Fødderne der bliver placeret i stigbøjlerne, samt hænderne der nærmest automatisk tager sit sædvanlige greb om de bløde tøjler. Kommunikationen i sædet som driver hesten frem i en blød galop uden ét eneste ord, i naturens farverige omgivelser. Fuglene der synger, vandet i bækken der løber, og menneskerne der af og til kommer gående eller løbende med glade ansigter. Varmen fra sadlen og ikke mindst varmen fra hestens krops temperatur, og vinden der af og til får håret til at flyve så det nærmest står vandret… Dét er følelsen af frihed. Ingen spekulationer om uniformerede mennesker der pludseligt skulle springe frem, fordi friheden er frataget. Det er bare mig, min hest, og det eventyr der står lige for næsen af os; Friheden.
Jeg er i mit es, og jeg føler jeg har helle. Lidt ligesom man i tag-fat legene som yngre havde nogle bestemte “helle-steder” hvor man ikke kunne fanges, men derimod blot kunne stå stille et øjeblik og få modet og pusten tilbage til at fortsætte legen. Her gør jeg det samme; jeg får et pusterum hvor alle muskler og sanser får lov at slappe af, og hvor psyken finder nye kræfter til at fortsætte kampen i hverdagen. Jeg tror på alle mennesker har noget deres hjerte virkelig brænder for; Nogen finder det måske tidligt i livet, mens andre finder det senere, eller måske meget sent.
Det er et menneskeligt behov at føle sig fri og afslappet, – og jeg har aldrig værdsat det så meget som nu. Både fordi jeg har fundet ud af hvordan det føles slet ikke at have nogen frihed, men også fordi jeg oprigtigt tror på, at jeg har fundet det jeg brænder for.
I ridning og i samværet med hestene er det vigtigt at man som rytter tager rollen som leder. Da jeg startede til ridning havde jeg svært ved at påtage mig rollen, – til dels fordi jeg da ikke var så klog på heste, og til dels fordi jeg altid har været en person, der har været meget genert og indadvendt, og i og med jeg ikke har haft den største tro på mig selv, har jeg været typen der har “fulgt med de andre”. Så hvis man kigger på hestenes levemåde, så har jeg måske været nede i hierarkiet, og blot fulgt de andre der måske påtog sig en såkaldt “leder rolle”.
Har du selv med heste at gøre, så ved du nok også hvor stor en egenskab “lederskab” har i ridning. Hvis ikke, men hvis du i fremtiden bliver heste interesseret, så finder du ihvertfald hurtigt ud af det. Det tog ikke mig ret lang tid at finde ud af, og det førte mig ud på en lang, hård men yderst spændende og meget relevant rejse; og det har givet mig så meget i forhold til hestene og når jeg rider, – men ikke mindst har det også givet mig noget personligt!
Første step: Når man påtager sig en leder-rolle, så medfører det sig et ansvar; Hesten stoler på dig, hesten har respekt for dig, – men det kan den ikke have hvis ikke du også har respekt og tillid til dig selv! Og hesten ser dig ikke som sin leder, før den mærker og oplever dette.
