Lyset i mørket

Jeg har det ikke for godt, lige i tiden. Men jeg prøver virkelig, at finde ro, og være ved hestene når det er muligt. Menneskerne omkring mig kan se hvor afslappet mit humør bliver, når jeg er omkring dem. Det er helt utroligt, hvad de kan gøre mig, og i det heltallet bare påvirke mig. Tænk sådanne dyr, – som ikke engang kan tale, – kan gøre mig så meget godt? Tænk at jeg føler de forstår mig bedre, end nogen anden, uden et eneste ord.

Jeg fodrede dem i formiddags, og jeg følte virkelig de havde empati med mig. Moldi var ikke så sky som han plejede, og lod mig trække ham med ind ind i stalden, og blev der selvom jeg var tæt omkring ham. Normalt kan han godt være lidt svær at komme i kontakt med, – men her følte jeg virkelig, oprigtigt at han åbnede op psykisk, og det samme gjorde jeg. Giver den nogen mening? Jeg føler ihvertfald, at han acceptere mig, og at han acceptere mig. Kemien er god, det er ihvertfald sådan jeg mærker den.

Feykir var heller ikke ligeså drillende som han plejer. Han var derimod utrolig kærlig og omsorgsfuld.

Det er så skønt at have dem, jeg ville bogstavligtalt ønske, at jeg boede ude i den stald.

 

 

Den bedste terapi, er at ens yndlingsheste gumler hø i sig!

 

God weekend, kryds fingre for at sneen er væk på søndag, når jeg skal ud og fodre og ride, – for mig!