Tilbage på hesten!!

Da Feykir har været halt i cirka halvanden måned, er han nu langt om længe klar til at starte ligeså stille op igen.

Det har på mange måder været meget anderledes at komme til ridetimer i den periode, og slet ikke have redet ham en eneste gang. Det må have været den længste periode hidtil, jeg ikke har siddet på hans ryg én eneste gang i halvanden måned. Han er jo den, jeg lige siden start, har haft et helt og andeles unikt bånd til. Han er den hest, jeg har haft flest minder med, i og med, at jeg har redet ham stort set siden begyndelsen. Han har lært mig så meget om mig selv, og han har formået at åbne mine øjne op, for alt det gode i livet. Hans udstråling af livsglæde og selvsikkerhed, kan helt smitte af.

Da jeg satte mig op på ham i tirsdags, for første gang siden hans skade, var det virkelig en mærkelig følelse. Følelsen føltes først fremmede og ukendt, men der gik ikke lang tid, før det gik op for mig, at det var den “gamle” velkendte følelse, jeg et øjeblik, helt havde glemt. En følelse der helt automatisk spreder energi og styrke rundt i min krop. Og en følelse af tryghed glæde.

Siden tirsdag, har jeg været ude og skridte på ham et par gange, og det har været så skønt. En livlig, energisk, nysgerrig og glad hest, i det helt uimodståelige frostvejr.