Glæde, nervøsitet og savn

Jeg er typen, at når jeg går op i noget, – går jeg op i det i en så stor grad, at det fylder hele min verden. Jeg tænker nærmest på det konstant, og bliver helt hjernevasket af det. Det oplever jeg især med ridningen, – det fylder mit hoved, og føles selvfølgelig fantastisk.

Her kan min sygdom dog også spille ind;

Jeg bliver så nervøs og bange, inden jeg skal til ridning. Og det kan starte hele to dage før, og især dagen inden, er det slemt. Jeg tænker med det samme at jeg skal præstere mit ubberste, og imponere. Og faktisk er krævende så høje, at jeg til tider kan gå rigtig skuffet derfra, samtidigt med at være vred på mig selv. Jeg har ofte kravene, at jeg bare skal være et naturtalent, og ride perfekt. Så her kan i godt se, at jeg ofte ikke kan leve op til det. Og det kan jeg sagtens med min fornuft se, når jeg ikke står i det.

Jeg har gået til ridning i et års tid, – og helt ærligt, de fleste ryttere har redet i årevis. Selvfølgelig er der forskel, og selvfølgelig skal det ikke være et nederlag. Hestene kan have dårlige dage, og det samme kan jeg. Og det kan jo nemt påvirke ridningen. Som jeg på et tidspunkt fik afvide, handler det ikke om at være god, – men at elske det man laver. Og det minder jeg mig selv om, når jeg kan.

Det er som om, at den ros jeg får, bare ikke trænger ind. Jeg glemmer dem med det samme igen, som når jeg får det afvide. Derimod når jeg bliver rettet, tager jeg det meget personligt, og tænker på det lang tid efter.

Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste der har det sådan. Kender i til det?

Alt i alt er det en træls tanke og følelse, men det er jo noget man skal arbejde med, og jeg tror på, det bliver bedre med tiden, hvis man sørger for at minde sig selv om det, i situationer hvor man fejler. Hvilket man jo altid kan gøre som rytter!

Her får i lige et billede af Feykir og jeg, fra igår 🙂