25 DAGE UDEN HESTENE

Solen skinner, træer og skovbundende blomstrer, og varmegraderne er begyndt at melde sin ankomst til den danske sommer; Denne årstid er værdsat og glædet af mange levende væsener, men for mig er det en af de hårdeste perioder på året.

På mandag tager jeg med på ridelejr på Rømø, som skal nydes på ryggen af Feykir. Det er med blandede følelser; – men først og fremmest så glæder jeg mig helt vildt til tre fede dage som uden tvivl bliver fyldt med nye, spændende og uforglemmelige oplevelser. Dog presser tanken på om at jeg onsdag eftermiddag skal med hen og aflevere dem på sommergræs, hvor de skal befinde sig de efterfølgende 25 dage.

Hestene er uden tvivl grunden til at jeg idag står mere solidt på begge ben, end hvad jeg blot gjorde for 1-2 år siden. Da jeg lærte dem at kende var jeg dybt påvirket og fanget i anoreksiens tykke og klæbende spind, og havde levet bag sygehus murene i godt og vel halvandet år. Og siden dengang har jeg rykket mig utrolig meget, og jeg har fået bedre styr på at håndtere anoreksiens indre stemme; og jeg tror nøglen har været den kærlighed hestene har givet mig, og ikke mindst den livsglæde de har vækket i min krop med alle de oplevelser vi har, og har haft sammen.

Derfor bliver det svært at undvære alle fem, i så lang tid. Jeg besøger dem hver eneste dag, – og om den er god eller dårlig, bliver jeg altid mødt positivt. Og jeg kommer sådan til at savne at gå ned på marken og kalde på Feykir som kigger efter mig, hvorefter han roligt og afslappet kommer gående hen til mig. Jeg kommer til at savne at holde om dem på de dårlige dage hvor jeg blot kan lade tårene falde og lade deres hjerterytme give mig ro, og ikke mindst kommer jeg til at mangle og savne en god tølt og en energisk, skøn galop. 25 dage er ikke nødvendigvis længe, men uden de fem herrer så ved jeg det kommer til at føles meget længere.