En hverdag med mere glæde

Jeg har længe gået og tænkt på at lave dette indlæg, da det er utrolig personligt, og går ind over nogle meget intime ting. Men jeg vælger at skrive det, fordi det måske kunne hjælpe andre der har eller står i samme situation som jeg har gjort, og til tider stadig gør.

Det kommer nok ikke som nogen overraskelse (da jeg har skrevet det før), at hestene er og har været en rigtig stor hjælp i mit liv. Jeg kan kort og ærligt sige, at de har været en af grundende til, jeg stadig er i live.

Jeg har lidt meget af selvmordsforsøg, og alvorlig selvskade, men det er yderst sjælendt det sker, lige nu. Jeg tænker altid – “så kan jeg jo ikke komme ud til hestene” “så kan jeg ikke ride igen” og “så ville jeg aldrig kunne være sammen med dem igen”. Og det vil jeg ikke risikere. Når jeg er ude hos dem, er det som et frirum. Og frirummet starter, når jeg træder ind i stalden, og slutter til jeg slukker lyset og går ud igen. Det føles fantastisk. Jeg kan ærligt sige, at jeg føler mig GLAD. Og det hører man ellers aldrig mig sige, fordi jeg ærligtalt ikke føler mig det. Men i hestenes selskab, og når jeg laver noget med dem, føler jeg mig helt ærligt, GLAD. Jeg smiler, og de dumme tanker, og den motoriske uro forsvinder. Jeg ikke så meget som tænker på det. Det er pist væk, i de øjeblikke. Jeg har længe gået og bildt mig selv ind, at jeg ikke hørte til, i den her store verden. Men jeg tog fejl. Jeg tog helt og andeles fejl. Jeg skal leve, og jeg hører til her. Jeg hører til hos Feykir, Moldi, Oddi, Fagur og Vinur. De har ikke svigtet mig, og jeg kommer heller ikke til at svigte dem.

Når jeg tænker mig om, er det helt utroligt hvor meget de har hjulpet mig. Og så især med sådanne alvorlige ting, som dette. Nogengange kunne det ske hver uge, – og hvem ville vide, hvornår det ville sige stop? Dette ville ingen vide. Men en ting er sikkert, og det er  at min krop ikke ville kunne holde til alt det her i længden. Men jeg er her. Jeg er i live, og viser fremgang hver evig eneste dag. Aldrig havde jeg troet, at fem heste kunne hjælpe et andet menneske så meget. Men det har de virkelig, og selvom jeg en dag flytter fra mit bosted, vil de altid være en del af min livshistorie. Jeg vil huske dem som dem, der bogstaveligste var med til at redde mig, fra mig selv. Jeg vil aldrig glemme dem, og det magiske noget, de gjorde ved mig.

Søde, frække Feykir til venstre, og dejlige, forsigtige Moldi på højre.

Hav en god dag <3