En sensommer tur med Oddi

fra september, 2017

img_2858

Sensommeren er i gang, og jeg fornemmer en særlig form for ro og behag, inde i den velkendte skov. Vinden er stille, – næsten så stille, at bladene slet ikke bevæger sig på træernes lange grene. Solen skinner fra en klar og åben himmel, og inde i skoven synes det som glimmer, når dens stråler trænger igennem trætopperne og rammer stierne.

Oddi går med lange og rolige skridt, og hans nakke hviler lavt. Hans ører bevæger sig skiftevis fremad og bagud, alt efter hvor der af og til kommer lyde fra. Jeg fornemmer, at han nyder det ligeså meget som jeg.

Følelsen af liv under mig giver mig ro, og tømmer min krop og mit hoved for alle de belastninger, jeg til hverdag er fyldt op af. Jeg skænker det ikke engang så meget som en tanke her, for mit fokus ligger et helt andet sted. Hvis jeg mødte nogle forbigående ville jeg endda smile og hilse af eget intiativ, og det ville jeg ellers aldrig kunne gøre normalt. Ikke fordi jeg ikke har lyst eller fordi jeg vil være uhøflig, men fordi mine tanker og min angst udfordrer mig.

Jeg klemmer blidt med mine lår og læner mig bagud, i det jeg parerer Oddi foran vejen. Bilerne suser afsted i høj fart, men det påvirker hverken ham eller jeg. Det føles harmonisk, nærmest ligesom i en smuk og idyllisk film, hvor man bare kan mærke den behag der flyver rundt i luften, og kan undre sig over hvordan alt kan se så perfekt ud. Som et eventyr, hvor alt ender lykkeligt. For lige nu, og lige i dette øjeblik, anser jeg ikke hvordan momentet kunne blive bedre. Jeg driver let på Oddi i det der er fri bane, og vi krydser vejen. Lyden af hans hove mod asfalten er det eneste jeg ligger mærke til; hverken noget af det støj, man lige netop kan ane fra trafikken lidt væk herfra, eller hundene der gør inde fra hundeskoven af, reflekterer jeg over. Det betyder ikke noget. Fordi lige nu er det eneste der betyder noget, den følelse jeg har i min krop; en følelse, jeg dårligt kender til, og sjælendt mærker. Men lige nu er den her, og det føles godt.