Da det manglende stykke, blev fundet

 

Hun var en lille, bange, men meget indadvendt pige. Meget smilende, og ville rigtig gerne i kontakt med verden, selvom hun ikke var i kontakt med sig selv.

Hun sad altid og dagdrømmede, – drømmede om den store hvide verden, og glædede sig vitterligt til, at det blev hendes tur til at opleve den.

Hendes attitude var venlig og hjælpsom, men hendes sjæl var sort. Verden traumatisere hendes lille hjerte, med dens onde og mørke kraft. Hun kæmpede sit bedste imod, og blev ved med at holde hendes attitude og indtryk til andre, godt. Betydningen for, om andre brød sig om hende, var stor, og det gjorde, at hendes taleevne blev kraftigt nedsat. Hun kunne ikke lide at snakke, men nød hvert øjeblik, hun levede. Hun nød hvert øjeblik, fordi hun for hvert sekund, – for hver time, blev ældre. Hun prøvede at elske sig selv, og skabe sig selv en god og lys fremtid. Og den kom hun nærmere, for hver gang hun trak vejret.

Tingene udviklede sig, og ikke nok med traumerne og hendes nedsatte taleevne udendørs, blev hun også deprimeret. Hendes sjæl var sort som kul, og byggede mere og mere på, for at gemme sjælen væk.

Hun hadede det. Hun hadede det inderligt, men hun kunne ikke stoppe. Hver aften, lå hun og drømmede sig væk i sin egen lille drømmeverden, med tårer dryppende ud af øjnene.

Hun lukkede sine tunge øjenlåg, og tænkte på hendes ønsker, og lidt efter, var hun faldet i søvn, – i en dyb, og rar søvn, langt væk fra det virkelige mareridt, der foregik.

Hun drømmede om livet, og dens værdier, hun vidste den kunne have. Lige nu var hun bare ikke i en fase, der var god. Men det stoppede ikke, hendes lyse og klare drømme.

Hver morgen hun vågnede, var hun både glad og trist. Glad for drømmen, der føltes så virkelig, – og trist over, det modstand hun hver dag mødte, som overtog glæden.

Hendes evne til at fungere som et normalt menneske, blev nedsat. Hun ville leve, men hendes sorte sind spændte voldsomt ben. Maden kunne ikke længere komme ned, og hun endte imod sin vilje, på en hospitalsstue, med en sonde liggende i næsen, da hendes krop nu lignede hendes indre; død.

Det var en lang process, men hendes store drømme for livet, var der stadig. Også selvom at traumerne i hende levede højt. Hun glædede sig til at opleve verden, og den fremtid, hun håbede på at få. Hun var bange for at miste livet og fremtiden, for det var inderligt ikke det, hun  ville. Også selvom hun op til flere gange gjorde ihærdige forsøg på at ende det.

Ulykkelig som hun var, blev hun sendt videre. Hun blev nu kastet videre i systemet, – og kæmpede stadig, med alle de urimelige ting, hun absolut skulle gennemgå.

Hendes øjne udviste høj ulykkelighed, og så ødelagte ud. Hendes krop lignede et skelet, og hun lignede en levende død. Hendes hud var grå, og det så forfærdeligt ud. Men for den lille pige, var det et tegn på liv. Hun kunne mærke sig selv, og sin krop. Det var hendes måde, at leve på, selvom hun godt vidste, det ikke var sundt. Men det var sådan, hun kom igennem dagene, og sådan hun følte, hun kom nærmere sine drømme.

Hun drømmede og hun drømmede. Hun drømmede om sin fremtid, – om det paradis, hun skulle opleve. Det lå så tæt på hende, da hun jo hver dag ældes, men mennesker omkring hende, blev ved med at fortælle hende, at hendes krop snart ville sige stop. Men hun nægtede troen om det, for hun vidste, at del ville gå i opfyldelse. Hun vidste, hun ville ende i noget godt.

Hun blev igen sendt et nyt sted hen, men hun var stadig fanget, i de mønstre, – som jo efterhånden, var blevet til hendes overlevelsesstrategier.

Mennesker omkring hende, prøvede på det kraftigste, at bryde dem, og det tog hårdt på hende. De var onde. De var hendes fjender! De prøvede at tage hendes fremtid fra hende. De prøvede at tage livet fra hende. Det var hun overbevist om, – og det endte ud i aggressionsudbrud. Aggression over andre, som hun var overbevist om, ville tage det eneste fra hende, som hun havde.

Pigen blev tvunget til forskellige slags terapier, men det betød intet. De ville jo også bare, tage hendes strategi for at overleve, væk. De ville tage hendes drømme fra hende, – lige for næsen af hende. Alligevel blev hun overtalt til at prøve, – her både med blod, sved og tårer. Især da hun nåede rideterapien.

Hun satte satte foden i stigbøjlen, og blev hjulpet op på det store, smukke og fantastiske dyr. Hun fik lov til, at styre vallaken rundt på den lille udendørsbane, hvilket gav hende en særlig følelse. Hun følte en særlig harmoni inde i, og en ny form for kontrol. En kontrol, hun aldrig havde prøvet før. En kontrol, der stabiliserede hendes indre for en stund. Hun blev hurtigt en smule afhængig af den, og sørgede for at komme hver eneste uge, da det nu var blevet starten på hendes nye overlevelsesstrategi. Hun elskede at mærke det vidunderlige dyr, der gjorde sit bedste, for at lytte på hendes signaler.

Ugerne gik, – månederne gik. ÅR gik. Og for hver time hun havde, destro mere glæde, tog hun med hjem. Hendes øjne blev bygget mere og mere op med liv, og hendes krop begyndte at se mere og mere sund ud. Hun elskede hendes nye form for kontrol, samtidigt med, at hendes kærlighed for dyret voksede gevaldigt. Hun følte sig i live, – hun følte glæde. Hun følte hun drømmede i levende tilstand.

Hun begyndt at få indsigt, i sit forløb. Hendes taleevne voksede, og det blev til mere og mere. Hun kunne begyndte at kommunikere med mennesker, – selv med fremmede. Hun var stadig usikker på sig selv, men hver gang hun blev det, tænkte hun blot; ”Det skal nok gå, når jeg sætter mig op på hesten”, – og dét gav hende modet. Samtidigt begyndte hun at spise, og hendes underernæret krop, begyndte at regulere sig mere, til normal. Det var en hård process, fordi det havde været hendes måde at leve på, i mange år. Hun havde stadig vanskelighederne, men de blev formindsket, – formindsket hver gang, hun kom i kontakt, med hendes store kærlighed. Nemlig hesten. Dens nærvær, og den tryghed, den gav, – gav hende modet. Hun kunne pludselig føle sig tættere og tættere på hendes drømme, fordi hun netop var ved den nu. Hun havde fundet hendes drøm, og det hun brændte for. Hun havde fundet sin livsglæde, og en stor del af hendes fremtid. Og hun glædede sig til alt det, der nu stod i kø for, at blive oplevet. Det hun havde drømt om hele sit liv. Det stod lige for næsen af hende.

 

Hvad synes i om min tekst? Den er meget personlig, så jeg ville elske, at få en lille kommentar, hvis i har læst den.

Hav en skøn dag! – Og husk, at alt kan nå at ændre sig, selv når man er nede i det dybeste hul 🙂