Oddi

Hans lyse musegrå pels skiller sig ud i mængden på folden, sammen med hans lange fine man, i flere forskellige nuancer; brun, sort, lys og mørk, samt nogle striber med rødligt skær. Hans øjne udviser af og til frygt grundet hans sensitive sind, men inde bag facaden, er han den mest fantastiske, omsorgsfulde og kærlige hest.

Jeg bukker mig kort ned, og vender mit blik hen mod ham. Stille og forsigtigt sænker han sit hoved, og går med rolige skridt hen mod mig, og stopper lige foran mig. Jeg aer ham blidt på halsen, og han lægger kort sine ører frem. Hans øjne er bløde, og hans åndedrag er afslappet og behageligt. Stilheden er i et øjeblik som dette, noget der siger mere end tusindvis af ord. Jeg behøver ikke at gøre noget, sige noget, eller at være nogen bestemt. Her er ingen forventninger, og ingen fordomme. Jeg står bare i en behagelig ro, og nyder varmen og kærligheden fra ham, og det er et øjeblik, med en betydning jeg aldrig ville kunne beskrive. Jeg vil aldrig kunne beskrive min glæde, og hvilken indre ro der bliver spredt i min krop. Selv helt ud i fingerspidserne, kan jeg mærke roen og trygheden. Jeg nyder det, og jeg kunne stå sådan med ham i en evighed, – blot nyde hans rolige hjerteslag, og lægge mine arme omkring ham.

Når sadlen er spændt og hovedtøjet sat på, er der ingen tøven. Der er rumlighed, og der er plads til ham, og der er plads til mig. Nogengange er det mig, som får ham til at slappe af, og andre gange er det ham som formår at få mig til at slappe af. Særligt på de ekstra svære dage.

Trods tøjlerne sidder løst, sætter han i en langsom og behagelig tølt, selvfølgelig efter min ordre. Jeg kan mærke fra sekund til sekund, hvordan han bliver mere blød og afslappet i hans bevægelser. Han forsøger ikke engang på at nægte eller undvige mine signaler. Han forsøger slet ikke at slippe for at det er mig, som bestemmer og har styringen. Måske det er et tegn på tillid? Et helt tydeligt symbol, som gør at vores samarbejde og relation er så godt.

Galoppen føles flyvende og let, det er som at have vinger. Det føles magisk, og min krop når hurtigt til det punkt, hvor jeg blot sidder helt afslappet i sadlen, og følger hans takt. Ikke én eneste unødvendig muskel er spændt, og ikke én eneste usikkerhed nager sig i min krop. Det er bare.. Afslappende.

Jeg svinger mit højre ben over hans ryg og samler det med mit venstre, hvorefter jeg hopper ned fra hans ryg. Jeg mærker en sitren i min krop, og smiler til ham. Jeg kender ikke denne følelse så godt, men det føles rart. Det føles lidt som en energi der kører rundt og vækker alle de dele i min krop, som ellers plejer at være afkræftet.

Jeg ligger min pande mod hans, og giver ham et kys på mulen, hvorefter jeg trækker ham ind i stalden.

Jeg er og har aldrig været en person med troen på sig selv, eller mine evner, og i årenes løb, har kampen om at mærke mig selv altid været en tabt kamp. Men alle de glemte og fremmede følelser, har både han, og de andre fire fundet frem indeni mig.

I det jeg står inde i stalden og sadler af, går det langsomt op for mig. Jeg kan huske min første tanke da jeg åbnede mine øjne i morges; “Jeg klarer den aldrig”… Men lige nu, lige præcis i dette øjeblik, mærker jeg det. Jeg trækker vejret dybt, og ligger igen mærke til det. Energien er en helt anden nu, og jeg tror nok det skal gå. Selvom tingene er hårde som de er lige nu, så har jeg en hel klar fornemmelse om, hvad det er jeg kæmper for. Jeg kæmper for Oddi, jeg kæmper for Feykir, for Vinur, Fagur og Moldi. Uanset hvor hårdt tankerne rammer mig, så gør det altid en forskel at have blot et øjeblik hos dem. De giver mig noget, som ingen eller intet andet ville kunne erstatte. De formår at sætte helingsprocessen igang på selv de største og dybeste brud og sår. Selv dem, lægen ville have opgivet.