De bedste trøstere

De her dage er ekstra hårde for mig. Jeg er maks presset, både i forhold til presset jeg føler i skolen, men også de mange personlige ting der går mig på.

Jeg har været til ridning i tirsdags, til hestemøde igår, og været ude og fodre hestene i frikvarteret idag. Det er simpelthen så skønt, at have sådan et frirum som jeg har. Fra når jeg træder ind i stalden, og til jeg går ud, føler jeg mig hel, på en helt speciel måde. Jeg føler min fysiske og psykiske uro bliver mindre, og jeg føler, jeg kan slappe af uden skam. Det føles rart, og jeg har slet ikke i sinde, at dykke ned med anoreksien, som ellers gør et godt forsøg på at få mig til det. Men med min fornuft så ved jeg, at det også ville have konsekvenser såsom at  jeg ikke ville kunne have kræfter til at ride, eller være sammen med hestene i det hele taget. Så jeg holder fast i den hårde kamp, – fordi jeg ved hvad jeg vil. Jeg vil være sammen med hestene, jeg vil ride, og ikke mindst, vil jeg passe på dem. Det er det, der gør mig glad, og det er det jeg brænder for. Den glæde de giver mig, er en glæde jeg ikke vil være foruden.

Som jeg tidligere skrev, har jeg nemt ved at føle svigt, – og jeg tror, hestene kan mærke det. Når de kommer hen til mig, føler jeg at de møder mig på en anden måde. Jeg føler en form for en opmuntring, og mærker deres kærlighed. Specielt Feykir og Oddi opsøger mig meget i sådanne situationer.