Noget helt særligt

Forårstegnene er så småt begyndt at spire frem; vintergækker, påskeliljer og små spir på træernes lange grene er kommet til syne, fuglene synger, og man er begyndt at kunne ane solens varme en smule, når den trænger igennem skyerne på himlen. Det er en lørdag midt i marts, og jeg er på vej ud til hestene, da jeg lige netop er blevet udskrevet fra hospitalet.

På trods af det pragtfulde vejr, den blå himmel og de mange glade mennesker der er ude og nyde det gode vejr, så formår den gode stemning altså ikke rigtigt at smitte af på mig. Jeg sender dog et smil i ny og næ når jeg passerer nogle på min vej, men indeni er mit håb forsvundet. I går brød det hele sammen, og i mit impulsive jeg, fandt jeg en hurtig og nem, men uhensigtsmæssig måde at dulme den enorme smerte indeni på. Det gik bare ikke helt som forventet.

Jeg fortætter med faste og målrettede skridt ned mod stalden, hvor jeg åbner stalddøren. Moldi og Fagur kommer hurtigt til syne og kigger nysgerrigt hen mod mig, mens at jeg skifter mine sneakers ud med gummistøvler. Jeg fylder min lomme med godbidder, og går herefter hen og hilser på Moldi og Fagur. Jeg mærker hurtigt lettelsen i mit bryst, i det at jeg ligger min hånd på Fagurs ryg, og mærker hans rolige åndedrag. Varmen fra hans krop giver liv i min iskolde håndflade, der stadig ligger på hans ryg, og varmen spreder sig langsomt ud i mine fingerspidser. Jeg gyser kort, da det først er nu det går op for mig, at jeg er helt kold.

Hans rolige og afslappende vejrtrækninger smitter helt automatisk af på mig, og jeg mærker at anspændtheden fra de små og overfladiske vejrtrækninger fra før, langsomt bliver erstattet af afslappethed, og mine vejrtrækninger begynder at blive dybere. Jeg smiler kort for mig selv, før jeg beslutter mig for at gå ned på marken, for at hilse på de andre heste også. Men der er særligt én hest, jeg har savnet lidt mere, og som jeg lige nu har ekstra meget brug for. Selvom det kun er lidt over et døgn siden jeg sidst har set ham, kan jeg mærke at jeg har savnet ham som aldrig før. Timerne inde bag de fire, hvide hospitalsmure føles som flere dage, og jeg har været så langt væk fra mig selv, at jeg slet ikke har kunne tænke klart.

Jeg træder ud på den lille sti, som er helt smadret af jord og mudder. Men det betyder ikke noget, lige nu føles det bare befriende. Befriende at være i friheden, stilheden og ikke mindst her hvor jeg føler mig aller bedst tilpas.

Jeg fortsætter rundt om hjørnet hvor stien fortsætter, og hvor fodboldbanen kommer til syne på venstre side. Jeg fortsætter over den lille bro der fører mig hen til marken, og Feykir, Vinur og Oddi kommer til syne, men de står med ryggen til, helt henne i den anden ende.

Oddi er den første til at kigge hen mod mig, og lige dér sker der noget. Jeg hverken bevæger mig eller kalder på ham, og han tøver ikke et split sekund, men sænker nakken, og går med raske skridt hen imod min retning. Jeg mærker mit hjerte begynder at slå lidt hurtigere, og smilet vokser på mine læber. Jeg træder et par små skridt fremad, men stopper op igen, og holder mit blik på Oddi, som fortsat er på vej hen mod mig. Han går helt målrettet, og jeg fornemmer at han kan mærke noget. At han kan mærke at der er noget der er, som det ikke skal være, og at det i hvert fald ikke er blevet bedre efter jeg gik fra ham i går, hvor han bar mig en tur i skoven, til trods for at tårerne trillede, og uroen fyldte i hele min krop. Det er sjælendt han kan håndtere at sin rytter ikke er på toppen, da han selv har brug for roen og trygheden herfra. Men noget siger mig, at han forsøgte at passe på mig. Han stopper op da han når hen til mig, og jeg ligger mine arme rundt om hans hals. Jeg mærker en tryghed i min krop, en tryghed som kun Oddi kan give mig. Jeg mærker roen, freden og en lille glæde helt inde i maven, samtidigt med at jeg mærker tårerne trænge sig på. Oddi står helt stille, og hans ører er vendt hen imod mig. Jeg tillader en tåre at glide ned langs min kind, mens at jeg klemmer mig lidt hårdere ind mod Oddi. Han er noget særligt. Noget helt, helt særligt.