Opturer og udvikling – Oddi

Oddi har været inde i en øm periode siden Marts, og hans flugtdyr-instinkt har haft nemmere ved at blive aktiveret end normalt. Blot den mindste uforudsigelige lyd eller bevægelse har kunne bringe ham i panik; og har af og til også givet en løbetur eller to med blandt andet mig på ryggen. Dog er jeg ret sikker på, at han langt om længe er godt på vej til at blive en smule mere stabil.

“When I looked into his eyes. For the first time, I saw it. A part of myself.”

Noget af det der fascinerer mig aller mest ved ham, er at jeg kan se så meget af mig selv i ham. For mig er der to sider i ham at se; Den usikre facade, og Oddi.

Jeg tror generelt hans usikkerhed blandt andet bunder i hans sensivitet; uforudsigelige lyde og bevægelser, – samt hans nederste placering i flokkens hierarki; han giver nemt efter overfor de andre heste, og forsøger han at sige fra, bliver han hurtigt konfronteret med hans plads i flokken igen. Denne side har nemt ved at komme til udtryk, og grundet hyppigheden kan man ofte forveksle den som hans identitet; men når man opnår hans tillid og roen rammer hans krop, ser man Oddi som hest, – og her er han den mest kærlige og trofaste af slagsen.

Jeg husker tydeligt en ridetime jeg havde for et halvt års tid siden, hvor jeg chokerende stoppede ham op efter at have trænet lidt på banen, og så måbende ned på ham. Han havde den dag vist en helt anden side af sig selv, som jeg ikke på samme måde havde oplevet før; Han var lyttende, samarbejdsvillig, og afslappet i alle gangarter, – som desuden kan føles helt anderledes fremfor når hesten er helt spændt op. Han hverken sprang op når jeg drev til ham, eller gik i panik og satte farten op når vi galopperede, – tværtimod oplevede jeg en helt ny hest der spredte sine vinger og åbnede sig op for mig, og jeg tænker tit tilbage på oplevelsen med glæde der stadig kan mærkes helt nede i maven. Og det er lige nøjagtigt noget af det der er med til at fascinere mig, og ikke mindst det der gør det så unikt at arbejde med ham. Specielt når vi møder hinanden på midten og begge giver slip for vores anspændthed og usikkerhed; det giver en hel unik følelse, som jeg håber på at opleve mange flere af endnu.

 

“Looking into the eyes of a horse is seeing the soul and purity of life.
You don’t need wings to fly, you just need a horse.”

At kunne spejle sig selv i en anden sjæl og udvikle sig sammen er en smuk oplevelse. Empatien er en helt anden og mere ægte end den overhovedet kan blive, og hvis ikke man kan stoppe op ind imellem og minde sig selv om det bedre, må man hjælpes ad.

 

 

Michelle