Terapihest med stort T!

Jeg vågner op til en rigtig efterårsmorgen, med grå skyer, kold vind, og regn. Fuglene kvidrer ikke som de plejer, lyden af regnen mod mit vindue er det eneste jeg kan høre. Jeg mærker uroen i min krop, og ikke mindst smerten i min nakke, fordi jeg altid formår at ligge mig forkert i sovende tilstand.  Men ellers skal jeg egentlig bare igang med den sædvanlige rutine, – morgenmad, lidt frisk luft, børste tænder, sko og jakke på og så afsted til skole. Yoga er mit første fag, men begejstringen er der ikke, i det uroen fylder helt ud i fingerspidserne. Begejstringen for dagen, er generelt manglende.

Midt i yoga mærker jeg, at jeg har brug for at komme ud. Jeg tager mine sko og derefter min trøje over mig, og undskylder mig selv før jeg åbner døren og træder ud. Uroen er tiltagende, men den psykiske smerte gør det bestemt heller ikke bedre.

Faktisk ligger stalden lige ved skolen, og jeg er ikke i tvivl om, at det er hestene jeg har brug for lige nu, til at få ro på.

I det jeg træder ud på marken, og får mig bevæget ned på den anden ende af den, ligger jeg min hånd på Oddis ryg, og nusser ham stille med min tommelfinger. Han hæver sit hoved fra græsset og gumler færdig, og derefter står han bare roligt og afslappet. Han græsser heller ikke.

Jeg mærker hans ro, og jeg finder min. Jeg står bare foran ham nu, og aer hans bløde mule, og ligger min pande lige over hans. Han står stadig helt roligt, og følelsen af værdighed kommer virkelig til udtryk for mig her. Af og til går jeg om på hans side og giver ham et kram. Stadig uden en bevægelse fra hans side af. Lige pludselig, ligger han sig ned på græsset, og jeg bliver helt forbavset over det. For mig er det et tegn på, at han føler sig tryg og afslappet.

Stille sidder jeg ved siden af ham og læner mig kort op af ham. Jeg mærker hans hjerte banke, samtidigt med hans rolige og afslappende vejrtrækninger. Jeg ligger mine arme om ham, og det er som om, jeg glemmer alt om den smerte der fyldte hele min krop for bare et øjeblik siden.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad der, men det var et stykke tid. Jeg tog mig selv i, at placere mig afslappet på det våde græs på marken hos ham. Det rørte mig ikke at jeg blev våd, og at græssets grønne farve sikkert ville smitte af. Jeg nød bare øjeblikket, jeg nød bare ham. Jeg nød at føle mig elsket, – at føle mig i live.

erign

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg