkelte “nedturer” også har været og er med til at styrke Oddi som hest, mig som rytter og Oddi og jegs bånd sammen.

Et enkelt og harmonisk budskab, som jeg ønsker at dele med jer, og som kan tages frem og bruges i mange flere sammenhængen i livet generelt. Så længe det hedder to skridt frem og et tilbage, frem for et skridt frem og to tilbage – så er man på rette vej.

What define us is how we rise after falling

 

Med vind i håret og det rette signal, rider vi i en perfekt galop henover det grønne græs, og i solens skarpe stråler. Uden så meget som en eneste tanke eller smerte om hverdagens daglige kaos og belastninger. Jeg fokuserer på intet andet, end alt hvad jeg har lige her og nu. Omringet af naturens smukke udseende, lyden af fuglenes sang og kvidren, og følelsen af alt den kærlighed og liv, jeg har lige under mig. Det er ikke bare en hest, men min aller bedste ven. Og han har hjulpet mig til at mærke lige præcis dén her følelse. Til at mærke glæden og værdien i livet.

For hvis du giver din hest hvad han har brug for, giver han hele sit hjerte tilbage til dig.

Forårstegnene er så småt begyndt at spire frem; vintergækker, påskeliljer og små spir på træernes lange grene er kommet til syne, fuglene synger, og man er begyndt at kunne ane solens varme en smule, når den trænger igennem skyerne på himlen. Det er en lørdag midt i marts, og jeg er på vej ud til hestene, da jeg lige netop er blevet udskrevet fra hospitalet.

På trods af det pragtfulde vejr, den blå himmel og de mange glade mennesker der er ude og nyde det gode vejr, så formår den gode stemning altså ikke rigtigt at smitte af på mig. Jeg sender dog et smil i ny og næ når jeg passerer nogle på min vej, men indeni er mit håb forsvundet. I går brød det hele sammen, og i mit impulsive jeg, fandt jeg en hurtig og nem, men uhensigtsmæssig måde at dulme den enorme smerte indeni på. Det gik bare ikke helt som forventet.

Jeg fortætter med faste og målrettede skridt ned mod stalden, hvor jeg åbner stalddøren. Moldi og Fagur kommer hurtigt til syne og kigger nysgerrigt hen mod mig, mens at jeg skifter mine sneakers ud med gummistøvler. Jeg fylder min lomme med godbidder, og går herefter hen og hilser på Moldi og Fagur. Jeg mærker hurtigt lettelsen i mit bryst, i det at jeg ligger min hånd på Fagurs ryg, og mærker hans rolige åndedrag. Varmen fra hans krop giver liv i min iskolde håndflade, der stadig ligger på hans ryg, og varmen spreder sig langsomt ud i mine fingerspidser. Jeg gyser kort, da det først er nu det går op for mig, at jeg er helt kold.

Hans rolige og afslappende vejrtrækninger smitter helt automatisk af på mig, og jeg mærker at anspændtheden fra de små og overfladiske vejrtrækninger fra før, langsomt bliver erstattet af afslappethed, og mine vejrtrækninger begynder at blive dybere. Jeg smiler kort for mig selv, før jeg beslutter mig for at gå ned på marken, for at hilse på de andre heste også. Men der er særligt én hest, jeg har savnet lidt mere, og som jeg lige nu har ekstra meget brug for. Selvom det kun er lidt over et døgn siden jeg sidst har set ham, kan jeg mærke at jeg har savnet ham som aldrig før. Timerne inde bag de fire, hvide hospitalsmure føles som flere dage, og jeg har været så langt væk fra mig selv, at jeg slet ikke har kunne tænke klart.

Jeg træder ud på den lille sti, som er helt smadret af jord og mudder. Men det betyder ikke noget, lige nu føles det bare befriende. Befriende at være i friheden, stilheden og ikke mindst her hvor jeg føler mig aller bedst tilpas.

Jeg fortsætter rundt om hjørnet hvor stien fortsætter, og hvor fodboldbanen kommer til syne på venstre side. Jeg fortsætter over den lille bro der fører mig hen til marken, og Feykir, Vinur og Oddi kommer til syne, men de står med ryggen til, helt henne i den anden ende.

Oddi er den første til at kigge hen mod mig, og lige dér sker der noget. Jeg hverken bevæger mig eller kalder på ham, og han tøver ikke et split sekund, men sænker nakken, og går med raske skridt hen imod min retning. Jeg mærker mit hjerte begynder at slå lidt hurtigere, og smilet vokser på mine læber. Jeg træder et par små skridt fremad, men stopper op igen, og holder mit blik på Oddi, som fortsat er på vej hen mod mig. Han går helt målrettet, og jeg fornemmer at han kan mærke noget. At han kan mærke at der er noget der er, som det ikke skal være, og at det i hvert fald ikke er blevet bedre efter jeg gik fra ham i går, hvor han bar mig en tur i skoven, til trods for at tårerne trillede, og uroen fyldte i hele min krop. Det er sjælendt han kan håndtere at sin rytter ikke er på toppen, da han selv har brug for roen og trygheden herfra. Men noget siger mig, at han forsøgte at passe på mig. Han stopper op da han når hen til mig, og jeg ligger mine arme rundt om hans hals. Jeg mærker en tryghed i min krop, en tryghed som kun Oddi kan give mig. Jeg mærker roen, freden og en lille glæde helt inde i maven, samtidigt med at jeg mærker tårerne trænge sig på. Oddi står helt stille, og hans ører er vendt hen imod mig. Jeg tillader en tåre at glide ned langs min kind, mens at jeg klemmer mig lidt hårdere ind mod Oddi. Han er noget særligt. Noget helt, helt særligt.

Min evne til at være social med andre (både nye og kendte) mennesker, afhænger utrolig meget af om jeg føler mig tryg. Hvis man kender mig godt som person og jeg er i kendte og trygge fysiske omgivelser, er jeg meget udadvendt, – hvor hvis jeg derimod er et andet sted (et ukendt eller uvant sted) hvor jeg er omgivet af mennesker jeg ikke er van til, er jeg mere indadvendt og usikker, og har en tendens til at være isolerende.

Med kendte, trygge fysiske omgivelser hentyder jeg til der hvor jeg bor, og med ukendt eller uvant sted hentyder jeg til steder jeg aldrig har været, eller steder jeg godt kender til og måske af og til/ofte kommer, men som ikke er mit hjem. Derfor kan folk omkring mig nemt have to vidt forskellige oplevelser af hvordan jeg er som person, udfra hvor de møder og kender mig.

Når jeg er sammen med hestene, føles det ligesom at være i min “faste base”, og her har jeg samme tryghed (hvis ikke større), end der hvor jeg bor. Ikke forstået som at jeg ikke kan være præget af angsten her nogle gange, men den er markant formindsket.

Jeg oplever somme tider at jeg kan have en helt almindelig “small-talk” med endda helt fremmede mennesker, hvilket er noget af det jeg har aller sværrest ved normalt, og jeg har aldrig helt forstået hvordan ‘man gør’. Men når jeg står med hestene, eller kan mærke dem under mig, er det lige som om at angsten bliver “bedøvet”, og min evne til at være social bliver meget bedre. Lidt som om at hestenes hjerteslag, bløde øjne og rolige, kærlige sind går ind og beroliger min anspændte krop. Og at have denne tryghed som giver mig de her positive sociale oplevelser, er en fantastisk start til at kunne udbrede endnu flere i fremtiden, i måske også andre sammenhæng. Ordene kommer nemmere glidende, og bliver modsat ikke gennemtænkt igen og igen og ryger ud af munden med et hurtigt-bankende hjerte.