Kære…

Kære Feykir, Vinur, Oddi, Fagur og Moldi.

Jeg tror slet ikke, i har nogen anelse om, hvor meget jeg holder af jer, og hvor meget i hjælper mig. Det bedste jeg ved er, at komme ud til jer, og i så kommer hen til mig, når jeg går ud på marken. Jeg elsker så inderligt, når i lader mig give jer en grime på, og lader mig trække jer med ind i stalden. Aldrig har jeg haft sådan et forhold til nogen, som jeg har til jer. I er fuldkommen unikke for mig. I har bogstaveligtalt reddet mit liv. I har reddet mig, og trækket mig op, da jeg var aller længst nede, og i nåede det inden det blev for sent. For jeg tror ærligtalt det ville have endt sådan, hvis det ikke var for jer. Jeg ved det lyder helt sindssygt, men i har virkelig gjort, og gør en kæmpe forskel.

I fik mig op og stå, og jeg er gået fra at være en pige der levede og handlede i anoreksiens klør konstant, til nu at være en pige der kan have stunder hvor jeg faktisk kan føle mig GLAD, og ikke mindst kæmper for sit liv, fremfor imod det.

I giver mig en helt speciel glæde, som ingen andre kan give mig. I fylder min hverdag på en særlig måde, og den kildende fornemmelse i maven kommer frem, hver gang jeg er sammen med jer. Følelsen af at tølte eller galoppere ud i det blå, er det bedste. Det er den fedeste følelse, specielt fordi vi gør det sammen. Vi samarbejder. I realiteten kunne i bare nægte, – være umulige og smide mig af. Men det gør i ikke. I samarbejder med mig.

Én ting er sikkert og det er at jeg VED i aldrig kunne finde på at gøre noget for at såre mig. I kan mærke når jeg er ked af det, og straks bliver i omsorgsfulde og viser empati. Empati jeg kan mærke, – uden et eneste ord. Jeg kan bare mærke og føle det mentalt og fysisk.

Alt i alt, så tusind tak for det hele. Jeg ved at jeg aldrig vil glemme jer; jeg vil aldrig glemme hvordan i har hjulpet mig, og stadig gør. I betyder alverdens for mig, og der går ikke en dag, – ikke engang en TIME, uden jeg skænker jer alle en tanke.

♥♥♥