Tænk på Feykir

Smerten føltes som om, at den skar dybt i mit hjerte. Vreden steg, hvilket fik mine skridt til at blive hurtigere og hurtigere, for blot at holde de næste par minutter ud.

Tårene lå langt væk, men mærkes det kunne de. De pressede sig på, men var umulige at få ud, grundet vreden. Og det var jeg egentlig ret taknemmelig for lige nu, da jeg så slap for folks underlige, og mærkelige blikke.

Jeg gik på strøget, efter at være løbet væk, fra de mennesker der egentlig skulle passe på mig i situationer som disse. Men smerten gjorde for ondt, og jeg kunne ikke holde til, at bære den længere.

Jeg fortsatte med at gå, men åbnede forsigtigt min pung imens. Blot for at vedvare en lille tryghedsfornemmelse i maven, som var det eneste der gjorde, at jeg lige nu kunne stå oprejst.

En lille genstand kom til syne, hvilket et øjeblik gav mig et smil på læben. Genstanden var skadelig, og det gjorde, at vreden kom yderligere frem. Det føltes rigtigt, og trygt. Og det kunne jeg godt skamme mig en smule over.

En besked bippede ind på min mobil, og den bippen, havde jeg hørt meget til, de sidste par timer.

Sukkende trak jeg den op af lommen, samtidig med, at jeg bevarede mit ivrige tempo.

Jeg kiggede på skærmen, og der var så mange af dem dernedad. Jeg ville til at låse min mobil igen, men et ord, fangede mig særligt. Dette fik mig til at læse alle 3 ord, der dannede en betydningsfuld sætning.

Mit udtryk i ansigtet, som klart viste vrede, blev nu ændret. Tårene trængte sig stadig på, men forskellen fra før var, at denne gang væltede de bare ud. Ikke bare som bitte små trillende tårer, der en efter en blev dannet, – nej, som en masse tårer der samlede sig, så mine kinder efterlod våde spor. Jeg stoppede brat op, og faldt langsomt ned mod jorden. Lige nu, kunne jeg ikke stå op mine to ben, som bare for to minutter siden, havde langt flere kræfter.

Jeg åbnede min pung, og denne gang, da jeg fik øje på det, rasede det i mig. Jeg tog den op derfra, og kiggede på det med afsky. Det skulle væk, – nu. Jeg ville ikke miste min fysiske mulighed for, at give ham et kram, eller et blidt kys på mulen. Jeg ville ikke have, at den følelse jeg fik når jeg sad på ryggen af ham, skulle forsvinde. Han måtte ikke glemme mig. Jeg elskede ham jo mere, end nogen eller noget andet.

Jeg smed det ned i risten der var ved siden af mig, i ren desperation, heraf en masse andre skadende ting. Jeg tømte den fuldt ud.

“Tænk på Feykir”