Savn og behov

Alt er ikke lige helt fantastisk lige nu, men det er egentlig underordnet.  Jeg savner Feykir. Jeg har brug for ham. Jeg har brug for at han driller mig på den kærlige måde kun HAN kan. Normalt når folk gør det, tænker jeg de ikke kan lide mig. Jeg ved godt at forskellen er stor, når han er et dyr. Men selv ved dyr kan jeg føle de ikke kan lide mig, når de driller eller afviser. Jeg ved det lyder langt ude, men det er helt ærligt sådan jeg har det. Men når han driller mig og slikker på min jakke, bider i min knappe og skubber mig blidt med hovedet.. Smiler jeg. Jeg smiler, – VIRKELIG meget og kan ikke blive andet end glad af det. Og ikke mindst hans kærlige side. Den måde han giver mig lov til at give ham et kys på mulen, stikker hovedet ned til mig, når jeg sætter mig på hug foran ham. Nogengange når jeg går fra stalden, går han ud ved siden af, og står og kigger på mig, som om han vil sige farvel. Den måder han lader mig træne på ham, og bærer over med mine fejl. Han er drillende, men kan godt nok også være kærlig og hjælpsom overfor mig.

Jeg smiler helt af bare at skrive om ham. Han gør mig så glad, og har hjulpet mig så meget. Jeg ved han bliver vejen videre for mig. HELT videre. Han er min helt.

Her har jeg samlet nogle gode minder med ham. Min elskede, elskede Feykir.