Det ikke hvad vi tager, men hvad vi giver, der gør os rige.

Netop dét, har jeg indset. Jeg har indset, at det jeg giver til Feykir, er vigtigere end det jeg ‘tager’ fra ham. Og med tager, mener jeg, at man begge skal give noget, i et forhold. Det er vigtigt, at det ikke kun er mig der tager, og ham som tager. Det er vigtigt at jeg giver, og han gør. Det er sådan et forhold skal fungere, og på den front, går vores forhold jo strålende. Han giver mig så meget; han giver mig en livsglæde, der ikke er til at beskrive. Han giver meget af sig selv, det kan jeg mærke. Normalt er Feykir typen, der passer lidt sig selv. Ikke misforstå mig, men han kan være lidt svær, at nå ind til, netop grundet af hans frække sind, som ofte kan forstås som afvisning. Sådan havde jeg det ihvertfald i starten, og sådan har dem der har været med mig ude hos ham, også haft det. Men netop her, har jeg givet meget af mig selv, hvilket han har taget, og givet tilbage. Og det er dét, som gør mig rig. Rig på en ubetinget kærlighed.

Det er lidt ligesom når man rider, – man skal gi’ og tage i tøjlerne. Og det er lige meget, af hver ting, for at det fungere ordenligt.

Det er netop en af de ting, der giver mig en lyst til at stå op om morgenen. Når jeg ved, at jeg skal ud til ham. Om det så bare er fem minutter, så nyder jeg det. Jeg nyder hans bløde mule mod min håndflade, hans kærlige og frække skubben med hans hoved, og hans trofasthed, han hver gang viser. Han får mig til at føle mig som en helt normal pige, når jeg er i hans selskab. Den indre uro forsvinder ligeså stille, og de dumme tanker aftager. Det er en skøn følelse, og jeg er sikker på, at det er nøglen videre, for mig.

Her får i lige et snebillede, af min yndlings ismule, i hans rette element: