Når angsten bliver bedøvet i tryghed…

Min evne til at være social med andre (både nye og kendte) mennesker, afhænger utrolig meget af om jeg føler mig tryg. Hvis man kender mig godt som person og jeg er i kendte og trygge fysiske omgivelser, er jeg meget udadvendt, – hvor hvis jeg derimod er et andet sted (et ukendt eller uvant sted) hvor jeg er omgivet af mennesker jeg ikke er van til, er jeg mere indadvendt og usikker, og har en tendens til at være isolerende.

Med kendte, trygge fysiske omgivelser hentyder jeg til der hvor jeg bor, og med ukendt eller uvant sted hentyder jeg til steder jeg aldrig har været, eller steder jeg godt kender til og måske af og til/ofte kommer, men som ikke er mit hjem. Derfor kan folk omkring mig nemt have to vidt forskellige oplevelser af hvordan jeg er som person, udfra hvor de møder og kender mig.

Når jeg er sammen med hestene, føles det ligesom at være i min “faste base”, og her har jeg samme tryghed (hvis ikke større), end der hvor jeg bor. Ikke forstået som at jeg ikke kan være præget af angsten her nogle gange, men den er markant formindsket.

Jeg oplever somme tider at jeg kan have en helt almindelig “small-talk” med endda helt fremmede mennesker, hvilket er noget af det jeg har aller sværrest ved normalt, og jeg har aldrig helt forstået hvordan ‘man gør’. Men når jeg står med hestene, eller kan mærke dem under mig, er det lige som om at angsten bliver “bedøvet”, og min evne til at være social bliver meget bedre. Lidt som om at hestenes hjerteslag, bløde øjne og rolige, kærlige sind går ind og beroliger min anspændte krop. Og at have denne tryghed som giver mig de her positive sociale oplevelser, er en fantastisk start til at kunne udbrede endnu flere i fremtiden, i måske også andre sammenhæng. Ordene kommer nemmere glidende, og bliver modsat ikke gennemtænkt igen og igen og ryger ud af munden med et hurtigt-bankende hjerte.