Træning med paraply

En paraply er fuldstændig harmløs og ufarlig, men fælles for rigtig mange heste, så er det noget de bliver meget forskrækket over; og tænker man lige efter, så er en paraply da også en underlig genstand hvis ikke man har set den før. Og som bytte-dyr, bliver det ofte oplevet og sammenlignet som noget “nyt, ukendt og farligt”.

I går regnede det stort set hele aftenen, og det var meget begrænset hvad der var af pauser imellem. Jeg havde planlagt at tage ud og besøge hestene på sommergræs, og trods regnen så nægtede jeg at lade den forhindre mig i det. Så på med gummistøvlerne og så derud.

Der var en pædagog som tog med mig, og naturligt nok spurgte hun mig om jeg ikke ville have en paraply med, nu hvor det regnede så meget. Min første tanke var ‘Ej, så bliver hestene jo bange’, men kort efter fik jeg åbnet munden for at svare hende; “Det kunne være en god træning.”

Min tanke bag det var ganske enkelt, at realistisk set så er en paraply jo ikke i nærheden af at være farlig på nogen som helst måde, og desuden kunne det være rart nok ikke at blive gennemblødt. Og hvis de gik helt i panik, kunne jeg altid ligge den væk igen.

Det første jeg blev mødt med var at de kom løbende hen til mig præcis som de plejer, dog ikke helt hen til mig. Den mindste bevægelse med paraplyen gav dem et kæmpe chok, og Oddi løb lidt rundt til at starte med. Jeg tror ikke helt han kunne finde ud af hvordan han skulle reagere, men han gav sig alligevel og kom hen for at hilse på mig, selvom han var meget opmærksom på den farlige ting jeg holdte i min højre hånd. Dog endte de alle tre med at blive rigtig gode venner med den, efter jeg lage den ned og lage noget brød over og under den, og der gik ikke lang tid før de var helt ligeglade med den. På ride lejren kunne de næsten gå i panik hvis de så en paraply på bare lang afstand, men nu hvor de fik afklaret hvor harmløs den egentlig er, så havde de helt ro med at den bare lå der, og også da jeg gik tilbage igen med den over hovedet. Endda Oddi kunne stå helt roligt ved min side imens jeg nussede ham. Og Moldi fulgte mig til dørs da jeg skulle hjemad.

Personligt så synes jeg det er yderst inspirerende at se hvordan de på ikke engang 20 minutter, kan finde ro med noget de førhen har opfattet som meget farligt, og har kunne få deres puls helt op; selvom deres og vores natur ikke er den samme, synes jeg alligevel det er noget brugbart og som skrevet – meget inspirerende.