Den bedste, og mest trofaste ven

Idag gik det op for mig, hvor trofaste og tillidsfulde heste er. Eller, jeg vidste det godt i forvejen, men idag gik det sådan virkelig op for mig.

Jeg føler nemt svigt, men når jeg tænker over det, – har jeg ikke følt det ved hestene.

Selvom de kan have en tendens til at teste mig af, føler jeg alligevel altid at de gerne vil mig. Jeg føler de acceptere mig.

De har hver deres personligheder, ligesom vi mennesker også har; nogen af dem er måske kærlige og følsomme, hvor andre er kostbare og bestemte, eller noget tredje eller fjerde, – eller noget helt midt imellem. Men lige meget hvilken personlighed de har, har de ihvertfald én ting, tilfælles; deres trofasthed.

De kan mærke når man er ked af det, og jeg føler og mærker, at de kan ændre sig, for at muntre mig op. Men hvis eksempelvis jeg har en god dag, bliver de også selv lidt mere energiske og tilfredse.

En anden ting er, at heste ikke bærer den nag. Om man kommer til at skræmme dem, eller gør noget forkert, så bærer de den ikke nag. Overhovedet, – det er ihvertfald ikke min oplevelse. De kan selvfølgelig godt blive lidt forvirret og bange i øjeblikket, men de bærer den ikke nag.

Det er noget af det jeg særligt godt kan lide ved dem. Ligemeget hvilket humør jeg er i, så er de der. Ligemeget om man har lavet en fejl, – så er de der også. Man kan føle at hele verden er imod en, – men hestene vil altid være der.