Den bedste terapi

Jeg kan ærligt sige, at rideterapien er den bedste og eneste form for terapi, der nogensinde har hjulpet mig til alt det fremgang jeg gør. Jeg var ude hos hestene idag, og jeg kom til at tænke på, hvor meget godt det egentlig har givet mig, og stadig giver mig.

Jeg har været igennem en lang række dag- og døgnindlæggelser, som de fleste gange har måtte være mod min vilje, fordi jeg ikke selv havde motivationen i mig. De behandlere jeg har haft under mine indlæggelser, erkendte efterhånden også til sidst, at deres “behandling” ikke gjorde en forskel for mig, fordi jeg var så fastlåst i min sygdom. Man kan ikke få hjælp, hvis ikke man selv vil hjælpes.

Når jeg sidder på ryggen af en af hestene, eller i det heletaget hvis jeg bare er sammen med dem, føles det som om at min verden bliver lyst helt op. Som om at lyset formår at fjerne alt mørket, og formår at få mig til at glemme alle de negative tanker.

Følelsen af at galoppere derud af, føles helt fantastisk. Det er den bedste følelse jeg kender, og jeg nyder det mere end hvad der overhovedet burde at være muligt. Smilet er som klistret fast på mine læber, – så meget, at mine kæber bliver ømme.

 

Jeg striglede både Vinur, Feykir og Oddi idag, og det var så rart og hyggeligt, at stå med dem hver især.

Oddi har jeg aldrig haft den store kontakt til før, men jeg var glad for, at jeg valgte at tage ham, og bruge tid på at snakke og strigle ham. Konklusionen her er klart, at han uden tvivl er en mindst ligeså fantastisk skabning, som de andre fire.

Feykir var bare som sædvanlig Feykir; så skøn, og hans smukke øjne og bestemte personlighed, fanger mig som altid. Til tider kan han være  enormt fræk og drive mig helt til vanvid med det, da han altid liiigé skal teste af, hvem der bestemmer. Men det er sådan han er, og jeg kan godt lide ham sådan. Han er faktisk lidt teenager agtig,  – han gør som han selv vil, og kan til tider være ret så flabet, haha. Han mener jo intet ondt i det, han er bare en unghest med en masse mod og selvtillid, og som har en masse han skal lære. Og så har han ret meget attitude, – men så må jeg bare vise ham, at det har jeg også. For når man kommer tæt på ham, rider ham, og bare står og kæler ham på ryggen, er han et helt fantastisk væsen.

Og Vinur… Åh, fineste lille Vinur. Ham må jeg ærligt indrømme, at jeg er blevet helt vildt glad for. Han er så dejlig en hest, og hans personlighed gøre bare, at jeg smelter helt. Jeg bliver så glad hver gang han lader mig sætte grimen på ham, og bare står helt stille og roligt imens. Nogengange er han (som tidligere skrevet på bloggen) ikke så glad for menneske-kontakt, og kan have det meget med at gå væk, når man forsøger at sætte grimen på ham. Derfor er det for mig, en kæmpe succes når det lykkedes mig at gøre det.

Når jeg står med ham, er han så rar og kærlig. Jeg står bare i en afslappet ro og kæler med ham, og giver ham lov til at være sig selv. Og det samme gør han ved mig.

 

Jeg har desuden et eller andet med Vinurs øjne.. Jeg synes de er så bedårende og kære, og jeg falder for dem hver gang. Samtidigt synes jeg de udviser en form for følsomhed.

 

ved ikke om det bare er mig, men jeg synes der er noget helt særligt ved hans øjne. Noget nuttet, – noget jeg falder for. De ser så små og skrøbelige ud.