Uro

I mit forløb har jeg haft rigtig svært ved at sidde og stå stille. Bare generelt dét, at slappe af. I starten havde jeg svært ved at sætte mig op på hesten, grundet uroen i min krop: så jeg var rigtig anspændt. Og det kunne Vinur og Feykir især mærke. Når man er anspændt og urolig, mærker de det med samme, og bliver det samme. De går hurtigere, – ja nærmest traver afsted. Og det gjorde mig usikker, da jeg ikke anede hvorfor, og ikke selv lage mærke til min uro og anspændthed. Mine ridelærer kunne tydeligt se det på mig, og siger altid jeg skal slappe af. Så dér kommer jeg på en utrolig stor opgave; nemlig kampen om at tillade mig selv at slappe af. Og dét er svært! Jeg får nemlig en rigtig ubehagelig følelse i kroppen af at slappe af. Jeg ved godt det ikke er normalt og det er min psyke der spiller mig et puds. Men for første gang har jeg faktisk ville slappe af, og kæmpet for det! Normalt ville jeg blive frustreret og bange og fortryde det, – men ikke én eneste gang, fortrød jeg det. Hver evig eneste gang har jeg haft en god oplevelse, og gået fra med et glad sind. Jeg tror måske det har noget at gøre med min store kærlighed for præcis ham jeg sætter mig op på.

Det har desuden hjulpet mig efterfølgende med, at tillade mig selv at slappe af. Det er det jo når jeg sidder på hesten, – og selvfølgelig er det også det udover. Der er jo intet farligt i det. Og nu kan jeg sidte mig op på hestenes trygge ryg, og slappe af. Nogengange automatisk, nogengange efter nogen har kommenteret det, eller fordi jeg selv lægger mærke til det.